"Den som ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt ..."

Nordfynstemas lidt skæve og - måske netop derfor - ganske populære afdeling for spøg og skæmt fra skolestrukturbrydningernes tid

Her er der masser af harmløs underholdning.
Glæd dig, hvis du ikke har oplevet Nordfynstemas "Frikvarter med smil" før.
Fryd dig, hvis du skal i gang med et gensyn.
 


Flere steder gik tekster og billeder op i en højere enhed. Senere var vi nødt til at fjerne illustrationerne for at få plads til nye billeder på sitet.

Men på ét punkt er der masser af kaos:

Mange af indslagene præsenteres, så de nyeste vises først - sådan som de i sin tid blev sat på siden.

123-konceptet, som Nordfynstema benytter, er meget omstændeligt at arbejde med, når/hvis mange afsnit skal vises i en anden rækkefølge.

Derfor orker webmaster ikke at bruge mere tid på at ændre i rækkefølgen på frikvartersiden.

Til gengæld kommer der her en oversigt over indholdet.
Så kan du bruge den, når du manøvrerer rundt på siden.
(Print evt. oversigten ud!)

Rigtig god fornøjelse!

Indholdet på "Frikvarter med smil":

Brev fra "Mette"
Mette-historien, 58. afsnit
Der må være en grænse
Himmelsk søndag
Hvor er Børge?
Time Management
På tur med strukturen
Dagens bedste spørgsmål
Mette-historien, 57. afsnit
Formandskab
Nordfynstemas nytårstale 2011
Nordfynsk uro
Syng med (1)
Syng med (2)
Syng med (3)
Men det skete i de dage
Overensstemmelse
Vildfarelse
Positivlisten 4. december 2011
Sympatistrejke
Kender du Sophia?
Dialogkaffe
Sæson for beskæring og fældning
Politikerbesøg på Kongslundskolen
Udkantsdanmark
Skovløkken inviterer til debatmøde
Personlig udvikling
Opfordring til Kommunalbestyrelsen
Fan-klub kræver Mette-historie hver dag
Elevflugt
Nye partnere
Lokale borgere har de manglende brikker
Mette-historien, 52. afsnit
Mette-historien, 53. afsnit
Mette-historien, 54. afsnit
Mette-historien, 55. afsnit
Mette-historien, 56. afsnit
Fast arbejde
Er der styr på kasketterne?
Mette-historien, 47. afsnit
Mette-historien, 48. afsnit
Mette-historien, 49. afsnit
Mette-historien, 50. afsnit
Mette-historien, 51. afsnit
Skole-boblerier
Mette-historien, 42. afsnit
Mette-historien, 43. afsnit
Mette-historien, 44. afsnit
Mette-historien, 45. afsnit
Mette-historien, 46. afsnit 
Efterårsferiens boblehistorie
Mette-historien, 41. afsnit
Mette-historien, 40. afsnit
Mette-historien, 39. afsnit
Mette-historien, 38. afsnit
Mette-historien, 37. afsnit
Mette-historien, 36. afsnit
Mette-historien, 35. afsnit
Mette-historien, 34. afsnit
Mette-historien, 33. afsnit
Mette-historien, 32. afsnit
Mette-historien, 31. afsnit
Mette-historien, 30. afsnit
Mette-historien, 29. afsnit
Mette-historien, 28. afsnit
Mette-historien, 27. afsnit
Mette-historien, 26. afsnit
Mette-historien, 25. afsnit
Mette-historien, 24. afsnit
Mette-historien, 23. afsnit
Mette-historien, 22. afsnit
Mette-historien, 21. afsnit
Mette-historien, 20. afsnit
Mette-historien, 19. afsnit
Mette-historien, 18. afsnit
Mette-historien, 17. afsnit
Mette-historien, 16. afsnit
Skoler sælges på favorable vilkår
Brug også de ord, der er ved at forsvinde uf af Retskrivningsordbogen
Telekørsel for alle
Ind til benet
Kaos ved Musikforeningens månedlige koncert
Ny Sø-ren og Met-te (1)
Ny Sø-ren og Met-te (2)
Ny Sø-ren og Met-te (3)
Ny Sø-ren og Met-te (4)
Ny Sø-ren og Met-te (5)
Ny Sø-ren og Met-te (6)
Ny Sø-ren og Met-te (7)
Ny Sø-ren og Met-te (8)
Ny Sø-ren og Met-te (9)
Ny Sø-ren og Met-te (10)
Ny Sø-ren og Met-te (11)
Ny Sø-ren og Met-te (12)
Ny Sø-ren og Met-te (13)
Ny Sø-ren og Met-te (14)
Ny Sø-ren og Met-te (15. og måske sidste afsnit?)
Nordfynsk krigsveteran opsøger nye slagmarker 

Brev fra ”Mette”

 

Nordfynstemas redaktion har modtaget et brev fra en, som kalder sig ”Mette”.

 

Med anonym afsender overholder skrivelsen ikke reglerne på ”SkoleDebatten”.

Men redaktionen vil undtagelsesvis acceptere at gengive denne henvendelse, fordi den er af ”særlig karakter”, og den må så nødvendigvis parkeres på frikvartersiden.

 

Her er den:

 

Kære Nordfynstema

 

Jeg har forholdt mig tavs indtil nu.

Det skyldes måske nok, at jeg af natur er lidt tilbageholdende og genert.

 

Nu er tiden dog inde til, at jeg over for Nordfynstemas redaktion og sikkert rigtig mange faste besøgende udtrykker min tak, fordi jeg har været fulgt kærligt og med en vis opmærksomhed i en historie med hele 58 afsnit.

 

Jeg kan så forstå, at 58. afsnit var det absolut sidste.

Det har jeg det sådan set fint nok med.

Ikke fordi det har generet mig sådan at være i fokus i en historie i sådan en gråzone mellem fantasi og virkelighed.

 

Egentlig er jeg lidt stolt over mine ”præstationer”, og det varmer mig stadig om hjertet, at historien har været båret af omsorg og sikkert ægte sympati.

Jeg har bestemt ikke på noget tidspunkt følt mig som et sagesløst offer.

 

Imidlertid føler jeg nu trang til at hovere lidt.

 

Nu er jeg blevet radikal, og hvis I nu havde taget Mette-historiens 21. afsnit for andet end bare lalleglad underholdning, så burde I allerede dengang have fundet ud af, hvor jeg var på vej hen.

 

I historiens 21. afsnit skrev Nordfynstemas skriverkarl blandt andet det her:


    

”Mette frygter mødet med Hårslev Kirke, hvor bussen vist vender for at køre tilbage til mere ordnede forhold blandt moderne mennesker.

 

Så dukker den op på en lysmast:
Plakaten med den radikale Camilla Hersom, som lige er blevet valgt til Folketinget.
Formand for Forbrugerrådet!

 

Hun havde for nylig sammen med ham dér "stemmeslugeren" Mogens Godballe et rigtig fornuftigt indlæg, der virkelig bakkede op om lukningen af 8 nordfynske skoler.

Hvis formanden for Forbrugerrådet kan slippe godt fra at rose nedlæggelsen af de 8 små skoler, så kan Mette vel udmærket holde fast i sit nuværende standpunkt – uden at Sct. Peter eller Vorherre skal blande sig i det!

 

Dejligt og tankevækkende!

 

Mette og manden har set nok og suser forbi Hårslev Kirke for at slå ind på en alternativ rute uden risiko for at møde flere kirker og tåbelige skilte.

Hjem igen til trygge Morud.

 

Men Mette føler, at der er tændt én eller anden ild i hende.

 

Dropper Mette nu Sct. Peter?

Bliver Mette radikal?

Er hun det måske allerede?

Eller har protesterne ude blandt de primitive stammer gjort et større indtryk på Mette, end hun umiddelbart tør indrømme?

 

Uha, hvad der dog kan ske på sådan en søvnig søndag!

Så var der oven i købet et billede af Camilla Hersoms valgplakat, og neden under billedet står der stadig – for jeg har lige kontrolleret det – ”Har Mette fået en åbenbaring midt i Hårslev City?”

 

Hallo! Siger jeg bare!

Gå bare ind og kontrollér 21. afsnit.

I havde informationerne lige foran jer, og så er det åbenbart alligevel en overraskelse, at jeg sammen med Ingmar er blevet medlem af Radikale Venstre på Nordfyn.

 

Vi radikale har brug for masser af god omtale, så jeg vil da egentlig opfordre Nordfynstema til at fortsætte Mette-historien i en ny version, for det er vigtigt at få markedsført det radikale.

 

På forhånd tak.

 

 

Venlig hilsen

Mette

 

 

Redaktionens bemærkninger:

Redaktøren bestemmer helt diktatorisk den redaktionelle linje på Nordfynstema.

Der er ingen aktuelle planer om at genoptage en historie, der definitivt er slut.

Men nye tiltag overvejes ind imellem, og så vil ”Mette”´s opfordring da blive taget op til overvejelse.

 
Prøv at læse hele 21. afsnit igen - eller måske hele historien!

Mette-historien fortsat

(58. og absolut sidste afsnit)

 

 

Torsdag aften kom der på Sct. Peters avancerede skærm – der er koblet på glorien – afgørende nyt fra Nordfyn.

 

Sct. Peter havde længe været bekymret for Mette, og nu viste det sig, at det ikke var helt ubegrundet.

 

Ved afstemningen om en ny skolestruktur havde Mette og Ingmar lige stemt nej til det brede flertals forslag – men Børge havde stemt for.

 

Sct. Peter valgte at se på det mest positive først:

Børge og Ingmar var altså ikke længere nordfynsk politiks siamesiske tvillinger, for Børge havde gjort sig fri.

 

Det gav umiddelbart mange gode point til Børge, og Sct. Peter kunne da også se, at Børge havde fået aftenens største bifald på Rådhuset i Bogense.

Børge havde gjort, hvad han skulle, så Sct. Peter lagde ved tankens kraft en forhåndsgodkendelse ind på Børges himmelske CV.

 

Sct. Peter kunne se, at Vorherre lige havde en ledig stund, så han satte den kære Gud ind i sagen.

 

Som bekendt skabte Vorherre engang hele verden på 6 dage. Men det er godt nok længe siden, og selv Vorherre bliver ældre med tiden og dermed mere eftertænksom og slet ikke så vildt dynamisk som i skabelsens hektiske tid.

 

Så den gode Gud havde ikke travlt med at fælde en dom over Mette og Ingmar.

Han ville lige have lidt betænkningstid.

Så overholdt Han jo også selv de himmelske hviletidsbestemmelser.

 

Her da det var blevet mandag morgen på Nordfyn, modtog Sct. Peter så Vorherres vurdering:

 

- Børges sjæl er frelst, så ham må du ubetinget lukke ind i Paradis, når han engang står foran porten og gerne vil ind.   

 

Mette bragte sig selv i et uheldigt selskab. Men hun har vist sin gode vilje og besøgt alle skolerne på Nordfyn og faktisk arbejdet for at andre skulle skabe et bredt politisk flertal.

Det er jo lykkedes – og det oven i købet uden at hun har brudt med sin sociale gruppe. Så jeg tilgiver hende fortidens synder og giver hende en enestående chance for at score mange pluspoint i resten af sit jordiske liv.

 

Så er der Ingmar tilbage.

Ingmar, Nordfyns mest og længst talende lokalpolitiker.

Ham har jeg tænkt meget over, og jeg måtte lige konsultere Vores Bog, for at finde et bibelfast argument til hans undskyldning.

Jeg er godt nok nødt til at bøje teksten lidt, men her er der et brugbart citat:

”Tilgiv ham, thi han ved ikke, hvad han gør”.

Det holder måske ikke for en nøjeregnende teologisk analyse, men lad os nu ikke være smålige.

 

Vorherre holdt en lille pause, så man kunne høre et englekor, der sang med overjordisk skønhed:

 

Gud Fader i det høje,

lær mig at skelne nøje

det sande fra dets skin;

og mens jeg er i live,

lad lig et barn mig blive,

skænk mig et fromt, enfoldigt sind!

 

Værket blev ret indlysende indspillet på His Masters Voice.

 

Vorherre lod de sidste toner fylde Rummet og sagde så:

- Jeg tilgiver Ingmar og giver ham et personligt eksemplar af indspilningen.

Jeg lader nåde gå for ret og skænker vor nordfynske stridsmand en chance mere, og får han brug for syv eller for syv gange syv mere, så får han også dem.

 

 

 

Her står vi så mandag den 30. januar i det Herrens år 2012.

 

Nordfynstemas skriverkarl tager Vorherres afgørelser til efterretning og agter ikke længere at holde liv i historien om Mette.

Fan-gruppen kan hyle og klynke!

 

Den lange fortælling er slut.

Men livet går videre, så nu lægger vi den medrivende historie bag os og ser fremad!

 


Der må være en grænse


Flere skolebestyrelser ønsker et større skoledistrikt for at sikre elevunderlaget.

Det er dog ikke kommet til alvorlige opgør om, hvor stregerne skal trækkes.

Himmelsk søndag

Selv i Himlen må man af og til slække på bud og forordninger.
Normalt skal hviledagen skal kommes ihu, at den holdes hellig; men Vorherre kan i særlige situationer give dispensation.

Hvor er Børge?

Time Management

På tur med strukturen


Dagens bedste spørgsmål

Mette-historien fortsat (57. afsnit)

 

Sct. Peter drejede nøglen og låste porten til Himmerige, da han hørte tunge åndedrag bag sig.

 

- Børge og Ingmar! Så kom I da endelig.

Men jeg har faktisk ventet længe på jer, så I er her ikke helt af egen fri vilje.

Heroppe kan vi lidt af hvert, som I aldrig vil kunne fatte.

 

Ganske rigtigt. Der stod Ingmar og Børge og så både forsagte og ydmyge ud. 
Ingen af dem anede, hvordan det var gået til, at de nu stod lige over for Sct. Peter.

Mette havde godt nok for længe siden fortalt dem, at Sct. Peter gerne lige ville vende et par væsentlige detaljer med dem.

Alligevel var det her overrumplende.

 

- Ja, I to! For jer mennesker et det nok evigheder siden, at Mette stod, hvor I nu står.

Det var vist i historiens 20. afsnit, hvis jeg ikke tager helt fejl.

 

I mellemtiden har Mette gjort sig anstrengelser for at finde et bredere flertal, og hun har nærmest været på pilgrimsrejse rundt i hele jeres kommune og set på alle skolerne og på lokalsamfundene i jeres eget midlertidige paradis på Jorden.

Godt nok har hun ikke gået bodsvandring, men er mest kørt i bil.

Alligevel har Mette altså fået fjernet et par kedelige anmærkninger, fordi hun har lyttet og gjort sig umage.

Og nu er det så jeres tur!

 

- Gør det ondt? Det kom spagfærdigt fra Ingmar, og det ligner jo ellers ikke ham.

- Nej, her er der ikke noget, der gør ondt.

Vi har godt nok fået nogle småproblemer med jeres CO2-udslip og al mulig forurening. Det siver lige så langsomt ind under porten, men det tager Vorherre sig af. Han holder orden i det hele heroppe.

 

- Vi skal så ikke straffes, men skal vi låses ind allerede nu?

Børge lød meget bekymret, for han kom pludselig til at tænke på en hel masse, som han da også gerne ville opleve nede på Nordfyn og andre steder i menneskenes verden.

 

- Nej, det er slet ikke jeres tur endnu. I kommer her igen om mange år, men I skal også kvalificere jer til at komme ind.

Det er derfor jeg giver jer denne her – I kalder det vist ”service” dernede.

 

Både Børge og Ingmar begyndte at få lidt kulør i ansigtet igen.

 

- Børge har gjort størst fremskridt, fordi han ikke vil være med til den dér vanvittige årgangsdeling på Nordvestskolen.

Det er så udmærket, at englene synger om det, Børge.

Men nu må du altså også yde noget, Ingmar!

Det skal du sammen med Børge og med Mette!

Hvis I tre sammen træder ud af det smalle forlig dernede på Nordfyn, så vil Vorherre se med mildere øjne på den skade, I har forvoldt hidtil.

Her i firmaet er vi rundhåndede med tilgivelse, hvis man oprigtigt angrer sine forsyndelser.

 

Der blev så stille, at man kunne høre Vorherre dirigere et skønt englekor langt borte uden for observatoriernes rækkevidde.

 

- Skal jeg så ikke længere tale varmt for en hel masse skolenedlæggelse? Ingmar så igen bleg ud.

- Det er helt rigtigt opfattet, kære ven.

Hvis du gerne vil ind her ved check-in, når du kommer næste gang, må du ydmygt og med megen selvransagelse reparere på dit CV i mellemtiden.

Men det er bestemt ingen umulig opgave.

 

Ingmar og Børge stod og fodrede ænder, da de dybt forundrede og i munden på hinanden pludselig sagde:

- Har vi ikke lige stået foran Sct. Peter - begge to?

 

De var rystede, og det ville du sikkert også have været.

 

Men Ingmar og Børge kom sig hurtigt over denne højst uventede oplevelse.

Ikke sådan at det hele var gået hen over hovederne på dem.

Tværtimod.

 

- Hidtil har det har nok mest været mig, der har snakket, fremstammede Ingmar.

Men vil du ikke godt ringe til Mette, så vi kan hjælpe hinanden godt videre?

 

Det gjorde Børge selvfølgelig, og nu kan du så følge med i avisen og andre steder og tænke over, om Mette og Børge og Ingmar får scoret gode point til deres CV.

