Lederspalten

Landdistrikternes udvikling

”De landsbyer der vil overleve, de gør det – mens resten dør!” Det er citat fra en gruppe bestående af bl.a Niels Hausgaard, Bonderøven og Lasse Helner, der kom med gode idéer til landdistriktsudvikling.

Og én ting er sikkert, skal landdistrikternes udvikle sig, skal det være de lokale beboere selv, der skal gøre en indsats. Men mulighederne skal være til stede, og det skal politikerne sørge for at de er!

At skiftende regeringers centraliseringspolitik bærer en stor del af ansvaret for landdistrikternes afvikling, er de fleste i dag enige om.

Man er også – til en vis grad – enige om, at det er embedsværkets regnearksberegninger, der har fået politikerne til at træffe uhensigtsmæssige beslutninger. Det seneste eksempel i den retning er liberaliseringen af Planloven, der giver kommuner mulighed for at tillade store butikker, ud fra den begrundelse, at det giver større omsætning i detailhandlen. I dag smider den danske forbruger ca. 35% af sit indkøb i skraldespanden. Med større butikker og flere tilbud øges dette spild. Og ja, det giver større omsætning, men det kan vel ikke være til gavn for samfundet? Folketinget argumenterer for, at man har tillid til at kommunerne har selvjustits til kun at tillade de store byggerier, hvor der ”er plads”. Et eksempel: Tarupcentret i Odense, der ligger få kilometer fra Odenses nordvestlige udkant, ønsker at udvide maksimalt hvad loven tillader. Det har Odense Kommune naturligvis ikke noget imod, da det betyder øget omsætning, som imidlertid hentes fra Nordfyns, Assens og Middelfart kommuner, der alle har butikker beliggende i landdistrikter.

Det indebærer så at landdistrikternes butikker mister kunder, idet folk kører langt for at gøre deres ”billige” indkøb, hvilket betyder større omkostninger til brændstof, og også større CO2 udledning, som ingen tager med i beregningerne.

Ligeledes har liberalisering af Lukkeloven betydet lukning af mange butikker, med efterfølgende affolkning grundet manglende indkøbsmulighed. Når landsbyens sidste butik lukker, falder huspriserne – iflg. ejendomshandlen – ca. 25%. Den anden væsentlige årsag til forfald er skolelukning, som har præcis samme konsekvens:  ejendomspriserne falder ca. 25%.

Også Planloven har haft stor indflydelse på udviklingen – eller nærmere afviklingen – af landdistrikterne. Håndværkere, mindre virksomheder og iværksættere er blevet tvunget til den nærmeste by med industriområde. Det har betydet en meget stor afmatning af livet i landdistrikter, da ansatte i disse virksomheder ofte flytter tættere på deres arbejdsplads. Her har kommunens planlæggere også haft stor negativ indflydelse, idet de bevidst har arbejdet på centralisering af erhvervsvirksomhederne i et industrikvarter.

Når der argumenteres for fordelen ved at nedlægge en skole, er der 2 elementer i argumentationen:

  • Den pædagogiske, hvor man hævder, at eleverne får en dårligere skolegang i små skoler end i store. Det er langt fra bevist.
  • Den økonomiske, hvor Excel-arket ikke indeholder omkostningen til den friskole, der efterfølgende oprettes, ligesom salg af skolens bygninger typisk indgår i den økonomiske beregning – og ofte ansættes bygningsprisen meget urealistisk.

En ting folk fokuserer på som værende årsag til affolkningen er den offentlige transport. Det er med den som med ”Den lokale købmand”: Den skal være der, men ingen bruger den.

Der er Teletaxi en rigtig god afløsning for de mange tomme busser, der tidligere kørte rundt i landdistrikterne. Efterhånden som folk lærer at bruge Teletaxi, og man får etableret et fornuftigt værn mod misbrug, er der ingen tvivl om, at det er den bedste løsning på landdistrikternes transportbehov.

Jeg har ingen forventning om, at ovenstående landdistrikts-ødelæggende dispositioner bliver omgjort, men det kan måske være medvirkende til at politikerne får øjnene op for årsagen til landdistrikternes forfald, og fremdeles lovgiver mere fornuftigt set med landdistrikts-briller.

Kjeld Hansen

Landdistriktsfilter

Effekter på landdistrikterne skal fremgå af lovforslag

Regeringen vil ændre sine retningslinjer for lovudarbejdelse, så det fremover skal fremgå direkte af lovbemærkningerne, hvilke væsentlige konsekvenser lovforslag har for landdistrikterne: "Hvis lovforslag påvirker landdistrikternes økonomi, omstillingsevne eller andre forhold væsentligt, så skal påvirkningerne fremhæves direkte i lovbemærkningerne".