 

Og så må også du gerne sende en venlig tanke til Sct. Peter og da også til Vorherre, som er så pædagogisk, at han overlader det til os selv at løse de problemer, vi tankeløst skaber for os selv og for vores medmennesker.


Formandsskab


Nordfynstemas illustrerede nytårstale

Nordfynstemas enfoldige redaktion vil gerne her ved årsskiftet bringe en varm tak til alle, som i årets vis har bidraget til, at besøgende på sitet har haft noget at stå op til - stort set hver dag.

Mette har ubetinget været årets superstar med skiftende Søren-partnere og sidenhen på underfundige opdagelsesrejser, der både har haft spirituelle og meget jordbundne ruter.

Tak til Mette!
Mette på opdagelsesrejse

Undervejs i sin søgen efter en god placering af en nordfynsk specialskole fik Mette omsorgsfuld hjælp fra dansepigerne Tessa, Dorte, Jytte og Anne-Lise
Også tak til disse skønne quinder!
De fire dansepiger

Specialskolen blev droppet, da man fandt ud af, at det nok bare ville blive et hul i jorden - og i kommunekassen.

Tak til gravemandskabet!
Gravemandskabet fandt dog knogler nok til en god gang osso buco.

Mette fandt nye gamle venner, og de stiftede "Den Sociale Gruppe".
Ingmar og Børge, nordfynsk politiks siamesiske tvillinger, tog sig godt af Mette.
Tak skal I have!
Nordfynsk politiks siamesiske tvillinger

Mette fik sidenhen et skelsættende møde med Sct. Peter og gennemgik en forvandling.
Sct. Peter bad hende om at sige til Børge og Ingmar, at han også gerne ville tale med dem ved lejlighed.

Det fik de vist ikke gjort i 2011, men nu er der jo et nyt jomfrueligt år lige foran dem.

En varm tak til Sct. Peter for sin positive indsats uden for den normale arbejdstid!
Sct. Peter lukker gode sjæle ind i varmen

Flertallet i kommunalbestyrelsen vippede, så nogen fik en dukkert, og andre følte sig pludselig ovenpå.
Tak skal du ellers have!
På vippen.

Morten har året igennem mest været optaget af sine egne tanker.
Men Mortens mor skal have mange tak, fordi hun dog forsøgte at råbe Morten op.
Også Mortens mor havde svært ved det

SF´erne rykkede sammen på deres stædige kamel og fulgte deres faste kurs i årets ørkenvandring - med Dorte, Jens Otto og René på æsler bagefter i karavanesporet.
Det har Morten næppe takket dem for!
SF´erne på deres kamel

Mens en anden karavanefører ville liste af med 8 sagtmodige kameler, fandt Kim (fra Liste A) ud af, at han nok blev nødt til at sluge en enkelt eller to-tre stykker, hvis landskabet ikke skulle blive helt tømt for liv.
Det skal Kim selvfølgelig have tak for.
Otte kameler mod tabte horisonter

Imens blev der skrevet høringssvar og andre indlæg.
I anden runde var bidragene så gode, at det slog fødderne væk under borgmesteren, som vel fandt ud af, at tidsplanen ikke kunne holde, hvis der hurtigt skulle laves et nyt udspil til en vedtaget tredje høringsrunde.
Tak til alle indsendere af gode høringssvar og kommentarer! 
Tak til alle indsenderne - også til jer, som brugte SkoleDebatten her på sitet!!!

Et frieri blev til forlovelse, da Klinte og Løkkemark rykkede tættere sammen.
De har lagt op til et fornuftægteskab i 2012.
Det havde hverken Kommunalbestyrelsen eller det dyrt betalte konsulentfirma lige regnet med.

Et stort tillykke til de forelskede!
Bliver det mon årets bryllup i 2012?

Årets prügelmädchen blev Tessa, som måtte tage alle de verbale øretæver og til sidst valgte at trække stikket ud og forlade Øretævernes Holdeplads.
Respekt - og tak til Tessa!  
Det blev for meget!

De færreste har lagt mærke til det.
Men general C. von Leth - Nordfyns svar på Alexander den Store og Napoleon - har med krigslist og uden risiko for indblanding fra en
uregerlig undersøgelseskommission holdt Jægerkorpset og Tivoligarden i skak uden for kommunegrænsen.

Man skal bestemt ikke klandre generalen for stridighederne i vores egen hønsegård, hvor hanekyllinger hovedløst har skridtet deres territorier af, mens blinde høner næppe har kunnet finde et eneste sigtekorn.

En varm tak til generalen!
General C. von Leth med det store overblik.

31. marts gennemførte Kommunalbestyrelsen et marathonmøde. Det varede hele 7 timer.
Sådan "fungerer" det lokale folkestyre, når det er værst!

Men tak da, fordi der trods alt er nogen, som på borgernes vegne gider sidde så længe på samme stol og hælde vand ud af ørerne, mens politikere ramt af talediaré misbruger den misopfattede ytringspligt på det groveste!
Her skulle en billedtekst være overflødig!

Fra årsskiftet får bødetaksterne på færdselsområdet et ordentligt løft.
Det skal politikerne i Nordfyns Kommune tænke meget på.
For det nytter jo ikke noget at vise af både til højre og venstre, når man så samtidig bare kører blindt ligeud!

Tak til færdselspolitiet, hvis stramningerne kan resultere i en bedre adfærd.  

Det kan ikke blive ved på den måde!

Nu er det så blevet op til politikerne at nå frem til mere enighed.
Hvis de ikke har tilstrækkeligt mange brikker at flytte med, må de gerne tage imod den hjælp, som indsigtsfulde borgere kan give dem.

Tak til alle jer, som har stillet vigtige brikker til rådighed for den samlede kommunalbestyrelse! 
Brikkerne er der. De skal bare kombineres rigtigt!!!

Og her slutter årets illustrerede nytårstale så.


Nordfynsk uro


Syng med! (1)

 

Nordfynstema præsenterer her den første af tre nye og aktuelle juletekster til kendte og elskede melodier.

 

 

 

Melodi: Juletræet med sin pynt.

 

Juletræet uden pynt!

Det er rigtig skidt begyndt.

Otte grene mangler, men

tre kan limes på igen!

Man er startet skrupforkert.

Træet er jo helt skamfer´t.

 

Venner, det kan stadig nås,

før I spiser and og gås:

Vælg jer dog en bedre gran.

I skal hjælpe, alle mand!

I kan bære julen ind

i hvert sårbart barnesind.

 

Pynt med stjerne, lys og flag

op og ned og for og bag,

og når alle lys er tændt,

og her dufter sødt og brændt,

fyldes hjerterne med fred.

Så kan alle være med!

 

 

 

© Nordfynstema med tak til Mogens Lorentzen

    for god inspiration.

Syng med (2)

 

Nordfynstema præsenterer her den anden af tre nye og aktuelle juletekster til kendte og elskede melodier.

 


Melodi: Nu er det jul igen

 

Der´ struktur igen,

og der´ struktur igen,

og den skal vare 10 år – måske.

 

Kan det være sandt?

Kan det være sandt?

Er den aflyst inden påske?

 

 

© Nordfynstema inspireret af

    dansk tradition

Syng med (3)

 

Nordfynstema præsenterer her den tredje af tre nye og aktuelle juletekster til kendte og elskede melodier.

 

 

Melodi: På loftet sidder nissen med sin julegrød

 

 

På loftet skæver Morten til den varme grød,

den varme grød, der ik´ er sød.

Han ryster på sit hoved og er ikke glad,

skønt julegrød er hans bedste mad.

For rundt omkring går også de dér rotter,

og de skotter, og de skotter.

”Vi æder ikke dine ringe godter!”

De danser bagvendt rundt i ring.

 

Men Morten truer pluds´lig med et høringsstop,

og med sin krop han gør et hop.

”Jeg vil nu ha´ min egen grød i ro og fred.

Kun gode venner vil jeg dele med.”

Men rotterne roterer rundt om Morten,

mens de hiver ham i skjorten.

Så prøver han at flygte – li´som hjorten,

og pludselig er fadet tomt!

 

Men Morten er en vaskeægte hidsigprop

og med sin krop – endnu et hop:

”Jeg henter Tessa, hvis I ikke holder op.

Når Tessa kommer, skal det nok bli´ stop”.

Men rotterne er altså ikke bange,

så de synger julesange.

De drøner rundt om Morten et par gange:

”Din sure grød har vi smidt ud!”

 

Da Tessa kommer, har hun taget Ingmar med

og Jytte – og lidt julefred.

De nikker og de smiler til det tomme fad

og foreslår lidt bedre mad.

Så bli´r de alle sammen gode venner,

gode venner, gode venner.

De smiler sødt og vasker deres hænder

og kokkererer dejlig grød

 

(til dig og mig og os alle sammen…..)



 

© Nordfynstema med skyldig tak for inspiration

    fra Margrethe Munthe

 

Men det skete i de dage …

 

Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra øverste nordfynske myndighed, at alle børn i den rette alder skulle indskrives.

(Det var vist den anden indskrivning, mens unge Andersen endnu var herredshøvding syd for Æbelø.)

 

Og nogen gik eller kørte da hen for at lade familiens øjesten og englebasse blive indskrevet, hver på sin nærmeste skole.

 

Men andre blev hjemme, thi de havde allerede ladet barnet indskrive andetsteds, efterdi de ikke mente, at dets plads skulle være i en jammerlig bygning eller sammen med en urimelig mængde andre børn fjernt fra hjemmets arne og krybekælder.

Ligeså skulle det ikke drives på må og få fra sted til sted som græssende kvæg.

 

Der var derfor ingen himmelsk eller kommunal hærskare, som lovpriste dem; thi nu havde de gjort livet urimeligt brydsomt og besværligt for andre.

 

Der var heller ingen hyrder, som brød op fra deres vagt og får for at hylde dem.

Og selv om der pludselig stod en engel, som så Herrens ud, strålede øvrighedens herlighed ikke om dem.

 

De blev dog ikke grebet af stor frygt eller anger.

Thi i de dage var det på mode, at enhver var sin egen lykkes skytsengel.

 

Så de håbefulde poders mødre og fædre tog til genmæle og forkyndte med klar røst:

 

Dette siger vi helt uden omsvøb.

Vi kommer ikke krybende for at bede om velsignelse eller nåde.

I kan pakke Eders eder og forbandelser sammen og må se Eders egen afmagt i øjnene.

Vi har skrevet Eder ind på vores egen sorte liste.

Vi bryder os ikke om duften i bageriet og søger til et bedre, hvor der er højere til loftet og renere luft at indånde, og hvor der er overflod af skolemælk og honningmadder.

 

Og i det samme istemte en mangfoldig jordisk hærskare:

 

Ære være det enkelte menneskes ukrænkelighed og på jorden og i husene fred i alle mennesker, som har vores velbehag.

 

Og da så den tidligere så forknytte engel ikke længere Herrens ud.

 

Men ude i det fjerne kom tre vise mænd for at rådgive øvrigheden og forsone de folkevalgte småhøvdinge med hverandre, mens en enlig fattig jomfru stadig sad og ventede forgæves på sin løn.

 

 

(Særdeles frit og sikkert aldeles respektløst efter især Lukas 2.1-14 – så godt og vel)


 

Overensstemmelse


Sagt:
- "Der skal altid være overensstemmelse mellem det, vi siger, og det vi gør."

Sagt af hvem?
- Borgmester Morten Andersen.

Hvor og hvornår?
- På borgermødet om Budget 2012 på Søndersø Rådhus den 20. september 2011.

En borger:
- "Jamen, Kommunalbestyrelsen har da besluttet en tidsplan, hvor der skal være en høring på 4 uger efter den 15. december.
Hvorfor skal det ikke overholdes?"

En borgmester:
- "Hov, hov! Det er jo bare noget, vi skrev engang.
Det, som jeg gør nu, er i fuld overensstemmelse med det, som jeg selv siger".



Vildfarelse

På trods af klare baneregler har den store mester hævet sig højt over hoben af måbende mennesker ved fair-way og spiller sit eget spil.




Positivlisten 4. december anno 2011

 

Hvorfor skal det hele være så negativt?

 

Dorte kan godt lide, at Børge ikke vil lægge stemme til at gøre Nordvestskolen til en skole med 0. – 2. klasse.

 

Ingmar kan godt lide, at Børge alligevel ikke vil gå enegang, hvis der ikke kommer en bred aftale.

 

Steen kan godt lide at blive inviteret til forhandlinger, selv om han ikke er indstillet på at sluge kameler.

 

Kim kan godt lide and og gås og flæskesteg, men er også villig til at sluge en lille kamel, hvis det bliver nødvendigt.

 

Jytte kan godt lide, at 13 er nok.

 

Morten kan godt lide, at der er 12 andre, som også skal flytte sig for at få flere med i et forlig.

 

René kan godt lide tanken om, at kun 1 af de 13 skal få bondeanger, for at flertallet vipper igen.

 

Tessa kan godt lide, at hun snart kan forlade øretævernes holdeplads.

 

Mette kan godt lide, at frikvartersidens faste medarbejderstab lige nu gennemfører en sympatistrejke til støtte for Tessa.

 

Familien Jensen kan godt lide, at der lige blev plads til den yngste på Otterup Realskole.

 

Skamby Friskole kan godt lide tanken om, at 1 eller 2 utilfredse familier måske henvender sig for at få deres børn indskrevet.

 

Stige Friskole kan godt lide, at man nok skal udbygge skolen for at få plads til mange nye elever fra Nordfyns Kommune.

 

Brenderup og Omegns Realskole kan godt lide udsigten til, at stort set alle klasser kan blive fyldt op med børn fra Nordfyns Kommunes vestlige del efter sommerferien.

 

Søhusskolen kan også godt lide, at utilfredse forældre i Nordfyns Kommunes sydøstlige del tænker på at flytte deres børn.

 

Entreprenøren kan godt lide rygterne om, at Otterup Skole snart er næsten lige så tom som SøndersøCentret var, inden det blev lukket og jævnet med jorden.




Sympatistrejke

 

I sympati med Tessas varslede arbejdsnedlæggelse i Familieudvalget har personalet på Nordfynstemas frikvarter-redaktion nedlagt arbejdet.

 

Denne klart ulovlige manifestation medfører et lovlig stort merarbejde for husets funktionærstab, der nu på ubestemt tid skal forsøge at holde liv i frikvartersiden, hvor der derfor kan forekomme mange uautoriserede skæve helligdage i en periode.

 

De strejkende har udtrykt stor utilfredshed med en stadigt voksende arbejdsbyrde - samtidig med altid at skulle være prügelknabe, når vrede borgere skal have afløb for deres tåbeligheder og urimelige utilfredshed.

 

Det ultimative krav er en personlig og livslang tildeling af døgn på 32 timer – subsidiært total fritstillelse uden løntab.

Krav, som vi fra arbejdsgiverside selvfølgelig hverken magter eller ønsker at imødekomme.

 

Arbejdsretten har ret travlt for tiden og har afvist at behandle sagen på grund af ”dens særlige karakter” (0).

 

Også dét kan vi kun beklage.


Kender du Sophia?

Hvis svaret er nej, bør du nok tage til mødet i Nislevgårds sportshal mandag aften.

Det begynder kl. 19.00, men det er klogt at komme tidligt.

Måske finder du så ud af, hvad meningen er med billedet nedenunder!

Dialogkaffe mandag aften

Man kan købe en kop kaffe eller te, en øl eller vand - og kage til - ved mødet i Nislevgaards sportshal.
Husk kontanter!
Man kan også give en hund til Skovløkkens støtteforening.



Sæson for beskæring og fældning


Politikerbesøg på Kongslundskolen

Forleden havde skolebestyrelsen ved Kongslundskolen inviteret alle Kommunalbestyrelsens medlemmer til et dialogmøde for at vise dem skolen og fortælle om dens fortræffeligheder.

Efter rundvisningen var der kaffebord, hvor flere af lærerne vartede op.
Der berettes om en god dialog og om en positiv stemning.

Det afholder dog ikke skolebestyrelsen fra at opfordre til at sætte kryds i kalenderen ved den 15. december, så alle møder op ved rådhuset før kommunalbestyrelsesmødet.

Udkantsdanmark er på dagsordenen på debatmødet 28. november

Kold i rumpetten

2. høringsrunde slutter snart

Ugleset?

Skovløkken inviterer til debatmøde 28. november

Personlig udvikling

Meningsfæller og rygklappere kan være de sværeste forhindringer for en positiv personlig udvikling.

Det flytter betydeligt mere at sætte sig ind i hvad anderledes tænkende tænker - og hvorfor.

Man risikerer selvfølgelig at ændre holdning, men det er måske slet ikke så slemt endda. 

Opfordring til Kommunalbestyrelsen

Fan-klub kræver Mette-historie hver dag

 

 

Mette har fået en fan-klub.

(Se bestyrelsen på det nedenstående fotografi!)

Så, til lykke til Mette herfra!

Det er sjældent, at en kommunalpolitiker opnår sådan en popularitet!

 

Fan-klubbens formand har henvendt sig til Nordfynstemas redaktion og krævet, at der fremover hver dag kommer et nyt afsnit i Mette-historie.

Han fremhæver, at Mette gennem historien viser vejen for andre lokalpolitikere og derfor er blevet en rollemodel, som de kan lære meget af.

Desuden påstår han, at Mette-historien er blevet kult!

 

Selvfølgelig bliver man lidt smigret over sådan nogle postulater.

Men alle besøgende på dette site skal vide, at andre ikke skal bestemme den redaktionelle linje her.

Og så er der også hensyn, der skal tages:

 

Tror man måske ikke, at det har været hårdt for Mette at skulle optræde i foreløbig 56 afsnit?