Helt aktuelt har vi den nye Bandepakke, som finansieres via byfornyelsesmidlerne. Så sent som sidste år blev det vedtaget, at midlerne de næste 2 år hovedsageligt skal anvendes i landdistrikterne. Hvorfor denne pakke så ikke skal leve op til det vedtagne Landdistriktsfilter, er noget uforståeligt.

Der bliver altså ingen midler i Byfornyelsespuljen i 2018 og 2019.

Igen: "Man siger ét, og gør noget andet"! Det er måske medvirkende årsag til politikerleden?

Er demokratiet i krise?

Juledag havde FS' chefredaktør Troels Mylenberg en "Ugens bagkant", som er urovækkende læsning. Se : http://www.fyens.dk/article/3109646

Dette er også tankevækkende læsning, og vi vil gerne følge op på denne problemstilling, men måske overføre den til et mere lokalt regi:

Centraliseringen i Danmark er ganske sikkert ikke ”den menige danskers kop the”? Men med akademikernes regneark og overbevisende argumentation, bliver vi alle hjernevasket til at tro på den foreslåede politik. Når det så efterfølgende viser sig, at forudsætningerne ikke holder, reagerer folk – og nogen gange voldsomt – med at vende ryggen til dem, der fører planerne ud i livet. Da det traditionelt i Danmark har været midten af dansk politik, der har stået for disse beslutninger, er der måske derfor nok forståeligt, at folk søger mod de yderligtgående politikere/partier?

Vi kan overføre princippet til vores egen dagligdag, hvor vi netop har set analysen af kommunalreformen, som har givet et stort rundt nul i besparelser, men har givet mange problemer for de områder, der har mistet aktivitet ved centraliseringen.

Går vi så yderligere ud i det lokale, har vi præcis samme situation med centralisering på skoleområdet: Økonomisk besparelse lig nul, men meget store konsekvenser for de områder, der har mistet deres skole, og en ikke konstaterbar forbedring af undervisningen – i hvert fald ikke nogen forbedring af elevernes viden.

Hvorfor lærer embedsmænd og politikere i EU, Danmark og kommunerne ikke at arbejde for folket, i stedet for at arbejde for egne interesser? – Regionerne vil jeg holde udenfor dette, da de har ”spændetrøje” på, og – tilsyneladende – ikke har meget manøvremulighed indenfor den af Folketinget fastsatte økonomi og funktion.

10 år med 2007-reformen.

Så er det 10 år siden, den nyeste kommunalreform trådte i kraft, og der er gang i evalueringen. Resultatet af forskningsresultaterne er overraskende for mange: Den økonomiske gevinst er 0, de største tabere er landdistrikterne.

Men det største problem er - iflg. flere forskere - at "almindelige mennesker" ikke længere kan overkomme at være fritidspolitiker, hvilket i høj grad er en trussel mod demokratiet, da beslutningerne uvægerligt vil gå i retning til fordel for den gruppe af mennesker, der har mulighed for at arbejde med politik, samtidigt med deres arbejde - altså i stor udstrækning offentligt ansatte. Hvorimod en gruppe som selvstændige erhvervsdrivende med mindre virksomheder og personer ansat i sådanne virksomheder, umuligt kan deltage i det politiske liv.

En anden konklusion fra forskere siger, at politikerne er kommet så langt fra folket, at de har lettere ved at træffe de upopulære beslutninger, som eksempelvis skolelukninger, der for øvrigt - som mange andre påståede besparelser - baseres på et regneark, hvor der ikke er en kolonne, der hedder "menneskelige konsekvenser".

Disse konstateringer viser i større og større grad behov for organisering i landdistrikterne, så vi sammen kan arbejde for udvikling og ikke afvikling af vores respektive områder. 

En sort dag for de nordfynske landdistrikter

28.08.15:

Torsdag den 27. august var en sort dagt for de nordfynske landdistrikter, da de store partier på Nordfyn gennemtruffede deres ønske om at overføre ressourcer fra land til by.

Her er Niels Hausgaards ord et godt eksempel: "Så er det et spørgsmål, og de fleste er de klogeste, eller blot de fleste..."

Når det drejer sig om ens egne interesser, skal man tilsyneladende ikke overholde aftaler, men kan ændre disse, blot det tjener ens egne vælgere. At man så yderligere er partiformand, og pålægger sine partimedlemmer at stemme imod sin overbevisning, gør ikke dette forløb kønnere.

22.08.15:

Politik fra den ufine side.

En sag, som har været behandlet i det kommunale system, har vist nogle problematiske sider af det (lokal-)politiske system. Det handler om forslaget om  at lægge Nr. Esterbølle, V. Egense og Jersore ind under Bogense skoledistrikt.