Tror man måske, at det er en selvfølge, at Nordfynstemas skriverkarl skal sidde og skrive mere eller mindre inspireret i timevis, mens han på det groveste forsømmer alle mulige og umulige andre pligter?

Det kan ganske enkelt ikke blive ved på den måde.

 

Verden og Nordfyn er af lave for tiden.

Ressourcerne er knappe og pessimismen trænger til et ordentligt los bagi!

 

Så Mette-fangruppen og alle I andre opfordres på det kraftigste til at aflaste både Mette og skriverkarlen ved selv at skrive:

 

Brug ”SkoleDebatten” flittigt!

Der er kvik og høflig selvbetjening døgnet rundt, og så er det kun de mange læsere, der bliver ulejliget.

Men man besøger vel Nordfynstema af egen fri vilje?

 

Til gengæld vil der nok i ny og næ komme et par afsnit mere om Mette og hendes kamp for en bedre skolestruktur.

 

Om ikke andet så venter de fleste vel på en afslutning, der giver Morten Korch baghjul!?


Fan-klubbens bestyrelse

Elevflugt

Flere nordfynske skoler har inden for de seneste år været ramt af elevflugt.

Kan Kommunalbestyrelsen vende strømmen?

Nye partnere

Trusler om skolelukninger har kastet nye partnere i armene på hinanden.

Vi viser 4 billedeksempler.
Et sted har to fundet den store kærlighed sammen, mens den tredje er blevet forsmået tilskuer.

Før var de kun naboer og delte nogle særinteresser. Nu vil de prøve at få pardansen til at fungere - efter pres fra øvrigheden.

Også her er der lagt op til et arrangeret ægteskab, som begge parter tilsyneladende billiger.

En grum skæbne har truet dem begge, men nu vil de søge lykken sammen.

Lokale borgere har de manglende brikker

Hverken kommunens forvaltning eller politkere mangler brikker at flytte med.

Faktisk har der været utroligt mange brikker i spil - og dét i mere end én spillerunde.

Nu skal puslespillet snart lægges færdigt, men resultatet bliver ikke godt, hvis man ikke også bruger de manglende brikker, som lokale borgere forskellige steder på Nordfyn gerne vil bidrage med.

Mette-historien fortsat (52. afsnit)

 

Det har været en travl arbejdsuge for Mette, så lørdagen blev brugt til ren afslapning hjemme.

Efter morgenhyggen med familie, søndagsrundstykker og den hurtigt læste avis gjorde Mette sig klar til sin sidste tourné i denne omgang til skoler, børnehaver og lokalsamfund i kommunen.

 

I Særslev parkerer hun lige foran skolen.

Der holder en del biler ovre ved kirken. Selvfølgelig. Der er gudstjeneste lige nu.

 

Årstallet 1909 læste hun på gavlen af den statelige skolebygning ud mod landevejen.

Mette ser også, at Nordfyns Lærerkreds holder til i et hus lige ved siden af.

Hun går ind i skolegården og ser sig omkring. Jo, det ligner bestemt en velholdt overbygningsskole af ældre årgang, men der er også nyere bygninger.

Alt ser velholdt og tiltalende ud.

 

Særslev Skole er overbygningsskole for Hårslev. Det ved Mette.

Hun synes også at kunne huske noget om, at børnene fra den oprindelige Skamby Skole også fortsatte her. Nu er der så en friskole med knap så mange børn, og det gamle skoledistrikt er lagt ind under Søndersøskolen.

 

Hvad nu hvis man lod Skamby høre under Særslev Skole i hele forløbet fra 0. til 9. klasse?

Det ville hjælpe på elevtallet her i Særslev, og så kunne der frigives noget kapacitet i Søndersø.

Måske så meget, at der alligevel kan etableres specialskole dér?!

Mettes gamle ønske er bestemt ikke glemt.

Det var vel egentlig mest på grund af det, at hun blev løsgænger.

 

Nå, der er nogle tal, der skal kigges nærmere på, for der er jo også lige det med klassekvotienterne.

Hun kunne selvfølgelig spørge Steen, der er konstitueret skoleleder her i Særslev. Det må hun huske!
 

 

Længere fremme får Mette øje på Særslev Børnehave, som hun før har besøgt.

Mellem skolen og børnehaven er der et græsareal, der nok bliver brugt til boldspil.

På gåturen tilbage til bilen kigger hun på de pæne træer i skolegården og på udsmykningerne på murene.

Det er sportsmotiver i muntre farver.

 

Og således opmuntret kører Mette videre mod Bogense.

Der har hun jo efterhånden været nogle gange, men i de seneste år har det mest været med ærinde på rådhuset.

Åh ja, så var der jo også lige borgermødet i Bogense Skoles hal!

 

Men det var mørkt dengang, og nu vil hun altså se skolen ved dagslys og med friske øjne.

Af gammel vane parkerer hun ved rådhuset og går de få meter til skolen, der ser imponerende ud her ud mod vejen.

En ældre bygning, men meget præsentabel.

 

Mette går ind i skolegården og ser så længere fremme, at en meget stor og nyere del breder sig ud i ét plan. Det er en rigtig byskole, der sikkert er udvidet i flere etaper, efterhånden som der blev behov for flere lokaler og bedre faciliteter.

Og hun erindrer svagt, at hun har læst, at der er 8 ledige klasselokaler lige nu, så der er altså plads til flere elever.

 

Lige nu er der lagt op til, at børnene fra Kongslundskolens og fra Klinteskolens distrikter skal gå her på Bogense Skole.

Det handler om at fylde klasserne godt op. Men Mette må da i sit stille sind indrømme, at der vil være nogle børn, som får svært ved at trives på sådan en stor skole et godt stykke vej hjemmefra.

Og hvis nu Klinteskolen slås sammen med Løkkemark?

Hun har da også læst engagerede læserbreve fra forældre ved Kongslundskolen.

De vil selvfølgelig beholde hvad de har.

 

Mette bruger sin hukommelse og følger en sti, der fører langs med skolen og ud til en vej.

En lang tur. Men så har hun også fået en fornemmelse af størrelsen og beliggenheden.

Èn ting slår hende: Hun har set betydelig mere spændende frikvarterfaciliteter end her i Bogense.

Det bør der gøres noget ved – også hvis skolen ikke skal modtage alle børn fra Kongslund og Klinte.

 

I dag vil Mette ikke køre til Børnehaven Skovhuset, hvor hun også før har været til et arrangement.

Den ligger ved Fredskoven, så her er der større afstand mellem skole og børnehave end der er i Særslev.

 

Og så er der jo den gamle børnehave over for det gamle rådhus.

Mette vil ikke gå så langt, men kører ad Sct. Annagade og holder ind til siden.

Bygningen ser omtrent ud, som hun husker den, men institutionen har fået et nyt navn:

Bogense Private Børnehus – Sct. Anna.

Det kan man læse på et nyt logo, der er udformet som et træ – eller er det en blomst?

 

Mette har bestemt ikke noget imod private institutioner, og nu tager hun så også et privat initiativ, der måske overrasker lidt:

Hun kører tilsyneladende tilbage i retning mod Odense.

 

Det er der egentlig flere fornuftige grunde til.

Læs videre i morgen!

Mette-historien fortsat (53. afsnit)

 

Der er ikke meget trafik på småvejene fra Bogense til Skåstrup.

Mette har valgt denne rute, fordi hun kørte her på en dejlig sommerdag og gerne vil nyde strækningen igen.

Men i dag er her noget gråt og trist. Der er i hvert fald ingen marker med roser i fuldt flor.

 

Hun vil ikke handle i områdets eneste overlevende købmandsbutik, ja det er vel efterhånden den eneste ”rigtige” købmandsforretning ude på landet her i kommunen.

Mette kører lige forbi og glæder sig over, at den findes endnu. Hvor længe endnu mon?

Uden sommerhusfolket ville det nok knibe gevaldigt.

 

Mette ved, at hvis hun fortsætter et lille stykke længere, kommer hun til det, der er tilbage af den oprindelige lokale folkeskole ved Mejlskov. Da den lukkede, blev der friskole på stedet – Nordfyns Friskole hed den vist - men det gik kun i en årrække. Så måtte kredsen omkring skolen give op, og så var det helt slut.

 

I dag bruges skolen af Nordfyns Ungdomscenter, hvor der bor unge mennesker, som specialuddannede folk tager sig af. Det er et privat foretagende, ved hun.

Der er sat et iøjnefaldende logo op på facaden, og der er postkasser med mange personnavne ud til vejen mod Ørbæk.
På en mur kan man stadig se sporene af friskolens navn.
 

 

Skåstrup, Mejlskov, Ørbæk og Ore har altså ikke nogen lokal skole længere.

Men der er da en børnehave, der hedder Børnehuset Dragen.

Hun finder institutionen omme bag ved ungdomscentret - ved sportspladsen – og med en udskåret drage liggende foran træbygningen..

Børnehuset syner ikke af meget, men det er der, og det må betyde meget for børnefamilier på de her kanter.

 

Jo, når man kommer sådan lidt rundt i krogene, så finder man altså håndgribelige eksempler på, at man godt kan holde gang i noget og måske udvikle et lokalt fællesskab med andre og nye værdier, når skolen ikke længere kan være det naturlige samlingssted.

 

Det er da vist et rimeligt argument for, at man godt kan lukke små skoler, tænker Mette.

Hvis lokale ildsjæle vil noget og kan trække folk med, så behøver det hele ikke at gå fuldstændig i stå.

Det er der gode eksempler på.

 

Men Mette må også indrømme, at hun kender til landsbysamfund, der nærmest er visnet, efter at man har nedlagt den lokale skole.

Der er som bekendt ikke ildsjæle alle steder; og hvis der er nogen, er det ikke sikkert, at de kan trække andre med.

Mette forstår udmærket bekymringerne i de lokalsamfund, der lige nu har en truende skolelukning hængende over hovedet.

Selvfølgelig protesterer man, og selvfølgelig har man da gode argumenter på hånden.

 

Mette har hørt, at der er et godt og solidt foreningsliv her i området.

Men der er noget, der virkelig undrer hende:

Hvorfor er der så mange børn her ude i den vestligste del af kommunen, som ikke går på Kongslundskolen, men på Bogense Skole?

Hun har se de mange røde prikker på skoledistriktskortet, så det må jo være rigtigt.

Har det mon noget at gøre med, at friskolen afløste folkeskolen og så blev nedlagt?

At forældrene vælger det sikre: Bogense Skole bliver ved med at være der, og børnene kan gå der i hele skoleforløbet fra 0. til og med 9. klasse.

Hun har også hørt om tilflyttere, som fik deres børn meldt ind på Bogense Skole uden at vide, at de kunne have valgt Kongslund! Mærkeligt!

Og så er der jo transporten!

 

Mette fortsætter mod Ore, og ved kirken drejer hun til venstre og følger landevejen mod Bogense.

 

Egentlig havde hun overvejet at dreje til højre og fortsætte til Brenderup og Omegns Realskole. Men hun har været der før.

Det er en stor privatskole, der måske ikke ligefrem er kendt for at gå nye pædagogiske veje, men som lægger vægt på en gammel realskoles dyder, hvor faglighed fylder betydelig mere end kreativitet.

Ja, der er jo bare noget, hun har hørt.

 

Men det afskrækker ikke forældre i Kongslundskolens, Hårslev Skoles og Veflinge Skoles distrikter - heller ikke selv om det er en betalingsskole, hvor man så også kan få skolebuskørsel med i ”pakken”.

Mette ved godt, at de tre skoler ind imellem mister elever, der flytter til realskolen i Brenderup. Og hun kan godt forstå skolernes afmagt.

 

Men nu er Mette på vej til Skovby, og når hun har rundet kirken, er hun ganske tæt ved det næste stop: Kongslundskolen.

 

Så dér fortsætter historien i morgen.


Mette-historien fortsat (54. afsnit)

 

Mette ser det straks: Ved Kongslundskolen er der også boldbaner.

Sådan er det mange steder i kommunen – og sikkert landet over – skolen og idrætsanlæg som naboer.

Hvad sker der med det lokale sports- og fritidsliv, hvis skolen lukker?

Spørgsmålet kører i hendes hoved, men hun går forbi skolens hovedindgang.

 

Mette ser ingen mennesker her og prøver at komme om på ”bagsiden” af skolen, der ikke forekommer hende ikke at være voldsomt stor. Alligevel er der da flere bygninger, der ikke kan ses fra vejen. Hun når frem til en lille plads og lægger især mærke til en sten, som gør et meget positivt indtryk på hende.

Hvorfor er den dog ikke stillet op foran skolen, så flere kan have glæde af den?

 

Nå, Mette skal nu ikke bestemme alting.

Hun læser selvfølgelig også læserbreve og har noteret sig, at velskrivende forældre her i distriktet peger på den mindre skoles indiskutable kvaliteter med særlig vægt på det trygge miljø for børn, som nok vil have svært ved at trives på en stor skole.

Det er bestemt et respektabelt argument.

 

Alligevel ved Mette, at i sidste ende kan der blive skåret igennem og blive truffet beslutninger, der kommer til at gøre ondt.

Folk kan da ikke forlange, at der sker noget afgørende med skolestrukturen, så der kan frigøres flere penge til at løfte kvaliteten med – hvis de samtidig slås som løver for, at lige nøjagtig deres lokale skole ikke skal nedlægges.

 

Der er heller ikke langt herfra til Bogense Skole, 4 – 5 kilometer? Dér er der plads, og så er der jo i forvejen mange fra skoledistriktet her, som har valgt Bogense – og dermed valgt Kongslund fra.

 

Nå, Mette vil nu ikke bortdømme Kongslund her og nu. Forslaget er ude i høring, og så må hun som politiker se, hvad der ellers kommer ind fra skolebestyrelser og enkeltpersoner.

Hvis en høring skal tages alvorligt og ikke bare i praksis være en rituel handling, så skal ”folk” bagefter kunne se, at beslutningerne ikke er truffet i en osteklokke.

Den såkaldte borgerinddragelse skal kunne genkendes i den ny skolestruktur.

 

Sådan tænker Mette, da hun stiger ud bilen ved Gårdbørnehaven Spirevippen.

Bygningen er unægtelig ikke så moderne og imponerende som den børnehave, hun selv er leder for. Men den passer fint som gårdbørnehave, og hun glæder sig over de muligheder, børn får her i noget mere landlige omgivelser.

Det må være herligt for børn at være sådan et sted med dyr og køkkenhave, tænker hun, men hun ser hen på nogle geder i en indhegning med Harritslevgård i baggrunden.

Gårdbørnehaven ligger godt nok ikke lige ved siden af skolen. Er der mon 500 meter imellem dem?

 

Mette synes godt om denne løsning, og lige nu har hun slet ikke lyst til at spekulere på lukninger.

 

Hun tænker på den sene søndagsfrokost derhjemme, og hun er da også på vej hjemad, men ikke ad den korteste og hurtigste rute.

Nu gælder det Hårslev!

 

Så følg med igen i morgen!

Mette-historien fortsat (55. afsnit)

 

Da Mette kører ind i Hårslev, får hun øje på de første skilte, der er udformet som røde hjerter med forskellig tekst. Budskabet er klart: Bevar Hårslev Skole – i varierede udgaver.

Hun har været her før. Senest var det på cykel, og dengang hang der valgplakater her.

Hun husker det tydeligt og sender igen en tanke til Sct. Peter.

 

Mette holder ind på den åbne plads ved kirken. Her holder og vender bussen på rute 122, der er blevet reduceret til snart det rene ingenting. Jo, her er der et punkt, hvor Hårslev og også Veflinge deler en trist skæbne sammen med Morud.

 

Hvis hun ikke tager meget fejl, så er den store rødstensbygning ovre på den anden side af vejen den gamle skole i Hårslev. Det passer meget godt med, at skilte viser mod Hårslevhallen og sportspladsen, der må ligge tæt ved dette vejkryds. Og så må det være præstegården, der ligger her ved siden af.

 

Her i Hårslev ligger skolen og boldbanerne så ikke længere i nærheden af hinanden.

Mette ved, at hun skal køre ud gennem Hårslev og et stykke vej mod Gamby, før hun kommer til Hårslev Skole.

Der har såmænd nok været politisk kamp i sognerådet og uenighed mellem Hårslev-folk og Gamby-folk, da man i sin tid skulle placere den ny centralskole…. !

 

På den langsomme køretur tænker Mette på, at hun har hørt, at der engang var 2 købmandsbutikker i Hårslev og kro og Tatol og bager og slagterforretning, og der var brugs tæt ved skolen.

Det er alt sammen fortid.

Men i mellemtiden er der kommet en maskinfabrik, der har haft vokseværk og nu har fået et udenlandsk klingende navn.

Arbejdspladser – trods alt.

 

Og hjerteskilte er der nok af, også ved skolen, hvor hun parkerer praktisk, så hun ikke skal gå så langt.

Hun ser Børnehaven Vejruphuse, der er nabo til skolen. Vældig praktisk.

Bygningen er nok en tidligere lærerbolig.

Mette lister ind i skolegården og glæder sig over hvad hun ser.

Hendes forestilling om en tiltalende og velholdt skole bliver i hvert fald indfriet, og hun er også begejstret for legefaciliteterne, både ved skolen og ved Vejruphuse.

 

Mens hun kører mod Gamby ”ved landevejen” tænker hun på det første høringssvar fra skolebestyrelsen her.

Det har bestemt gjort indtryk, at der nærmest blev truet med, at 2/3 af hjemmene vil vælge Brenderup eller til Fjelsted-Harndrup, hvis politikerne lukker Hårslev Skole.

Hun har hørt udtrykket ”revolverpolitik”!

Mette kan ikke afgøre, om denne trussel har været direkte årsag til, at Hårslev Skole nu foreslås at skulle genopstå som satellitskole til Særslev Skole efter en politisk lukning.

Nu vil de to skolebestyrelser så åbenbart prøve at lave et fælles høringssvar.

 

Mette har tænkt meget på, om der mon overhovedet er plads til en hel masse børn på skoler uden for kommunen, hvis forældrene reagerer negativt på lokale skolelukninger. Hun tror det ikke.

Og når det kommer til stykket, vil flere hjem nok besinde sig, når det går op for dem, at det koster skolepenge at bruge realskolen.

I Fjelsted-Harndrup har man sikkert også et loft over, hvor mange børn udefra, man kan og vil optage i klasserne ved frit skolevalg.

Sådan er det i hvert fald her i kommunen, hvor forældre også har luftet tanker om at flytte børn fra lukningstruede skoler til måske mere langtidsholdbare overbygningsskoler.

 

Mette drejer fra mod Gamby Stationsby, hvor der også har været købmand og slagter, og hvor et stort siloanlæg signalerer noget med korn og foderstoffer.

Fortsat dukker der hjerteskilte op.

Så tager hun Axel Brahesvej og tænker på Tycho Brahe, mens hun nærmer sig skoven ved Elvedgård.

Mette ved, at den store Vierne Mose ligger lige i nærheden.

 

Lige da hun kommer ud af skoven på den anden side, må hun reagere hurtigt og bremse, for 4 dyr passerer vejen helt uventet.

Ikke rådyr, men dådyr! Det er hun helt sikker på.

 

Oven på den forskrækkelse skal Mette lige have pulsen ned igen.

 

Men i morgen kan du følge hende på den sidste del af turen inden den alt for sene frokost.


Mette-historien fortsat (56. afsnit)

 

Da kirketårnet i Veflinge dukker op forude, er Mette helt rolig igen.

Lige efter byskiltene ser hun et stort banner, der er sat op i et levende hegn:

Bevar Veflinge Skole og by.

 

På den anden side bor præsten, som ligesom mange andre her har skrevet læserbrev imod skolelukning.

En dame her fra Veflinge har oven i købet fået trykt en udmærket kronik i avisen for få dage siden.

Mette manøvrerer bilen gennem den smalle chikane og ser op til højre på Guds øje, der stråler i en trekant over to malede søjler på gavlen af den gamle skole. Hun fanger lige lidt af et årstal. Var det 1833?

Efter kirken får Mette øje på bystævnestenene inde på den grønne trekant, hvor det tidligere sprøjtehus også står, og så drejer hun til højre.

 

Hun har fået at vide, at der engang var rigtig mange forretninger her i Veflinge, hvor der nu kun er Dagli´Brugsen tilbage som dagligvarebutik.

For resten har Mette da læst to læserbreve fra brugsuddeleren. Ganske fornuftige. Og hun må blankt erkende, at hun ikke kan give ham svaret på, hvad der er den overordnede plan for lokalsamfundene i kommunen.

 

Mette passerer forsamlingshuset og ser en stribe udstillede trailere foran den lokale mekaniker. Overfor ligger Dagli`Brugsen hvor kunder går ind og andre ud. Her på en søndag godt og vel over middag holder der da pænt med biler. Mon ikke der også er folk fra Gamby og Hårslev, som shopper her?

 

Lidt længere henne holder hun ind ved Veflinge Børnehave.

Aktivitetshuset er lige ved siden af. Men hvor længe mon det får lov til at eksistere som lokalt værested for ældre i området? Mette har hørt, at Morten vil have aktivitetshuse i Søndersø, Otterup og Bogense – og så skal der vel lukkes her?

 

Hun har tænkt meget over, at aktive borgere i Morud lægger stor vægt på, at der skal være bedre vilkår i Morud med henvisning til, at det er kommunens 4. største lokalsamfund. Det er hun da helt enig i.

Men Veflinge er altså kommunens 5. største lokalsamfund og den største egentlige landsby i Nordfyns Kommune.

Så er det vel også rimelugt, at beboerne her i det mindste beholder skolen?

 

Hun går hen til lågen og kigger ind til børnehaven, der vel er ret gennemsnitlig og med en central beliggenhed i Veflinge. Er der mon 1 kilometer til skolen?

De kan jo sagtens ledes under ét.

 

Mette er én af de 13, som står bag det forslag, der er ude i høring lige nu.

Men hun kan da sagtens følge argumenterne i høringssvaret fra skolebestyrelsen her i Veflinge: Lukning og flytning til Havrehedskolen vil blive den absolut dyreste løsning ud af de mange scenarier, der er blevet regnet på.

Der skal i givet fald bygges til på Havrehedskolen, og det er vist også rent praktisk et større projekt, end de fleste forestiller sig.

 

Når boligbyggeriet kommer i gang igen i Morud – og i det ny og attraktive område ved Bredbjerg – så skal Havrehedskolen nok ikke have elever fra Veflinge længere. Skolen i Morud kan blive ”selvforsynende”.

Mette har lige nu sin personlige pointe til dét: Den ny struktur skal jo være langtidsholdbar.

 

Og så er der da for resten lige skolebuskørslen!

 

Mette har tidligere undret sig over, at Veflinge Skole ikke ligger i nærheden af sportspladsen og Veflingehallen, som hun nu kører hen til.

Forleden hørte hun så, at den nuværende skole oprindeligt var planlagt til at ligge bynært i nærheden af, hvor børnehaven ligger og fornuftigt tæt på sportspladsen. Men på grund af protester fra den sydlige del af sognet fandt man et kompromis og byggede skolen lige midtvejs mellem Stillebæk Skole og skolen ved kirken.

 

Mette ser rigtig mange skilte i Veflinge. De er ikke seriefremstillede som dem i Hårslev-området. Der har nok været flere aktive med her, for skiltene er temmelig forskellige.

 

Også ved Veflingehallen er der skilte; men ellers synes Mette, at her ser fint ud.

Hun skal lige have sluttet af ved at slå et smut forbi Veflinge Skole og kører ad Lindevej og passerer den gamle stationsbygning, inden hun drejer til venstre.

 

Allerede på afstand kan hun konstatere, at der sker noget særligt på eller ved skolen i dag.

Veflinge har lige haft tyrolerfest og åben-by-dag og vinaften inden for mindre end en uge.

Her sker noget. Så det er nok ikke helt ved siden af, at det lokale slogan er ”Veflinge – liv og fællesskab”.

 

Men Mette ser, at noget rager højt op i luften. Der holder sådan en stor maskine med en teleskoptingest, og så står der en mand helt deroppe. Er det et filmkamera, han står med?

Der er parkeret en del biler ud for skolen.

 

Hun kører umådeligt langsomt forbi, og pludselig hører hun råb inde fra skolegården på den anden side af læmuren. Det er noget med Veflinge, og pludselig ser Mette en sky af balloner, der stiger til vejrs på den grå novemberhimmel.

 

Selvfølgelig! De er også ved at lave en film om Veflinge her i Veflinge og har skillinget sammen til udgifterne.

 

Mette er blevet rigtig nysgerrig, så hun drejer af ved Hedebovej og kører stille forbi skolen og SFO. Hun kan stadig se balloner i luften.

Hun holder ind til siden og går ind på skolens område og ser sig lidt omkring.

Absolut tiltalende, og elevtalsprognoserne her i skoledistriktet ser fornuftige nok ud.

Lige nu synes Mette også, at folk i Veflinge-området virkelig viser, at det er et bæredygtigt lokalsamfund med gode kvaliteter.

 

Hun har været med til at stemme for to lokalplaner for nye boligområder i Veflinge.

Hvis det virkelig er meningen, at der skal sikres vækst i det her lokalsamfund, så går det nok ikke at lukke skolen.

 

Mette er kørt træt nu.

Så hun sætter sig ind i bilen og kører hjemad til familien og frokosten, mens uventet mange Veflinge-folk kommer ud fra skolegården og fortsætter til fods, på cykel eller i bil.

 

Mette har fået mere indsigt gennem sine opdagelses- og dannelsesture på Nordfyn.

Nu er hendes indblik og overblik blevet meget bedre. Men måske er usikkerheden også vokset.

Mon der er andre kommunalpolitikere, som gør lige så meget for at sætte sig ind i den nordfynske virkelighed for skoler og lokalsamfund, inden man forhåbentlig finder frem til en bred og langtidsholdbar enighed om en ny skolestruktur?

 

Mette-historien slutter ikke her.

Den fortsætter en anden dag – måske helt uden varsel.

Men mon dog ikke der næsten dagligt alligevel kommer lidt nyt til her på frikvartersiden?

Så hæng på!


Fast arbejde

Er der styr på kasketterne?



Mette-historien fortsat (47. afsnit)

 

Når du læser om Mette, må du lige tænke på, at der er meget, du ikke får noget at vide om.

Mette passer sit arbejde – også det politiske – og er også familiemenneske.

Og det meste af det skal Mette helt bestemt have helt for sig selv, uden at det kommer med i historien.

 

Så når vi følger Mette, må du hele tiden huske, at Mette afser tid til en hel del af det, du kan læse om.

Sådan var det også efter den store tur i efterårsferien til Nordfyns Bermuda-trekant.

Mette valgte ganske enkelt at bruge weekenden på at se endnu mere af kommunen, og så kan du selvfølgelig holde dig orienteret her.

 

Lørdag over middag kørte Mette til Søndersø og fortsatte til Lunde, hvor hun blev modtaget af den flotte rundkørsel. Hun stoppede ved Børnehaven Græshoppen, der også havde været på listen over institutioner, der skulle nedlægges og flyttes. Ligesom i Roerslev er der børnehave i en tidligere skole.

 

Mette kører langsomt gennem Lunde. Flere hjemmelavede skilte opfordrer til det.

Hun ser også et skilt, hvor der står: Her bor mange børn!

Mette må lige tænke sig om.

Hvor går de så i skole?

Det må vel være i Hjadstrup på Horsebækskolen?

Har de så Krogsbølle Skole som overbygningsskole?

Det er godt nok en lang køretur.

Kunne det ikke gøres mere fornuftigt med logiske omlægninger af skoledistriktsgrænser?

For det var vel egentlig bare vanetænkning, der lå bag bestillingen af beregninger til de dér scenarier?!

 

Da Mette er kommet igennem Lunde er det med en erkendelse af, at landsbyen er større, end hun havde forestillet sig – og uden skole.

Måske klarer man sig alligevel som lokalsamfund i kraft af den korte afstand til Odense?

 

Mette lader en bus passere, inden hun krydser landevejen mellem Otterup og Odense.

I Morud er det slut med bus om lørdagen – og søndagen og om aftenen. Her er der anderledes god service.

Men hun fortsætter gennem Daugstrup og Østrup, drejer fra mod Klintebjerg og passerer undervejs den lille private svømmehal i Gudskov.

 

Nede ved havnen i Klintebjerg ser Mette, at der er en skole. Hun kender ikke til lokalhistorien, men forestiller sig, at det kan have været en folkeskole engang. Men der er efterskole på stedet.

 

Hun vil på dagens tur se Skovløkkeskolen, der vel ligger nogenlunde midtvejs mellem Klintebjerg og Otterup. Der har jo nok været fornuftige grunde til placeringen ved skoven, men Mette prøver at tænke langsigtet.

 

Om nogle få år kan man køre over Odense Kanal på en bro. Den lille passagerfærge ved Stige vil være fortid. Så vil den nordvestlige del af Odense blive bundet trafikalt sammen med den nordøstlige. Det må da gøre Lunde og Klintebjerg ekstra attraktive at bo i til den tid.

Hvis der slet ikke lå nogen skole i området, var det måske ikke så tosset at placere én ved Klintebjerg?

 

Hun tænker også på, at der er naboskoler i Odense Kommune: Stige Skole, hvor Jens Otto er chef, og Stige Friskole. Der er åbenbart familier her i området, som overvejer friskolen, hvis Skovløkkeskolen stopper som folkeskole.

 

Mette synes rigtig godt om Klintebjerg.

Her er dejligt.

Hun kigger over til Vigelsø, der ligger ganske tæt ved her i Odense Fjord.

 

Hvis man udbygger Klintebjerg, vil der selvfølgelig blive ekstra brug for en skole.

Så er Skovløkken med den røde tråd vel ikke så tosset et sted – frem for Otterup – når der nu ikke er skole i Klintebjerg.

Men vil bosætning i Klintebjerg være attraktiv, hvis heller ikke Skovløkken er der?

 

Mette kender godt svaret fra politiske kolleger:

Der er jo heller ikke langt fra Klintebjerg til Otterup.

Det ved Mette da godt.

Men hvor er smertegrænsen?

Den er i hvert fald ikke ens for politikere, som Mette tænker på lige nu, og for forældre med skolebørn,

Man kører store børn med skolebus fra Beldringe og Lunde til Krogsbølle Skole.

Og Søndersøskolen modtager elever fra hele kommunen til 10. klasse.

 

Men hvor langt er det rimeligt at de yngste skolebørn skal transporteres til og fra skole?

Ca. 12 km som mellem Nørreby og Bogense?

Og hvordan undgår man, at småbørnsfamilier skal miste kvalitetstid ved ekstra kørsel, fordi arbejdsplads og skole med SFO ikke ligger i samme retning fra hjemmet?

 

Èn ting er at lave skolestruktur ved et skrivebord – noget andet er at skulle udsættes for beslutninger, hvor der ikke er tænkt så meget på, at familierne også skal kunne fungere ordentligt med ændringerne.

 

Efter at have nydt opholdet ved havnen i Klintebjerg triller Mette langsomt mod nord.

Hun har heller ikke så meget kendskab til denne del af kommunen, men det skal der rådes bod på.

 

 

Så i historien i morgen kører Mette ind i Gerskov og fortsætter sin personlige opdagelses- og dannelsesrejse.

Og du må gerne følge med.

Mette-historien fortsat (48. afsnit)

 

Klintebjerg er større, end Mette havde troet, og hun synes, at hun dårligt nok er kommet ud af  bebyggelsen, før hun kører ind i Gerskov. Hun bemærker kirken og længere fremme skal hun vælge.

 

Mette drejer af mod venstre og nærmer sig en skov, hvor vejen krummer langs skovbrynet, og pludselig holder hun foran Skovløkkeskolen.

Den ser meget indbydende ud.

 

Ligesom i Nørreby bruger man den røde tråd, så her er der både børnehave, SFO, klub og skole. Det er rigtig godt for børnene og praktisk for de lokale børnefamilier.

Mette glæder sig over synet og over at man har fået det til at fungere så fint her.

Her ser rigtig tiltalende ud, så hun kan godt forstå, at Tessa sætter pris på Skovløkken som lokal beboer med skolebørn.

 

Men hvorfor vil Tessa lukke denne herlighed?

Det skal måske ikke hedde sig, at hun kun vil nedlægge skoler, hvor hun ikke er personligt involveret?

Mette respekterer Tessa, men som hun står her lige nu føler hun sig ikke overbevist om, at det er klogt at lukke Skovløkken.

 

Her er der nogle værdier, der helt sikkert tabes på gulvet, hvis alle børn i 0. – 2. klasse fra Skovløkkeskolen, Nordvestskolen og Otterup Skole skal samles på Nordvestskolen – og de andre årgange fra de 3 skoler på Otterup Skole.

Mette forstår udmærket, at forældrene og andre lokale protesterer.

 

Hun bemærker, at der er gode legefaciliteter, og så er der sportsplads både ved skolen og lige ovre på den anden side af vejen.

Igen tænker Mette på Nørreby.

Hvad sker der med det lokale idrætsliv, hvis skolen bliver lukket?

Hun føler sig overbevist om, at der skal være rigtig mange ildsjæle, som skal trække et endnu større læs, hvis traditionerne skal føres flot videre.

 

Mette fortsætter og passerer en del dejlige huse. Her er ganske pænt.

Jo, hun forstår godt, at Tessa nyder at bo her.

Men hvad sker der med ejendomspriserne, hvis Skovløkken må opgive kampen for overlevelse?

Måske spiller det ikke nogen rolle, fordi det er så tæt på Otterup?

Men i Nørreby vil det nok kunne mærkes – og i mange andre nordfynske landsbyer, hvor man lige nu er sat på tabslisten.

 

Mette vælger at køre mod Skeby og ser tårnet på Skeby Kirke, da hun drejer til højre.

Her er absolut ingen bakker. I Hessum, der også ser hyggelig ud, tager hun kurs mod nord, og snart står hun ved en lystbådehavn.

Hun stiger ud og ser sig lidt omkring. Også et rart sted, som sejlerne sikkert nyder og påskønner.

På kortet kan Mette se, at man kan komme videre på diget langs Odense Fjord og nå frem til Hofmansgave, men man kan vist ikke komme igennem med en bil.

I stedet går Mette en tur på diget. Inde til venstre er der en gammel vindmølle uden vinger, og længere fremme er der en pumpestation med sluse, hvor der nok tidligere er ledt en del vand ud i fjorden fra Fjordmarken.

 

Inde ved Egense ved vestenden af Fjordmarken lå Fjordmarkskolen. Der er der heller ikke skole mere. Bygningerne bruges af Børnehaven Sneglehuset. Det ved Mette, for hun har før været forbi der på en tur til stranden ved Hasmark.

Også Sneglehuset har der været planer om at lukke og flytte.

Men det blev så heller ikke til noget – foreløbig.  