Forvaltningen indstiller til kommunalbestyrelsen, at man ikke imødekommer Bogense Skoles ønske om at ændre på skoledistrikterne. Ligeledes indstiller et flertal i Børne- og Ungeudvalget til ikke at imødekomme ønsket. Her stemmer udvalgets 2 medlemmer fra A og V efter krav fra deres respektive grupper (formænd?) imod. På Økonomiudvalgsmødet går viceborgmesteren med A og V, så der her bliver flertal for at give Bogense Skole medhold i ønsket om ændring af skoledistriktet.

  • Er det ikke et problem, når man midt i en periode ændrer på et enkelt skoledistrikt, uden at tage hele skoledistriktsområdet op til vurdering?

  • Er det ikke et problem, at 2 formænd (som i øvrigt begge bor i/ved Bogense) for kommunens 2 største partier tvinger medlemmerne i deres grupper til at stemme for et forslag, der har speciel lokal betydning, og netop vedrører deres eget område?

  • Er det ikke et demokratisk problem, når man tvinger gruppemedlemmer til at stemme mod deres overbevisning, og måske derved reducerer deres chancer for at blive genvalgt?

29.01.15:

Ros til politikerne
for ny teleordning, men ...


Det har taget sin tid, men den 1. februar 2015 træder en ny teleordning i kraft.
Den byder på markante forbedringer og skal derfor bydes hjertelig velkommen.

Specielt kan de nye tiltag glæde folk i de tyndere befolkede dele af Nordfyns Kommune.

Men teleordningen skal ikke fortsat være en offentlig hemmelighed.

Der skal god og grundig information til.
Brug medierne bedre.
Skriv enkelt og ligetil, så alle kan forstå det.

Og gentag, gentag, gentag ....

Det er et ordentligt kendskab til ordningen, der skal få borgerne til at bruge den.

Succesen står og falder med informationsarbejdet!

Er der harmoni i Nordfyns Kommunes handlinger?

Nordfyns Kommune gør mange tiltag for at trække nye borgere - specielt unge familier - til kommunen. Der ofres en del på kampagner for at gøre opmærksom på den dejlige natur, og de mange øvrige fordele, der er ved at bo på Nordfyn. Det er helt sikkert en rigtig god idé, og der synes også at være nogle spæde tegn på, at indsatsen er ved at bære frugt.

Men så er det også vigtigt, at servicefacilliteterne i områderne - og her specielt i de dejlige naturområder i landdistrikterne, som man jo slår på - ikke forsvinder. Hvis man vil trække børnefamilier til området, er det klart, at de først og fremmest ser på pasningsmuligheder, og ikke er interesseret i at bosætte sig i et område, hvor de skal køre mange kilometer med deres børn, for at få dem passet.

Derfor må der samarbejdes på tværs, så der ikke spares på børnepasningsområdet, for at få råd til at lave tilflytterkampagner. Desuden vil lukning af børnesinstitutioner uvægerligt betyde fraflytning fra det ramte område, hvilket igen vil resultere i forfald, som giver eskalerende sociale problemer, som senere belaster kommunen økonomisk.

Altså løses opgaven med tilflytning/forbliven af ressourcestærke børnefamilier bedst ved at sørge for KVALITET i børnepasningen, og kvalitet er så ganske afgjort også, at pasningsmulighederne er i nærheden af boligen, og selvfølgelig også, at barnet trives og forældrene er trygge ved at aflevere deres barn, og det er mit indtryk, at den tryghed ikke er større i en stor børnehave, hvor personalet ikke kender forældrene!

Derfor kære politikere: brug børnepasningsområdet til at profilere Nordfyns Kommune. Det koster måske lidt mere nu, men det er en god investering, som giver gode resultater på relativ kort sigt. Alle kommuner omkring Odense bejler til de ressourcestærke børnefamilier, der gerne vil give deres børn en tryg opvækst, og én af Nordfyns Kommunes største konkurrenter på det område er Faaborg/Midtfyn. Netop her kan Nordfyns Kommune "fiske i rørte vande", da Faaborg/Midtfyn for nylig har gjort det modsatte af foranstående, og det har man da lov til at benytte sig af. 

18.03.2014

 

Katastrofe for LAG Nordfyn.

LAG står for Lokale Aktions Grupper, men efter Carsten Hansens forslag til ny inddeling, skal de omdøbes til Centrale Aktions Grupper, idet der nu bliver tale om store enheder, hvor kendskabet til lokalområdet er stærkt reduceret.

Nordfyn bliver lagt sammen med Middelfart, Assens og (muligvis) Nyborg, og vi har meget forskellige opfattelser af vores primære støttefunktioner: Nordfyn ønsker at fremme de små virksomheder, at finde så mange iværksættere som muligt, mens Assens og Middelfart ser store muligheder i nu at være store enheder, så vi har midler til at støtte de store projekter. Vi får ca. samme beløb som tidligere – måske endda lidt mindre, så jeg har svært ved at se, at der bliver flere penge til rådighed.