 

Mette går tilbage til bilen.

Dagens udflugt er bestemt ikke slut.

Så i morgen kan du læse videre. 


Mette-historien fortsat (49. afsnit)

 

Fra lystbådehavnen vælger Mette en lidt snørklet rute, der fører hende til Ørritslev og videre til Otterup.

Undervejs i dag har hun da mødt flere mennesker, men hun har ikke snakket med nogen.

Det er hun helst fri for.

Det er bedre bare har komme rundt og se og tænke.

 

Mette har før været i Otterup, men hun kender ikke byen særlig godt.

Her er der mange forretninger, men til gengæld er der ikke en eneste derude i Skovløkkeskolens område.

Otterup har overtaget al handel i en større radius, lader det til.

 

Efter nogen søgen finder Mette Otterup Realskole.

Facaden ud mod gaden ser ganske pompøs ud, men hun havde forestillet sig, at den så ud af noget mere. Realskolen har vist en hel del elever, så skolen må fylde mere, end det Mette lige kan få øje på.

Det må da være en alvorlig konkurrent især til Otterup Skole, men også til de andre skoler i Otterups store opland.

 

Efter en mindre travetur lykkes det også for Mette at finde frem til Otterup Skole, der rigtigt breder sig ud ved et villakvarter.

Mette kan huske, at skolen har 19 ledige klasselokaler.

Nu skal man bestemt ikke tro på alt, hvad man hører.

Men hun har opfattet, at en del vælger Otterup Skole fra.

Der er også noget med, at den ikke fremstår så pæn som mange andre skoler, og nogen påstår, at der ligefrem er indeklimaproblemer.

 

Mette synes umiddelbart, at skolen ser lidt trist ud.

Hun finder et sted ved et hjørne, hvor hun kan gå rundt om bygningerne.

Der er rækværk for, og hun går på en lang svalegang.

Hun ser noget graffiti, og så dukker der noget op, der ser nyt ud.

Det må være et aktivitetsområde, og det må lige være noget for drenge, som skal have brændt noget energi af.

 

Mette synes alligevel, at Otterup Skole ser lidt lukket ud.

Hun når frem til en skolegård og prøver at komme helt rundt om skolen og ud til vejen igen.

Det lykkes.

 

Egentlig kan Mette godt forstå, at flere forældre fravælger denne store skole.

For der signaleres ikke umiddelbart overskuelighed og tryghed, som efterhånden flere børn har brug for i deres opvækst og udvikling.

 

Men kan man dog ikke gøre noget – ikke alt for dyrt – der kan løfte denne store skole og gøre den mere attraktiv for flere?

 

Det spekulerer Mette på, mens hun finder tilbage til bilen, som hun har parkeret ved Midgårdsormen på Torvet.

 

Og i morgen fortsætter turen.


Mette-historien fortsat (50. afsnit)

 

Mette er dybt koncentreret om at finde stedet, hvor hun kan komme videre ad Horsebækvej, så hun skænker det ikke en tanke, at historiens 50. afsnit nu er begyndt.

Men vi andre kan da godt ønske tillykke!

 

Et stykke fremme skal Mette dreje fra til højre.

Det ved hun, for hun har før besøgt de to børnehaver Poppelgården og Rønnebærhaven, men siden er de blevet slået sammen til Børnehuset Mini-Max, og så har de stadig det der lille hus ude hvor Enebærodde begynder.

 

Nå, men Mette er ikke kommet for at se daginstitutioner.

Nordvestskolen ligger også her i udkanten af Otterup i grønne omgivelser, og Mette synes, at det er rigtig smart, at skole og daginstitutioner ligger så tæt ved hinanden.

Mette synes også, at det er en supergod idé, at Nordvestskolen kan blive indskolingsskole for 0. – 2. årgang for hele Otterup- og Skovløkkeområdet.

 

Men hun har da også hørt, at mange i området voldsomt utilfredse med det ny forslag, der er ude i høring.

 

Mette går nærmere og får set lidt på skolen, der virker meget tiltalende.

Hun kan godt forstå, at man i kommunens mindste skoledistrikt er rigtig glade for den.

 

Skolebestyrelserne ved Nordvestskolen og ved Skovløkken har indledt et samarbejde, og de kommer da vist med et fælles høringssvar.

Det vil hun selvfølgelig læse med interesse, og Mette er da åben over for, at nye ideer fra folk med et dybere lokalkendskab kan pege på løsninger, som andre har overset indtil nu.

 

Men vil et flertal i kommunalbestyrelsen mon fortsat holde fast i det seneste forslag, der virkelig har sat gang i noget i mange lokalsamfund rundt om i kommunen?

Eller vil alternative muligheder mon få en ærlig chance i det videre forløb.

Efterhånden er Mette ikke sikker på ret meget, når det handler om skolestruktur.

 

Hun sætter sig ind i bilen og kører videre ad Horsebækvej til Hjadstrup, og overraskende hurtigt holder hun ved Horsebækskolen, som hun da også lige vil kigge lidt på.

Den er også udpeget til at skulle lukke, men skal så efter forslaget genopstå som satellitskole til Krogsbølle Skole.

 

Mette bruger temmelig meget tid på at gå rundt om skolen og noterer sig også, at der er heldagsskole her.

Det kunne jo være dejligt, hvis der kunne laves én stor heldagsskole for hele kommunen, synes hun.

Dog må hun indrømme, at naboskabet her ser fornuftigt ud, og hun er begejstret for de herlige legemuligheder, der er ved Horsebækskolen. Og så er der sportsplads lige ved siden af.

 

Hun tænker så på, at hun ikke kørte ret langt fra Nordvestskolen for at komme hertil.

Mette vil da ikke spille ekspert og foreslå, at Horsebækskolen skal indgå i en samlet Otterup-pakke. Geografien kunne måske tale for det, men hun har da også hørt, at der er stor tilfredshed med den måde, der integreres på her i et overskueligt miljø. Og så er der igen det dér med lokalkendskabet.

 

Mette erkender blankt, at hun ind imellem er med til at træffe beslutninger i sager, hvor hun ikke føler, at hun har en rigtig god indsigt.

Det er jo netop derfor, hun er i gang med sin private opdagelses- og dannelsesrejse, Mettes personlige margueritrute, der ikke er tegnet ind på noget officielt kort.

 

Henne i det store kryds går Mettes rute til højre og dermed mod nord ad landevejen mod Kappendrup.

Der er hun meget hurtigt, men mens hun nu pligtskyldigst snegler sig ind i Kappendrup, får hun en pludselig inspiration.

 

Hun holder ind ved Kappendrup Bageri, vel det eneste tilbageværende bageri på landet i hele kommunen!

Og selvfølgelig køber Mette en stor snegl.

Sådan fejrer hun dagens lille jubilæum.

 

I morgen har Mette gumlet færdigt, og hun vil være klar til at fortsætte ad veje, som de lokale kender vældig godt, og som Mette bestemt ikke føler sig fortrolig med, endnu da..

 

Så følg med Mette – også i morgen!


Mette-historien fortsat (51. afsnit)

 

Mette får ny energi af den dejlige snegl med brun glasur og syntes godt, at hun kunne gennemføre den planlagte etape, selv om det efterhånden er blevet sent på eftermiddagen.

 

Mens hun kører videre gennem Kappendrup, kommer hun til at tænke på, at folk her i området da for nogen tid siden satte skilte op med noget med ”Mortens hus”.

Morten var blevet knotten, men det var vist mest fordi ”Nordfyn – mere Fyn for pengene” var blevet ændret til ”Nordfyn – mindre Fyn for pengene.

 

Men hvor er skiltene?

Mette kan ikke se nogen.

Måske er de taget ned, fordi Horsebækskolen lige nu godt nok står til nedlæggelse, men også til fortsat at skulle fungere - i skoledistrikt sammen med Krogsbølle Skole.

Der var da vist heller ikke nogen herfra, der demonstrerede uden for Bogense Rådhus sidst i september.

 

Mette kører ud af Kappendrup og meget snart derefter ind i Bederslev, og så er hun lige pludselig i Løkkemarkskolens skoledistrikt.

Det undrer Mette, men selvfølgelig skal der være nogle distriktgrænser.

Måske er der en gammel skillelinje mellem Kappendrup og Bederslev?

Hun ved det ikke, men hvis de lokale finder det helt naturligt, må det jo være OK – indtil videre.

 

Mette kører op ad bakken og kan se skoven Dalene ovre til venstre.

Der kan ikke være langt til Roerslev herfra, ved hun nu.

I dag skal Mette dog ikke til hverken Uggerslev eller Roerslev, men til Krogsbølle.

Hun følger vejskiltet, der viser til højre, og efter et sving kører hun ind i byen med områdets overbygningsskole, som hun aldrig har set før.

 

Mette finder ud af, at Krogsbølle Skole ligger over for kirken, hvor hun parkerer.

Så går hun hen for at se nærmere på skolen.

Hun følger en vej og kigger ind til højre, hvor hun lidt længere henne ser noget, der må være hovedindgangen.

Hun ser også en idrætshal, og et skilt, der viser noget om en lokal idrætsforening.

Det glæder Mette, at idrætsforening og skole nærmest må være som forbundne kar.

Og Mette sender en hastig tanke tilbage til sin gamle fysiklærer.

 

Hun er tilfreds med, hvad hun har set og går tilbage mod bilen, men vil da også gerne danne sig et indtryk af Krogsbølle sådan i almindelighed.

Mette har set et skilt, hvor der annonceres med byggegrunde.

Men hun er noget skuffet over, at Krogsbølle egentlig ikke er særlig stor.

Ikke en eneste butik har hun set.

Men ved kirken er der et skilt, der viser til Bårdesø, hvor områdets eneste dagligvarebutik ligger.

 

Hvorfor ligger der en overbygningsskole i Krogsbølle, der er sådan en lille landsby?

Mette kender ikke svaret, men forestiller sig, at der er en lokal historie, der giver en naturlig forklaring.

Nu kunne det egentlig være dejligt, hvis der var et menneske her, som hun kunne spørge.

Det er bare ikke til at få øje på nogen.

 

Så Mette sætter sig ind i bilen og har egentlig tænkt sig at køre hjemad nu.

Alligevel tager hun vejen med Bårdesø.

Hun er imponeret over det store anlæg, hvor mange lokale nok kommer for at få tanket op, når det er nødvendigt.

Mette ser på benzinmåleren og beslutter sig for at fylde på her for 200 kr.

 

Mette er egentlig også glædeligt overrasket over Dagli´ Brugsen, der har et stort sortiment.

Men det er sikkert også nødvendigt, hvis man i længden skal klare sig i konkurrencen med butikkerne i Otterup.

Det tænker hun meget på, mens hun betaler og går ud til bilen.

 

Først da hun er i Vellinge, kommer Mette i tanker om, at hun glemte at spørge om det dér med, hvorfor der er overbygningsskole i Krogsbølle.

Selvfølgelig kan hun vende om.

Men nu er det blevet så sent, og Mette må erkende, at dagens togt er blevet alt for langt.

Kun kan da også bare spørge Ingmar. Han ved det sikkert.

 

Så hun vælger den hurtigste vej hjem.

 

Oven på den udflugt trænger Mette nok til en lille pause fra historien, men mon dog ikke der alligevel kommer noget nyt her på frikvartersiden i morgen?!

 

 

Midt i Krogsbølle

Mette-historien fortsat (42. afsnit)

 

Din utålmodighed er forståelig.

Alt for længe har vi savnet Mette her på siden.

Men nu er hun klar igen.

Ja, mere end det:

Mette har bestemt ikke spildt tiden i børnenes efterårsferie.

 

Mette havde med spænding set frem til sit lille coffee party med Dirk-Ingmar, og kaffen og en skål cookies var klar, da han ringede på.

Hun havde gjort lidt ekstra ud af sig selv, og huset havde Mette cleanet så meget, at selv PET ville have haft svært ved at noget at sætte en finger på.

Nej, nej! Ingen skjulte mikrofoner. Intet overvågningskamera.

 

Mette viste da godt, at Dirk-Ingmar havde været opstillet for Enhedslisten, men derfor skulle han vel ikke automatisk være suspekt.

Hun havde jo mødt Dirk-Ingmar under valgkampen, og dengang måtte hun da indrømme, at der ikke var noget i vejen med hans argumentationer og med hans viden om mange ting.

 

Dirk-Ingmar lagde da også frisk fra land og fortalte, at han var ked af, hvis man kædede underskriftindsamlingen sammen med hans politiske ståsted.

Men han konstaterede da også med tilfredshed, at der blandt underskriverne var nogle, der tidligere havde markeret sig som gode Venstre-folk.

 

Mette prøvede at overbevise Dirk-Ingmar om, at hans oplæg da ikke havde partipolitisk slagside.

Hun kunne bare ikke forstå, hvorfor han havde sat den digitale underskriftindsamling i gang.

Der var på de første 10 dage kommet under 150 underskrifter, og hun kendte i hvert fald nogle indflydelsesrige politikere, som ville udnytte den foræring:

- Der er slet ikke så mange, der er imod planerne, når det kommer til stykket.

- De dér høringssvar og indlæg fra borgerne afspejler jo slet ikke virkeligheden.

 

- Jeg regner dig for at være et intelligent menneske, sagde hun til Dirk-Ingmar.

Men det går over min forstand, at du laver sådan en taktisk brøler.

 

Han så tavst på hende et øjeblik, og så kom det:

- Mette, jeg er næsten lige ved at tro, at du faktisk er enig med mig og har sympati for underskriftindsamlingen.

Det betyder mere for mig end antallet af underskrifter, for du har en nøgleposition til at få stoppet det her skolelukningsvanvid.

Lige nu står 5 skoler til at skulle lukkes.

Med Socialdemokraternes nye åbning kan det måske blive 3 eller 4.

Men hvis du tør det nok, kan du forhindre, at det går så galt.

 

I begyndelsen havde Mette følt, at hun havde samtalen under kontrol, men den havde udviklet sig helt uforudsigeligt for hende.

Men hun fik så gang i en snak om Moruds elendige busforhold, og da det meget senere blev naturligt for Dirk-Ingmar at bryde op, havde de vendt og drejet meget, som de var enige om.

 

Bagefter vendte denne gnavende skyldfølelse tilbage.

Der var ikke afregnet med Sct. Peter endnu.

Skulle hun virkelig gøre alvor at stemme imod forslaget?

Mette valgte at sove på det.

 

Og nu skal Mette altså ikke have nogen billige tilråb fra sidelinjen!

Hun kan godt selv træffe sine beslutninger.

Giv hende tid!

Ved Bogense Rådhus 29. september

Mette-historien fortsat (43. afsnit)

 

Mette stiller bilen ved den lukkede købmandsbutik i Roerslev.

Hun har kunnet tage sig en frieftermiddag på en efterårsdag med blå himmel og drivende skyer.

Mette har sat sig for, at hun vil se nogle nordfynske lokaliteter, som hun egentlig ikke kender voldsomt meget til.

 

Det er signalerne om et samarbejde mellem Klinteskolen og Løkkemarkskolen, der har fået Mette ud på denne lille opdagelsesrejse.

 

Hun var kørt fra Søndersø til Skamby for lige at kigge lidt på friskolen, der blev etableret, efter at daværende Søndersø Kommune havde lukket den lokale folkeskole.

Elevtallet var kommet langt ned, og så handlede et politisk flertal hurtigt.

 

Mette havde før set mere velholdte bygninger.

Hun havde lige for nylig læst, at friskolen har 39 elever.

Mon der dog ikke skulle være plads til mere end 100?

Afstanden mellem Skamby Friskole og Løkkemarkskolen skulle vist kun være 3-4 kilometer.

 

Tænk hvis skolen her i Skamby stadig var en folkeskole!

Så kunne den jo lukkes!

Og så var det måske mere åbenlyst, at der skulle tænkes på tværs af de gamle kommunegrænser.

 

Men alligevel:

Hvorfor havde Mette ikke hørt om Løkkemark-forældre, som vil vælge denne friskole frem for andre muligheder, hvis deres folkeskole lige ovre på den anden side af den gamle kommunegrænse bliver nedlagt?

Det fik Mette ikke noget svar på.

 

Hun var lige et smut længere henne ad Torupvej for at kaste et blik på kommunens børnehave.

Hun vidste, at friskolen og børnehaven faktisk samarbejder lidt, og det havde Mette det fint med. Der var børn ude at lege, og det virkede trygt og godt.

 

Turen var så gået videre til Uggerslev, men det tog noget tid, inden hun fandt skolen ved landevejen mellem Uggerslev og Nr. Højrup. Jo, omgivelserne var landlige, og skolen var såmænd nok placeret dér midt mellem Uggerslev og Nr. Højrup som et kompromis engang for mange år siden. Egentlig så skolen helt pæn ud, og Mette havde hørt, at den inden for de seneste år har fået et stort løft med moderne indretning.

Mette hørte børnestemmer. Det var jo nok fra SFO´en.

 

Børnetallet så ikke for godt ud, men Mette var også klar over, at flere forældre havde valgt en anden skole til deres børn, fordi de ikke længere troede på Løkkemarkskolens overlevelse.

Hun tænkte på, om de børn mon vil vende tilbage, hvis Klinte og Løkkemark går sammen og samarbejder om en fælles skole på Løkkemarkskolen.

 

Mette var kørt videre nordpå og var kommet gennem et større skovområde.

Langesøskovene er altså ikke de eneste skove i kommunen, konstaterede hun, da hun lagde Dalene bag sig og kørte mod Roerslev og i den sydlige udkant så noget, der bestemt lignede en skole.

 

Det var ikke helt uden grund, fandt Mette hurtigt ud af.

Børnehaven Dalskovreden med festlig fugleredeudsmykning og en flot sten foran havde helt tydeligt overtaget den tidligere lokale folkeskoles bygninger. Også her var der aktivitet, kunne Mette både se og høre.

Det havde sikkert været smerteligt for Roerslev og omegn, da skolen lukkede; men de havde da i det mindste en børnehave, som Mette nu erindrede noget om.

Var der ikke noget med, at den havde været udset til også at skulle lukke og flytte?

Det havde hun da vist selv været med til at foreslå.

 

Roerslev vil Mette gerne kigge lidt nærmere på, for her gemmer der sig vist flere interessante historier.

 

Købmandsbutikken med til-salg-skiltet varsler om et møde med et lokalsamfund, der helt tydeligt har kendt til bedre tider og mildere politiske vinde.

 

Læs videre i morgen om Mettes opdagelses- og dannelsesrejse i og omkring ”Nordfyns Bermuda-trekant”.

Men postkassen bliver da tømt - endnu.

Mette-historien fortsat (44. afsnit)

 

På køreturen fra Dalskovreden til den lukkede købmandsbutik har Mette bemærket, at Roerslev ligger i et kuperet terræn. Undervejs så hun lysmaster, der helt sikkert står ved den lokale sportsplads.

 

Mette har også noteret sig, at flere huse i Roerslev er til salg.

Sådan er det jo landet over i disse tider, men Mette tænker nu alligevel på, at selv om der er rigtig pæne huse med skilte, så bliver det nok svært at sælge dem – og det må vel betyde gunstige priser for købere, som tør slå sig ned her, hvor udvikling nok er noget, der har hørt en nær fortid til.

 

Den tomme købmandsbutik kryber nærmest sammen ved foden af en høj betonsilo, der sikkert også står som et monument fra en passeret storhedstid. Mon ikke gigantvirksomheder i Skamby eller ved Emmelev har slugt denne lille bid af tidligere lokal foretagsomhed i Roerslev? Og hvor handler de lokale i dag?

 

Mette stopper op et stykke længere fremme og kigger op på en høj facade. Skriften er af ældre dato, men Mette kan læse, at her har der engang været et elektricitetsværk.

Hvor mange landsbyer har mon haft egen elforsyning?

Hun mere end aner, at Roerslev har været et fremsynet og foretagsomt lokalsamfund.

 

Mette prøver at gå i en anden retning.

Hun har stadig ikke mødt én eneste af de lokale voksne.

Men husene ligger her jo, og de fleste ser faktisk pæne og velholdte ud.

Så finder hun landsbyens gamle bystævne.

Stenene står der smukt i kreds og fortæller om tiden før den store udskiftning, der banede vejen for, at gårdene blev flyttet ud fra landsbyens forte.

Og jo, der er ganske rigtigt landbrug dér, hvor den gamle bygade slår et sving.

 

På traveturen tilbage til bilen tænker Mette på, at Roerslev har været udsat for en voldsom nedtur. Det er hun bestemt ikke upåvirket af.

Hun har hørt, at der er et rigtig godt foreningsliv og sammenhold i Roerslev.

Det ser en gæst bare ikke på sådan en lidt forblæst efterårsdag, hvor mørke skyer er ved at tårne sig op vestfra. Jo, Mette har da bemærket, at der er et forsamlingshus lige over for den lukkede købmandsforretning. Måske sker der noget dér af og til.

 

Er det de lokales egen skyld, at det er gået så meget ned ad bakke, at skolen og den lokale købmandsforretning med korn og foderstoffer er fortid - og måske også snart børnehaven?

Er der nogen, som har truffet nogle forkerte beslutninger?

Har man været for passiv og resigneret, da man skulle have handlet?

Eller er det bare den uovervindelige og skånselsløse udvikling, der har efterladt Roerslev – og mange andre landsbyer – som sagesløse tabere?

Hvad er der mon tilbage af driftige nordfynske lokalsamfund om 50 år?

 

Da en byge pludselig rammer Roerslev, sidder Mette lidt og sunder sig i bilen.

Hun sætter vinduesviskerne i gang og kører langsomt gennem regnen ud mod landevejen.

Nej, selv om et skilt viser imod Flyvesandet, vil hun ikke dén vej i dag.

Så nu har hun pludselig kurs mod Bogense.

 

Hvad mon der venter Mette længere fremme på dette togt i en del af Nordfyn, der nok har oplevet bedre tider?


Spor efter lokal aktivitet i Roerslev i en ikke så fjern fortid.

Mette-historien fortsat (45. afsnit)

 

Regnen er stilnet af, og der viser sig brudstykker af blå himmel, da Mette kører ind i Nr. Nærå. Hun har læst et sted, at der er en runesten inde i kirken, men det er ikke den slags seværdigheder, der er på hendes liste i dag.

 

Mette kommer ud i et åbent landskab og kører ned ad bakke. Der er en flot udsigt mod nord, ud mod Nærå Strand. Ved Holme Møllegård holder hun ind til siden for at se nærmere på den gamle vandmølle, og da solen bryder helt igennem, præsenterer stedet sig smukt.

 

Lidt længere fremme passerer Mette den så, Ellebækken, der løber under landevejen.

Den ser ikke ud af så meget, men for mange år siden – inden man gravede og rettede vandløb ud og inddæmmede - må der have været meget mere vand, der løb fra bakkerne derinde og ud i Nærå Strand.

 

Vand kan adskille, men vand kan også forbinde.

Det tænker hun meget over lige nu.

Ellebækken har været grænsen mellem sogne og kommuner her ude i noget, der i dag godt umiddelbart kan opleves som en mennesketom egn.

Gennem århundreder har Ellebækkens forløb afgjort, om man hørte til Nr. Nærå Kirke eller til Klinte Kirke.

 

Nu har folk omkring Klinteskolen og omkring Løkkemarkskolen længere borte – på hver sin side af Ellebækken – så fundet sammen, i en ny tid hvor en nært forestående lukning truer begge skoler.

De vil skabe et skolefællesskab på Løkkemarkskolen og give den et nyt navn, der viser, at vand kan samle.

Ellebækskolen er et muligt navn på en fælles skole for børn herude i det store åbne område mellem Otterup og Bogense, hvor den kollektive trafik kun omfatter skolebusser og af og til lidt telekørsel – og hvor selv forbipasserende personbiler bliver bemærket.

 

Får initiativtagerne mon lov til at gennemføre projektet på tværs af Ellebækken, eller går det som i Roerslev og mange andre steder?

Mette må indrømme, at hun finder ideen om et samarbejde hen over Ellebækken både interessant og sympatisk.

 

Her er der ikke en dominerende skolebestyrelsesformand, som med et snedigt taktisk spil udfordrer og måske snører politikerne.

 

Her er man lige modsat i en stille erkendelse nået frem til, at løsningen ikke skal ske på andres bekostning, men ved at mødes som ligeværdige parter og gøre fælles sag.

 

Med optimismen som passager kører Mette videre mod Vesterby.

Men selvfølgelig vil hun dreje fra mod Klinte, væk fra landevejen.

 

Kender du det område, som Mette lige nu kigger nærmere på?

Måske burde alle nordfynske kommunalpolitikere tage sig tid til sådan en tur med åbent sind og eftertænksomhed!

 

Læs fortsættelsen i morgen!


Mette-historien fortsat (46. afsnit)

 

Klinte Kirke dukker op, hvor vejen svinger til venstre.

Mette er kommet til at køre lige ud og ser et skilt, der viser imod Sct. Olufs kilde. Hun synes, at området emmer af historie, men vælger at blive i bilen og fortsætte imod Nørreby, der må ligge i nærheden.

 

Ganske rigtigt. Efter at boldbanerne er passeret, holder Mette ved Klinteskolen, og hun stiger ud for at se nærmere på de lukningstruede herligheder.

Et stort skilt fortæller om Cool School, og en fin broncepige på stylter står og tager tavst imod.

 

Men hun kan høre glade børnestemmer og går efter lydene, så hun kommer rundt om skolen og om til det lokale klubhus ved de grønne arealer. Straks får hun også øje på ”Sporvognen”, den lokale institution, der er en del af den såkaldte røde tråd på Klinteskolen. Hun ser småbørn lege på pladsen foran og bliver varm om hjertet.

 

De har helt sikkert fundet en rigtig god model her ved Nørreby, men hvad skal der så ske med børnehavedelen, hvis skolen nedlægges?

Mette forestiller sig, at den fortsætter – eller kan der også blive børnehave ved Løkkemarkskolen/Ellebækskolen, hvis beboernes fælles projekt bliver virkelighed? 

 

Hun synes godt om stedet, men har også set fødselstallene for skoledistriktet her. De peger klart på en skolelukning, synes hun.

 

Hvad gør sådan et lokalsamfund fremover uden en lokal skole?

Mette finder nok ikke lige svaret, men hun vil da kigge nærmere på Nørreby, som hun da vist aldrig har besøgt før.

 

Derfor triller hun videre og kører langsomt gennem den lokale by.

Lidt overraskende for hende er der ikke bare en enkelt landsbygade. Her er faktisk et lille gadenet, og der er også et forsamlingshus.

Så ser hun den: Dagli´Brugsen i Nørreby, hvor hun oven i købet kan tanke.

 

Hun er spændt på at se den lokale butik indvendig, da hun går ind for at betale.

Den er selvfølgelig ikke så stor som den i Morud, der for nylig er blevet udbygget og moderniseret.

Men her er der da en forretning, der sikkert opfylder de flestes behov for indkøb til den daglige husholdning.

 

Hvad er alternativerne?

Mette ser på sit kort, da hun er kommet ud til bilen igen.

Lidt diskret.

De var da vældig flinke derinde i butikken, også kunderne; men de kiggede da lidt nysgerrigt.

Nej, de ved sikkert ikke, hvem hun er.

Men hun vil i hvert fald ikke stå her og ligne en turist på afveje.

 

Hun anslår, at der er ca. 12 kilometer til Bogense og vel nok 17 km til butikker i Otterup, 12 til Særslev og 14 til Søndersø. Dagli´Brugsen i Bårdesø ligger ca. 12 kilometer herfra.

 

Går eksistensgrundlaget for den lokale Dagli´ Brugs i stykker, når/hvis Klinteskolen bliver nedlagt?

Hvor skal områdets beboere så handle?

Bliver der sat mange huse til salg?

Kan de sælges til en fornuftig pris?

Og vil der overhovedet være interesserede købere?

Eller kommer man til at leje ud til nomadefamilier?

Hvilke attraktioner vil der være?

Kan lokale ildsjæle få skabt nyt liv og nye kvaliteter?

 

Mette gør sig mange tanker.

Der er jo noget med nogle lempelser i planloven.

Nordfyns Kommune er blandt dem, der må udnytte nye muligheder for byggeri.

Nørreby har sjæl og atmosfære, synes hun.

Men hvad skal gøre det tillokkende at bygge et hus og slå sig ned her?

Beliggenhed. Beliggenhed. Beliggenhed.

Jo, men det her ligger langt væk, vil de fleste nok sige.

 

Og skal børnene herfra virkelig køres helt til Bogense, der ligger så urimeligt langt borte, at det må være svært at forholdes sig til og håndtere for de mindste?

 

Måske skal der tænkes i andre baner.

Der må være flere herlighedsværdier tæt ved Nørreby.

 

Da Mette næsten en time senere har været ude for enden af Skærvej og nede ved vandet og kigget ud over Nørreby Strand og over mod Nr. Nærå Kirke, Kørup og Slusemøllen – og været ude i det helt fantastiske lys og pastelfarverne ved Nørreby Hals, er hun overbevist.

 

For folk, som har øje for sådan noget, og som sætter pris på et liv i den slags omgivelser, er det jo helt fantastisk.

 

Jo, Mette må blankt erkende, at her kunne hun snildt holde ud at bo.

 

Mette kører opmuntret hjemad og lover sig selv, at hun vil vende tilbage til Nordfyns Bermuda-trekant igen inden så længe – og hun vil have undersøgt, hvad kommunen kan gøre for at vende udviklingen ude i de landdistrikter, hvor folk lige nu frygter for deres lokale skoles og områdes fremtid.

 

 

Oven på den store rejse i det nordfynske får Mette en kort pause fra denne her historie, så der kommer de næste dage lidt flere boblerier, som du måske kan gnægge lidt over.

 

Ja, ja. Det er da helt frivilligt, om du vil bruge tid på det også.

Men lidt afveksling skader vel ikke?

 

Og Mette er ikke færdig med at udforske Nordfyn!

Efterårsferiens boblehistorie

Efterårsferien igennem er der lagt boblebilleder på frikvartersiden.
Her præsenteres de 20 billeder som en sammenhængende alternativ fortælling om borgermødet i Bogense den 19. september 2011.

 

Mette-historien fortsat (41. afsnit)

 

Inden kommunalbestyrelsesmødet blev Mette opsøgt af Børge og Ingmar.

Nej!!! Ikke Dirk-Ingmar, men Den Sociale Ingmar.

 

De glædede sig over, at Mette er her endnu og ikke er blevet helt opslugt af historien.

Men de var også lidt bekymrede.

 

De havde nemlig lige mødt Jens Otto.

Han lignede nærmest en engel, syntes de, og han havde da også mødt sådan én, fortalte han dem.

Jens Otto var åbenbart blevet smittet af én eller anden virus.

Han havde sagt til dem, at han havde set lyset, og han så da også lidt løjerligt selv(ind?)lysende ud og var måske nok lidt svævende.

Det var i hvert fald ikke folkeoplysning, han var blevet ramt af, for det smittede ikke.

Jens Otto hævdede, at han ikke havde mødt Sct. Peter, men kunne da varmt anbefale Hans Engel som en udmærker vikar.

 

Kommunalbestyrelsesmødet havde nærmest været festligt.

Alle jublede over kommunens forbedrede økonomi, og selvfølgelig krævede Dorte og Steen,  at planerne om et stort antal skolelukninger bliver arkiveret lodret.

Det havde især Ingmar protesteret imod, for han var dybt bekymret over stærkt faldende børnetal og måtte råbe vagt i gevær, men Kim fra A-gruppen havde en løsning på dét problem:

Man kunne bare slukke helt for gadebelysningen!

 

I dag løber skolebørnene motionsdag og så får de efterårsferie.

Redaktionen giver også Mette en tiltrængt og velfortjent pause.

Men Mette vender frisk og veloplagt tilbage til ”Frikvartersiden” mandag den 24. oktober.

 

Indtil da vil der komme ”boblerier” her på siden.

Så kig endelig indenfor også i morgen og dagligt hele børnenes efterårsferie igennem.

Det behøver ikke at blive dræbende kedeligt.

Du risikerer oven i købet at komme til at smile!

Så pas på!


Mette-historien fortsat (40. afsnit)

 

Mette må indrømme over for sig selv, at hun er lidt spændt på det aftalte coffee party med Dirk-Ingmar. Men hun har svært ved at holde fokus lige nu.

 

I dag skal hun til møde i Kommunalbestyrelsen, hvor budgettet for 2012 skal besluttes.

Egentlig ved Mette godt, at det er ren proforma.

For der er lavet en skriftlig aftale, som alle 25 står bag, og den er behørigt underskrevet, vist lige bortset fra at Renés underskrift mangler.

 

Alligevel føler Mette sig noget på glatis med den dér trælse skolestruktursag.

For der er da nogle tunge argumenter, der falder pladask til jorden nu hvor det er blevet kendt, at kommunen slet ikke er så fattig, som man ellers har snakket om.

Var det egentlig ikke først og fremmest på grund af økonomien, at der skulle lukkes skoler og hentes en masse penge ved dét?

 

Mette er ikke længere så sikker på, at der skal nedlægges mange skoler – og hun fornemmer nok, at et bredt forlig bliver mere og mere sandsynligt, men om hvad?

 

Det banker på vandrørene!

Der går det særeste rygter.

 

Nu er det så blevet bekræftet, at Klinte og Løkkemark har fundet sammen og har et forslag, der bestemt ikke passer ind i det, der er sendt i høring. Forældre ude i området vil måske – hvis det går helt skævt - vælge Stige Friskole eller Søndersø eller Særslev i stedet for den løsning, hun er med til at pege på.

 

Og Stige Friskole!

Får de ikke propfulde lokaler, hvis en stor del af børnene fra Skovløkken også havner der?

Og hvad nu hvis to tredjedele af forældrene i Hårslev-området foretrækker Brenderup og Omegns Realskole eller Fjelsted-Harndrup Skole frem for Særslev?

Og skal man virkelig spilde over 7 mio. kroner på at sende børnene fra Veflinge til Morud.

 

Oveni har Mette hørt, at der spekuleres på at lave heldagsskole på Skovløkkeskolen.

Hun tror ikke på rygtet om, at der er en stenrig saudiaraber, som vil købe Otterup Skole og renovere den totalt og lave en koran-højskole på stedet – og i tilgift donere et offentligt toilet eller tre i Otterup.

Og den dér med at der skal være et Morten Korch-kulturcenter med biografsal, museum og

livet-på-landet-i-gamle-dage-aktiviteter for børn i alle aldre på Kongslundskolen – ja dén historie skal man efter Mettes mening betydeligt længere ud på landet med.

Jo, der løber også andre artige historier, som Mette dårligt nok tør tænke til ende.

Så, ikke et ord mere om dem.

 

Nej, så skal det blive godt at snakke med Dirk-Ingmar, for han er da ikke sovset ind i hele den ulideligt trættende strukturhistorie – eller er han?