Danmark er blandt de lande, der procentuelt har færrest iværksættere, og hvis vi skal være med til at forbedre denne statistik, skal vi kende de mennesker med iværksættergén, og hjælpe dem til at komme i gang med deres idéer, det gør man kun, hvis man er lokalkendt.

 Mange LAG’ere har haft store problemer med Fødevare Erhverv, som er det ministerium, der håndterer midlerne, og godkender ansøgninger samt efterfølgende udbetaler støttebeløbene. Hvis man laver sin ansøgning efter det man synes er fornuftigt, og ikke efter vejledningen fra Ministeriet, får man ansøgningen afvist. Man skal følge vejledningen 100%, også selvom man synes det er ”fjollet”. Det har givet enormt mange problemer hos mange LAG’er, og har givet ministeriet meget ekstra arbejde. Og specielt har det givet ekstra arbejde, når både ansøgere og koordinatorer ringer til ministeriet for at anke over manglende eller langsommelig behandling.

Derfor vil det rigtige være, at lade de aktionsgrupper, der har kørt optimalt fortsætte uændret, specielt de der har været dukse, både når det gælder fordelingen mellem projekter der skaber arbejdspladser og projekter til Attraktive Levevilkår. Ministeren kom straks efter sin tiltræden med en ny bekendtgørelse, der anbefalede flere erhvervsprojekter, gerne en fordeling på 65/35 procent. LAG Nordfyn har en fordeling på 84/16 procent, altså langt over ministerens ønske.

Hvorfor skal Nordfyn straffes for andres problemer?

05.03.2014

Hvorfor handler folk ikke lokalt?

Er det mode, oplevelsestrang, eller mangel på økonomisk sans?

Der er i dag lavet utallige undersøgelser, der viser at det ikke betaler sig at handle udenfor lokalområdet. Går man på jagt efter tilbud, kan man godt finde billigere ting, end i den lokale butik, men det er ofte marginalt, og meget ofte køber man lidt for meget, og smider ud. Man kommer også "lige til" at gøre et impulskøb, af noget man egentlig ikke har brug for.

Mange undskylder sig med: "Jamen vi var dér jo alligevel, så det koster ikke mere i benzin". "Der er så mange forretninger samlet i Rosengårdcentret, så familien får samtidigt en udflugt". "Ser man i tilbudsaviserne fra discountbutikkerne, og sammenligner med den pris man lige har betalt for det samme i den lokale butik, kan man se det er billigere". 

4 vigtige ting glemmer man:

  1. Det koster meget at køre i bil.
  2. Den lokale butik beskæftiger lokale folk
  3. Hvis den lokale butik må lukke, falder dit hus mget i pris
  4. Hvis den lokale butik lukker, vil ingen flytte til byen, og forfaldet stiger

Så kære lokalbeboer: "Det er ikke naboen, men dig der skal sørge for at din butik også eksisterer om et år!

 

27.02.2014

Virksomheder i Landdistrikterne.

 

Man kan undre sig over, hvorfor embedsværket i landets kommuner er så store modstandere af aktiviteter på landet. Det er den konklusion man må drage, når man gang på gang ser afslag på ansøgninger om aktiviteter i landdistrikterne.

Landdistrikts Bekendtgørelsen giver nu mulighed for at der kan etableres virksomhed i tomme bygninger i det åbne land. Den eneste forudsætning er, at området er karakteriseret som stagnerende, og at de bestående bygninger anvendes i den nye virksomhed. Det er endog tilladt at bygge til, såfremt virksomheden har behov for mere plads. Og virksomhedsformen behøver ikke at være relateret til land- eller skovbrug, men må være næsten ”hvad-som-helst”.

Ikke desto mindre gives der gang på gang afslag på sådanne ansøgninger. Vi hører dagligt fra politikerne, at de ønsker mere aktivitet på landet, men de er åbenbart ikke stærke nok til at overbevise embedsværket om, at lovgivningen giver muligheder, og at disse skal udnyttes. Skyldes det personlig modstand mod landdistriktsaktiviteter fra embedsfolkene, eller er det ”skrækken” for at give tilladelse til noget, hvor man senere kan blive anklaget/bebrejdet for beslutningen. Man henholder sig til, at det er Planloven, der hindrer disse aktiviteter. Ja, Planloven er restriktiv på mange områder, men der er også mange muligheder for aktiviteter i landdistrikterne indenfor Planloven.

Kære politikere: Tag fat i jeres embedsfolk, og få dem til at arbejde for landdistrikterne, og ikke som nu imod landdistrikterne.