 

 

Nå, det banker også på dine vandrør?

Jo, men du skal nu ikke tro på det hele, selv om virkeligheden tit overtrumfer fantasien.

Mette-historien fortsat (39. afsnit)

 

Dirk-Ingmar har startet en underskriftindsamling på nettet.

Han synes nemlig, at det er forkert, at der skal lukkes skoler på Nordfyn.

Og selv om det måske ikke går så hurtigt, så kommer der da hver dag nogle nye underskrifter fra folk rundt omkring.

 

Jo, Mette vidste da godt, at Dirk-Ingmar havde taget det initiativ, for hun følger jo med på Nordfynstema – ikke for at læse om sig selv, men for at være velorienteret.

 

Som bekendt er Mette vant til usædvanlige oplevelser, men hun havde dog aldrig forestillet sig, at hun skulle blive kontaktet af Dirk-Ingmar.

Jo, de havde da godt nok været rivaler i Morud som kandidater ved kommunalvalget – sammen med Anne-Lise og Bent og nogle stykker mere.

 

Dirk-Ingmar fik så ikke stemmer nok; men nu prøver han alligevel at gøre noget, og det respekterer Mette ham da for.

 

Bagefter har Mette svært ved at forklare sig selv, hvordan det egentlig gik til.

Men samtalen endte med, at Mette inviterede Dirk-Ingmar til en snak over en kop kaffe eller to.

 

Nu er det så gjort, og Mette kunne ikke lade være med at fnise, da hun tænkte på hende dér Sarah Palin og Tea Party-bevægelsen.

 

Nej, hun har en aftale med Dirk-Ingmar, og så går det ikke an at invitere Anne-Lise og Bent også - endnu da.

 

Men Mette kan allerede se overskriften i Fyens Stiftstidende for sig:

Coffee Party-bevægelse skaber politisk uro på Nordfyn.

 

 

Nu tænker du så igen, at det her bare er ren fantasi og det pure opspind.

OK, så siger vi det.

Men tænk alligevel på, at virkeligheden somme tider er mere utrolig end det løjerligste tankespind.

Mette-historien fortsat (38. afsnit)

 

Efterhånden er der ikke ret meget, der overrasker Mette.

Så det virkede helt logisk, da Carsten Abild ringede hende op.

 

Jo, han havde da været inde på den dér Nordfynstema og læst et åbent brev fra en SF´er, og da han havde rystet på hovedet, havde han kigget sig lidt mere omkring og fundet Mette-historien og læst det seneste afsnit dér. Det var jo også om ham.

 

- Nu vil han garanteret møve sig ind i min historie og prøve at snuppe hovedrollen fra mig, tænkte Mette.

- Jeg ville da lige hilse på dig, sagde Carsten.

Ja, og så vil jeg da også rose dig for dit mod, for der er jo ikke så mange, der tør følge deres overbevisning og bryde politiske broer bag sig.

 

- Næh, der er vi nok meget forskellige, konstaterede Mette.

Jeg undrer mig meget over, at der er en Carsten Abild, som siger og skriver noget om busser og skoler og landsbyer og værdier i landsbysamfundene – og så sidder der en Carsten Abild og stemmer noget anderledes sammen med Venstres gruppe i regionsrådet. Det må da være voldsomt belastende.

 

- Det er skam heller ikke let at være mig, Mette.

Det er faktisk også grunden til, at jeg gerne vil tale lidt med dig.

Jeg er ikke længere så populær i Venstre på Nordfyn, som jeg burde være.

I hvert fald gider de efterhånden ikke høre på mig, og så kan jeg jo ikke så godt hjælpe landsbyerne på Nordfyn.

 

- Så nu vil du have mig til at overbevise Morten og Tessa og Mogens og Kurt og Ole og Bent Erik og Freddy og Bent om, at der ikke skal lukkes en eneste skole på Nordfyn!?

Ærligt talt, Carsten Abild! Hvornår bliver du mandfolk nok til virkelig at træde i karakter og handle i stedet for bare at strø om dig med uforpligtende budskaber, der kun kan give minuspoint ved check-in hos Sct. Peter?

2010 skulle blive et jubelår for landsbyerne, proklamerede du.

Hallo!

Er din jordforbindelse lavet af en elektriker?

 

- Jamen, kære Mette. Jeg tror da, at du har misforstået noget.

Jeg tror, at du egentlig gerne vil være fri for at være tungen på vægtskålen i Kommunalbestyrelsen, og det kunne du jo undgå at være, hvis du fik Venstres gruppe overtalt til at slække noget mere på kravene.

Jeg siger det skam for at hjælpe dig.

 

- Det kan du godt glemme alt om. Jeg har prøvet, og jeg har også forsøgt at få mine gamle meningsfæller til forhandlingsbordet, men foreløbig der det kun Kim og resterne af A-gruppen, som har flyttet sig. Jeg kan ikke gøre mere – foreløbig.

 

- Jeg kan godt lide, at du er så ærlig, Mette.

Må jeg så invitere dig med til en lille sammenkomst i vores udsøgte skare af fornemme kartoffelambassadører?

Der kommer både kongelige og borgmestre, så det er et rigtig fint selskab.

 

- Nej tak, Carsten Abild.

Her i huset kan vi godt spise vores kartofler med og uden sovs og med god samvittighed uden at skulle klæde os ud og hidkalde TV og hvad ved jeg.

 

- Nå, men tak for samtalen alligevel.

Er jeg nu kommet rigtigt med i din historie, Mette?

 

- Det kan vist ikke undgås. Men du holder nallerne væk fra titelrollen!

 

 

Er det egentlig ikke lidt synd for Carsten Abild?

Nå, det mener du!?

Mette-historien fortsat (37. afsnit)

 

Mette havde surfet lidt på nettet og var kommet ind på Venstres lokale hjemmeside, hvor hun i arkivet bl.a. fandt et indlæg fra en Carsten Abild.

Han er da vist både formand for den der landsbyforening og også regionsrådsformand for Venstre, havde Mette tænkt.

 

Mette læste hans indlæg:

 

”Flere hundrede mindre skoler landet over kan i de kommende måneder forvente dødsstødet som folkeskoler, hvis ikke kommunalbestyrelserne besinder sig.

 

Det er ren massakre på vore landsbyskoler og på livet på landet, der står for døren.

 

Men heldigvis er der på landsplan tilmeldt 63 friskoler, der er klar til at modtage lokalsamfundets børn, når den lokale folkeskole lukker til næste sommerferie. Men hvad med de mange andre skolelukningstruede lokalsamfund, der ikke nåede at tilmelde en friskole til undervisningsministeriet den 15. august 2010?

 

Skolen er omdrejningspunktet i et lokalsamfund.

Er skolen væk sker der ingen ny bosætning, børnefamilier flytter fra lokalsamfundet og måske helt væk fra kommunen, forretningslivet smuldrer og landsbysamfundet sygner hen.

 

At lukke flere hundrede landsbyskoler og hermed landsbysamfund er det alvorligste angreb på landsbysamfundene og livet på landet i de sidste 40 år.

 

Men vi er mange, der håber, at kommunalpolitikerne vil besinde sig og afblæse massakren på landsbyskolerne og hermed på kommunens landsbysamfund.

 

Lad os få tid til og mulighed for at drøfte konsekvenserne af en skolenedlæggelse.

Hvad betyder det for et lokalsamfund folkeligt og økonomisk, når den lokale skole nedlægges?

Er der overhovedet en besparelse, hvis kommunens landsbysamfund forfalder?

 

Og kan kommunalpolitikerne undvære positive forældre og borgere og deres store frivillige indsats i foreningerne og i kulturlivet?

Det er hele kommunen, der skal fungere, ikke kun kommunens større byer og skoler.”

 

 

Nu sidder Mette så er noget forundret.

Hvordan kan Carsten Abild være venstremand, når han skriver sådan?

Eller er det Morten & Co. der i virkeligheden ikke fører venstrepolitik i forbindelse med skolestrukturen.

”Det nære samfund”!!! Hmmm.

 

Men hvordan kan Carsten Abild både være venstrepolitiker og landsbyforeningsformand og bo på Nordfyn – uden at være en markant skikkelse i den dagsaktuelle debat om nordfynske landsbyers skæbne med udsigt til 8 lokale skolelukninger?

 

Tror du, at Carsten Abild langt om længe præsterer mere end uforpligtende skåltaler – eller håber han på, at han kan gemme sig ekstra godt nu, hvor der lige er udnævnt en socialdemokratisk minister, som også skal tage sig af landsbyerne?

 

Nå, du mener ikke, at Abild gemmer sig?

Du har set ham så tit i avisen og på TV, at du er ved at få kvalme af det, og du har skimmet nogle af de utallige læserbreve, han lægger navn til som landsbyforeningsformand.

 

Jamen, hvad har det hjulpet landsbyerne, tænker Mette.

 

Og så tror du måske, at nu hører vi ikke mere om kasketartisten på Nordfyn.

Men igen bliver fantasien overhalet af virkeligheden!

 

 

 

 

Mette-historien fortsat (36. afsnit)

 

Mette har fundet en bog om livet på landet på Nordfyn i gamle dage.

Den er godt nok ikke skrevet af Morten Korch, men der er vel andre kilder, hun kan bruge.

Nu vil hun altså have undersøgt det dér, som Tessa siger om Morten Korch-romantik, når folk i landområderne taler varmt for, at deres egen lokale skole skal bevares.

 

Mette læser:

 

”Alt er fladt, fladt og atter fladt. Hele landskabet virker rugende, øde og forladt. Det er sparsomt med buske og træer, og der er slet ingen skove. Kun gravhøje hist og her bryder ensformigheden. Det er et uhyggeligt land.

Kun i landsbyerne er der liv. Men hvilket liv! Hvor er den fynske latter? Hvor er det kønne, det nette, det lune, det lette – hvor er hele den fynske skønhed?

Det liv, der høres i landsbyerne, er hverken latter eller sang, men bulder og klapren. Husene er gamle og forfaldne, lerklinede, men det ses knap, for husvæggene er alle dækkede med garn, mængder af garn, store sørge-guirlander fra hjørne til hjørne, som var byerne befolket med kæmpeedderkopper og slet ikke af mennesker.

Og der er en evig snurren, som den man hører om aftenen, når natravnene flyver.

Men det er desværre ikke det værste.

Fra alle kanter, nær og fjern, fra alle husene lyder der en klapren. En vedholdende, uophørlig og sindsopslidende klapren. Edderkopperne spinder deres garn. Dag og nat. Det er væverne, der arbejder. Mænd som kvinder. – Slettens vævere.”

 

Mette er forbavset og holder en pause.

Her er vi da meget langt fra Morten Korchs idyl.

Og nu bliver det endnu værre:

 

”Ikke blot købstadboerne, men også standsfællerne i den øvrige del af Fyn ser ned på Slettens beboere og betragter dem som en lavere klasse af mennesker!

De er rå, drikker brændevin, taler den grimmeste af alle fynske dialekter (sige ”hæjr, dæjr og alle stæjer”) og er i det hele taget, sådan rent åndeligt set, de ringest udviklede af alle fynboer.”

 

Det var vist ikke helt sådan du skrev, Morten Korch! tænker Mette.

Det her må hun læse op for Tessa ved lejlighed, men Tessa vil måske bare sige, at der har man da en udmærket forklaring på, at folk ude på landet på Nordfyn ikke er lige så kvikke i pæren, som hun er.

 

Av!

Har Mette nu fundet den egentlige årsag til, at uddannelsesniveauet på Nordfyn er så lavt?

Og hvor er stokroseidyllen og de gode (som vi holder med) og de onde, og hvor er den lalleglade begejstring og den stille glæde over banaliteter i hverdagen?

 

Nej, hun tror, at han har smurt tykt på – ham skolelæreren, der skrev sådan i 1859 - under pseudonym.

Og ham på Nordfynstema slægter åbenbart sin gamle kollega på.

 

Hvad mener du?

 

Mette-historien fortsat (35. afsnit)

 

Mette følger sin yndlingssti gennem skoven.

Hun vil ikke ned til søen, selv om der er rigtig flot dernede.

Mette vil helst bare gå alene.

 

Hun kommer til en lysning og følger så stien til højre. Her er der forholdsvis unge graner, og skovbunden er fuld af visne grannåle og masser af fine nye svampe. Det er Karl Johan!

Mette jubler, for de er så unge, at de nok ikke er blevet angrebet af svampemyggelarver endnu.

Men hun har ikke noget med til at samle svampe i – ikke engang en hundepose.

 

Så ser hun en skikkelse, der kommer nærmest svævende hen imod hende. Den ser meget usædvanlig ud –næsten som med en aura udenom. Er det mon én, der har spist euforiserende svampe?

Mette bliver urolig, men besinder sig, og så opdager hun, at det er Jens Otto.

 

- Jamen, Jens Otto. Hvad er der sket? Har du talt med Sct. Peter?

- Nej, Mette. Han sendte en anden. Hans Engel stod for et øjeblik siden – eller var det en evighed? – lige foran mig og forkyndte, at mine synder var mig forladt, selv om jeg har svigtet nogle af de vælgere, som har stemt på mig. Jeg er sluppet for alvorlige anmærkninger fra Det Allerhøjeste, fordi jeg nu tager vare om de små - skoler.

 

Mette måber og spørger så:

- Har du så også set Børge og Ingmar?

- Ikke siden i torsdags, men det er mærkeligt, for Hans Engel spurgte om det samme.

 

Jens Otto taler ikke, som han plejer, og han har stadig sådan noget glorieagtigt omkring sig.

Er der mon englestøv?

Mette prøver forsigtigt at røre ved det, og så mærker hun, at fødderne slipper jorden, og hun føler, at det stråler fra hende ligesom fra Jens Otto.

 

Tiden opløses, og Mette opdager, at hun sidder midt i en heksering og har en indkøbspose fra Dagli´Brugsen fyldt med de lækreste Karl Johan liggende foran sig.

 

Fortumlet rejser hun sig og børster grannålene af tøjet.

Der er ingen glorie mere.

Ikke det mindste spor efter Jens Otto.

Mette sukker dybt og går stille hjemad med sindet renset for bekymringer og med de

lækreste svampe til et festmåltid.

 

Så går der et vældigt sus gennem trækronerne.

Bladene eksploderer i stærke efterårsfarver, hvirvler gennem luften og lægger sig som en gylden løber på stien, som Mette følger helt hjem til sit hus.

 

 

Hvad er nu det for noget overnaturligt vrøvl, tænker du måske?

Ærligt talt!

Når man tænker på alle de tåbeligheder, vi næsten dagligt bliver konfronteret med – er Mettes oplevelser så virkelig helt ude i skoven?

 

Men måske bliver næste afsnit mere jordnært for dig.

Mette-historien fortsat (34. afsnit)

 

Mette havde åbenbart hele området for sig selv på denne smukke oktobereftermiddag, hvor skovens dybe grønne farve så småt var ved at blive opløst i sprøde gyldne nuancer.

 

Ikke en bil var parkeret ved området.

Der var helt stille.

 

Mette nærmede sig friluftsbadet og kom til at tænke på, at hun for få dage siden havde set Morten i fjernsynet.

Ja, det havde hun jo så tit – og som regel på TV2 Fyn.

 

Men det er vel ikke så underligt?

Morten er Fyns eneste borgerlige borgmester, så de skal vel tit have ham på skærmen, så stationen kan understrege, at de prøver at lave en balance.

 

Alligevel kan Mette ikke slippe dén tanke, at der er noget, der er helt skævt.

Når Morten kommer på TV2 Fyn, er det aldrig i en situation, hvor han bliver stillet i et dårligt lys.

Mette har aldrig set Morten på TV2 Fyn, når det har handlet om borgernes utilfredshed, demonstrationer og sådan noget besværligt noget.

TV2 Fyn glimrede da også ved sit fravær både ved borgermødet og foran Bogense Rådhus i torsdags.

 

Men her forleden havde TV2 Fyn da ligefrem annonceret med, at Morten kunne opleves i en udsendelse senere på aftenen.

Hun havde da egentlig været lidt spændt på, hvad det nu kunne være.

Måske havde Morten set lyset og fået nye gode ideer?

 

Men, nej.

Det var såmænd bare et indslag her fra Morud Friluftsbad, hvor Morten kom som frivillig og hjalp med at løsne nogle skruer, da der skulle lukkes ned efter endt sæson.

Morten kunne godt skrue. Og han kunne også hjælpe med at løfte et gelænder.

Det eneste politiske var vist, at friluftsbadet stod overfor at skulle miste nogle penge på næste års budget.

 

Egentlig fandt Mette, at indslaget var ganske overflødigt.

Eller var det en vennetjeneste?

 

Nu har Mette så lige hørt i sin øresnegl, at besparelsen på friluftsbadet vist er taget ud af budgetforslaget for 2012.

 

Godt for Morud og godt for friluftsbadet, hvis det er rigtigt.

Men Mette er igen træt af, at hun ikke kan tømme hovedet for alt det, der rumsterer om det politiske spil om stort og småt.

 

Så Mette forlader friluftsbadet og følger den sædvanlige sti ind i skoven.

 

Nej, rolig nu!

Mette møder ikke en blotter, og hun bliver ikke overfaldet!

Men måske finder hun kantareller og Karl Johan.

Nå, ham kender du måske?

Lad dog Mette få lov til at gå videre i sine egne tanker!


Mette-historien fortsat (33. afsnit)

 

Mette står ved Havrehedskolen og tænker tilbage på cykelturen til Veflinge og Hårslev forleden.

 

Bliver det mon i sidste ende et valg imellem, om man skal lukke enten Veflinge Skole eller Hårslev Skole?

Valg.

Hårslev Skole.

 

Var der ikke noget med, at skolebestyrelsen ved Hårslev Skole havde demonstreret ved skolen på valgdagen?

Nu huskede hun det fra avisen: Skolebestyrelsesformanden stod foran skolen med et skilt, hvor der stod ”Hårslev imod 13” – og Mette var én af de 13.

Det var vel egentlig ulovligt med sådan en påvirkning af vælgerne, inden de skulle sætte deres kryds!

Skulle valgbestyrelsen ikke skride ind over for sådan en overtrædelse af reglerne?

Absolut en påtegning i Mettes sorte bog for dét nummer.

Men det alene skulle vel ikke koste Hårslev Skole livet i sidste ende?

 

Nu blev Kim så citeret i avisen.

Måske havde Mettes opringning til Kim alligevel sat gang i noget?

Han havde sagt noget om, at hendes gamle partifæller havde måttet sluge nogle kameler og slå hånden af deres samarbejdspartnere.

Nu foreslog de så, at Klinteskolen og Løkkemarkskolen og Hårslev Skole skulle lukkes - og Veflinge Skole overleve.

 

Hun nikkede genkendende til Kims beskrivelse.

Hun havde følt noget lignende, da hun forlod A-gruppen og det første 13-flertal.

 

Nej, ud af hovedet med alle de tanker om skoler og politik!

Mette forlod resolut Havrehedskolen og satte kursen mod det store idrætsanlæg ved Langesøhallen – og skoven!

 

Og lad os nu give Mette rigtig god tid til den tur i dejlige omgivelser.

 

I morgen kan du læse det 34. afsnit!



Mette-historien fortsat (32. afsnit)

 

Søndag eftermiddag havde Mette brug for en pause i det fine vejr.

Der var lagt mange arbejdstimer i haven, så nu ville det være rart at se lidt andet også.

 

Mette gik hen forbi Havrehedskolen.

Hun tænkte på, at det da måtte blive svært at bygge nye klasselokaler til.

Hvis det skulle være bagud mod sportsområdet, skulle der i hvert fald køres en masse jord på først – eller skulle der bygges ovenpå? Og kan børnene så koncentrere sig om undervisningen, imens?

Måske er det alligevel ikke så smart at lukke Veflinge Skole og sende børnene til Morud.

Og en dyr løsning er det også med alt det byggeri.
4 nye klasselokaler koster næsten det samme som hvad man regner med at kunne få for 4 hele skoler. 
 

 

Boligbyggeriet ved Morud er næsten gået i stå, men der ligger stadig en del ledige byggegrunde klar til bedre tider.

Og et nyt boligområde ved Bredbjerg er lige nu ved at blive planlagt.

 

Er det så en klog og langsigtet løsning at tømme Veflinge Skole for børn og sende dem til Morud?

 

Mette er kommet i tvivl.

Men hun kan godt forestille sig, at Havrehedskolen bliver selvforsynende med elever, når det er blevet bedre tider igen.

Morud er et attraktivt område at bosætte sig i, og det ny boligområde ved Bredbjerg vil blive meget interessant for udflyttere fra Odense, for det ligger tæt ved kommunegrænsen og Rugårdsvej og samtidig i smukke omgivelser.

 

Mette falder i staver.

Så vi venter til i morgen med at få fortsættelsen.

 

 

Mette-historien fortsat (31. afsnit)

 

Når Mette tænker tilbage på torsdagens forløb, er det med meget blandede følelser.

 

Hun havde holdt sin aftale med Morten og Tessa og de andre 10 og stemt for, at alle 8 mindre skoler skal nedlægges – og 3 så alligevel leve videre på nye vilkår.

Det var vist klogt nok, for dem.

 

Mette var blevet glædeligt overrasket over, at hendes gamle partikammerat Kim havde spillet ud med et alternativt forslag og ønsket forhandlinger, så den ny struktur kan få flere stemmer i byrådssalen.

Det var stærkt gået.

Og hun var glad for, at selv Steen havde sagt noget positivt om at gå i dialog.

Kim Jørgens og Tessas ros var OK, men Mette syntes nu alligevel, at der lå noget sarkasme og skvulpede i rendestenen bagefter.

 

Nu er Mette meget i tvivl.

Er hun i virkeligheden årsag til, at der måske kommer et bredt forlig?

Eller ville Kim og Steen alligevel have spillet ud på den måde?

Hun får det nok aldrig at vide.

Men hun er 100 % sikker på, at det ikke er noget, der er sket på Mortens initiativ.

 

Ja, så var der jo Sct. Peter. Og Ingmar. Og Børge.

I går havde hun prikket både Børge og Ingmar på skulderen og opfordret dem til begge at kontakte Sct. Peter.

 

De virkede ikke spor overraskede.

Men så havde Ingmar spurgt:

- Mette! Den dér Mette-historie, er den virkelighed – eller er det bare en opdigtet historie?

- Vi vidste jo godt, at du havde en hilsen til os fra Sct. Peter, indrømmede Børge.

 

Mette undrede sig såre (som skrevet står udi flere hellige skrifter), og så udbrød hun:

- Jamen, jeg er jo lige her. Og I er dér. Det er da den skinbarlige virkelighed.

Og når I vidste det med Sct. Peter, så forstår jeg slet ikke jeres tvivl.

Men hvorfor har I ikke sagt noget om det noget før?

Jeg har ikke slet ikke haft modet til at minde jer om Sct. Peter indtil for lidt siden.

 

- Det skal du ikke bekymre dig om, Mette, sagde Børge.

- Men vi har et spørgsmål, tilføjede Ingmar og så lidt lidende ud.

- Hvordan skal vi bære os ad med at komme til Sct. Peter og få vores påtale?

Hvordan gjorde du, Mette?

 

- Jamen, jeg stod der jo bare lige pludselig. Det var ikke spor planlagt fra min side. Det skete bare af sig selv.

- Vil det sige, at det ikke er sådan en rejse, vi skal på? kom det tøvende fra Børge.

- Nej, jeg tror, at det bare sker, når det skal ske, og jeg er sikker på, at I vender fint tilbage til jeres hverdag – måske lidt mere eftertænksomme.

 

Ingmar havde længe overvejet det næste spørgsmål, men så kom det:

- Mette! Når nu vi siger farvel til hinanden i aften, og du så kører hjem – forsvinder du så bare ud af Mette-historien, eller fortsætter dit liv bare sådan helt almindeligt.

 

Her måtte Mette tænke sig rigtig godt om, og så sagde hun tøvende:

- Altså, vi ses jo igen inden så længe, og alt er bare som det plejer at være.

Vi har selv ansvaret for, hvad vi siger og gør, og jeg vil gerne have mit mellemværende med Sct. Peter bragt ud af verden og godkendt på højeste sted.

Jeg er bare et helt almindeligt menneske, og så kan jeg da ikke være opdigtet.

 

Mette havde godt nok syntes, at både Børge og Ingmar allerede så lidt fjerne ud i blikket.

 

Nu er det så overstået, og Mette glæder sig til en lang og stille weekend med familien.

 

Om Mette-historien er virkelig eller opdigtet?

Hvad er egentlig forskellen?

 

Er det nu blevet lidt for filosofisk?

Får Mette denne gang sin afslappende weekend, eller kommer der igen noget på tværs?

Vi må vente tålmodigt, og det kan der måske godt gå nogle dage med.

 

Mette-historien fortsat (30. afsnit)

 

Morten sidder på borgmesterkontoret i den sene eftermiddagsstund, hvor stilheden pludselig brydes af en insisterende banken på døren.

Han har helt sikkert ingen notater om audiens eller pressekontakt lige nu og er forundret over, at der alligevel er nogen, som står derude og vil ind.

 

- Mette! Hvad laver du dog her? Vi har helt bestemt ikke en aftale.

- Jo, Morten. Indtil videre har vi haft en aftale om, at jeg stemmer sammen med dig om skolestrukturen, og det er det, jeg gerne vil veksle et par ord med dig om.

 

- Det kører da på skinner, Mette! Vi spillede ud med et trumfkort i tirsdags, og på torsdag sætter vi så gang i 2. høring. Det går helt efter planen.

 

- Morten! Du fører dig frem i medierne, så folk efterhånden er godt trætte af dig.

Du påstår, at du betragter dig som hele kommunens borgmester, men det er så sandelig på dine skæve præmisser, når du så alligevel ikke tør møde kritikerne og gå ind i dialog med dem i det offentlige rum.

- Det er da …

- Morten, nu lader du mig tale færdig!

Jeg ved, at til borgermødet i Bogense ville du ikke besvare spørgsmål, men dækkede dig ind under, at du var ordstyrer.

Aftenen efter til borgermødet om budgettet afviste du spørgsmål om skolestrukturen.

 

- Hvor vil du hen med alt det dér, Mette?

- Jo, du påberåber dig at være alles borgmester og siger, at du er indstillet på at strække dig meget langt for at få en bred politisk aftale om strukturen.

Så nu synes jeg, at du skal gøre alvor af de selvfede ord og leve op til dem!

 

- Jamen, Mette! Kan du da ikke forstå, at jeg allerede har givet køb for at få et forlig?

Du er selv med bag det nye forslag, hvor vi ikke længere siger 8 lukkede skoler, men kun 5. Det er da vældig smart. 

- Det er ikke nok, Morten.

- Det er rigeligt, Mette!

 

- Nej, for nu haler vi så bagsiden af din medalje frem:

Hvis du ikke kan få de andre på den anden side af bordet med i en bred aftale, så er du ikke bleg for alligevel at køre sagen igennem med en 13-12-afstemning til sidst.

Og tilsyneladende er du slet ikke indstillet på at opsøge et bredt forlig.

- Jamen, for pokker da, Mette! Det her er politik. Det er ikke en søndagsudflugt!

 

- Lige nøjagtig, Morten.

Jeg har talt med nogle af de 12, og det er min fornemmelse, at der er mulighed for noget bredere end en 13-12-afgørelse, hvis du vel at mærke begynder at indfri nogle af dine løfter – især det om en bred politisk aftale om skolerne.

 

- Har du fraterniseret med fjenden?

Har du taget nogle kontakter, som vi to ikke har aftalt?

Nu må du ikke glemme, at det er mig, der er borgmester!!!

 

- Det er meget svært at glemme, Morten. Også den måde du er blevet det på.

Men nu må vi tage den herfra.

Jeg forventer, at du i en vis fart inviterer til nye forhandlinger og udviser den åbenhed og imødekommenhed, som man normalt ser hos en værdig borgmester.

Jeg vil gerne se et positivt resultat af det på torsdag.

 

- Nej, holdt! Mette, du skal ikke stå på mit kontor og give mig irettesættelser eller ordrer.

Her stopper vi.

- Så må jeg forbeholde mig min ret til at stemme efter egen overbevisning – fremadrettet, som du plejer at sige.

 

 

Av, sikke et drama!

Hvad mon Mette vil?

 

Du skal altså ikke gå og vente på mirakler de næste dage.

Det kan være, at fortsættelsen på historien ikke kan fortælles før efter torsdagens kommunalbestyrelsesmøde.

For lige nu sidder aben på Mortens skulder.


Mette-historien fortsat (29. afsnit)

 

Mette ved, at Kim starter dagen tidligt, så hun prøver at fange ham på mobilen, før hun skal på arbejde.

Han er der.

- Det er Mette. Har du tid?

- Selvfølgelig, Mette. Det er snart længe siden, vi to har haft en god snak om det, vi er optagede af. Hvad har du på hjerte?

 

- Kim. Jeg vil gerne høre, hvad der skal til, for at du og de andre i gruppen vil være med til et bredt forlig om skolestrukturen?

- Jeg er ret sikker på, at hvis dit spørgsmål går til hele den flertalsgruppe, du ødelagde i vinter, så skal der rigtig mange og store indrømmelser til fra dig og dine nye venner, hvis vi skal lægge navn og stemmer til noget.

Vi er meget langt fra det, I nok vil sende i høring på torsdag.

 

- Jeg hører dig måske sige, at A-gruppen er mere forhandlingsvillig end resten af mindretalsgruppen. Er det sådan, jeg skal forstå det, Kim?

A-gruppen har jo i et par afstemninger valgt at undlade at stemme.

- Der er vist stor forskel på, hvorfor du valgte at stemme blankt i byrådssalen, og hvorfor vi andre har gjort det et par gange!

Du kan ikke splitte dine gamle meningsfæller med sådan noget snak, Mette.

Men jo, vi har da et par gange undladt at stemme.

Det var f.eks. den vanvittige aften, hvor mødet varede i 7 timer.

I satte fire punkter op i forbindelse med, at et konsulentfirma skulle hjælpe jer.

Vi kunne bestemt ikke stemme for, at et af punkterne skulle være, at der minimum skal lukkes 3 skoler.

De tre andre pinde var vi med på, for vi syntes – og det gør vi stadig – at skoleområdet i en fart skal have flere midler til rådighed.

Vi holdt fast i, at kun Løkkemarkskolen skulle lukkes i sommeren 2012, så provenuet på ca. 6 mio. kroner kunne bruges til mere undervisning. Det ville give ro og et fornuftigt fundament.

Det stod vi alene med, og så undlod vi at stemme.

 

- Tak for foredraget, Kim. Men jeg opfatter det egentlig sådan, at du trods alt er til at snakke med, hvis der kan laves et forslag, der kommer jer mere i møde.

- Så skal det være et ualmindelig godt forslag, Mette.

 Hvis der skal laves sådan et forlig, skal vi have meget stor indflydelse på, hvor vidtgående det skal være. Så skal vi simpelthen være med i udarbejdelsen og have vetoret.

Og jeg kan på forhånd udelukke, at vi går med til at lukke 5 skoler.

Vi har jo tidligere sagt nej til 3 skolelukninger.

 

- Det var alligevel godt at tale med dig igen, Kim.

- Du er altid velkommen til at ringe igen.

 

 

Mange tanker passerer revy i Mettes hoved, mens hun kører til Søndersø bagefter.

Kan hun måske alligevel få Kim og de tre andre med i en ny og bred aftale?

 

Hvis de viste interesse, var det jo nok alligevel begrænset, hvor meget V og C og Ingmar og Børge ville fire på deres krav.

 

 

Giver Mette op nu?

Historien fortsætter i morgen!

Mette-historien fortsat (28. afsnit)

 

Steen havde håbet på en stille dag. Og at lige netop Mette skulle ringe ham op, var en stor overraskelse.

Men Mette havde længe overvejet, hvem den næste skulle være, og hun var nået frem til, at på ét eller andet tidspunkt skulle hun jo alligevel i dialog med Steen, chefstrategen i det forbund, hun forlod for snart mange måneder siden.

 

- Jamen, Mette! Hvad har du dog på hjerte? Har du fortrudt?

- Steen! Jeg går lige på: Hvad skal der til, for at du vil gå ind i et kompromis om den ny skolestruktur?

 

- Det må jeg nok sige. Du er da i hvert fald modig, må jeg sige.

Ved du hvad! Jeg kan slet ikke forestille mig, at du og dine nye venner kan komme med et kompromisforslag, der bare tilnærmelsesvis er noget, jeg kan støtte.

 

- Gør det da slet ikke indtryk på dig, at de store skoler er utilfredse med, at de små skoler her på det seneste har fået bedre økonomiske vilkår end de store?

- Den tog vi altså på borgermødet, Mette. Og jeg gentager: Det er ikke vores politik, der er skyld i, at skolerne under ét har alt for få ressourcer, så hunden reelt bliver fodret med sin egen hale.

- Jam….

- Lad mig nu tale færdig, Mette.

Du og dine nye venner har trukket hele struktursagen i langdrag.

Med vores løsningsforslag ville vi tage fat på kommunens udgiftspost på 100 mio. kroner på specialområdet.

Men så kom hjortens flugt, og nu er du med til at lave en massakre på de små skoler og landsbysamfundene.

 

- Steen. Vi har jo lige sat antallet af skolelukninger ned fra 8 til 5. Kan det da ikke få dig til at give køb på jeres politik med kun 1 skolelukning?

- Det handler jo ikke bare om, hvor mange skoler der skal lade livet! Der er mange andre meget vigtige detaljer i det her. I har valgt at være griske og søge den størst mulige gevinst ved et blodbad, der ikke er særlig hensynsfuldt over for de børn og voksne, som det vil gå ud over. Faktisk kan jeg ikke forstå, at du vil lægge navn til sådan noget, Mette.

 

- Skal jeg forstå det sådan, at du er urokkelig?

- Intet er umuligt, Mette. Men jeg har meget svært ved at se, at der kan laves et bredt forlig, så længe I er totalt døve over for, hvordan store forandringer vil gribe dybt ind i mange børnefamiliers hverdag og i velfungerende lokalsamfunds muligheder for at udvikle sig i stedet for at blive afviklet.

Men hvis du vender tilbage til dine gamle venner, bliver du sikkert godt modtaget, og så har vi jo en ny situation.

 

- Steen. Jeg regnede jo nok med, at det var noget i den retning, du ville sige. Men du skal da i hvert fald have tak, fordi du siger tingene så kontant.

-OK, Mette. Du er velkommen til at kontakte mig igen en anden dag, hvis du har noget godt nyt til overvejelse.

 

Bagefter er Mette hverken skuffet eller vred.

Hun kender jo Steen, og ét eller andet sted respekterer hun ham stadig. Men de er ikke kommet tættere på et kompromis.

 

Har Mette opgivet nu?

Eller fortsætter hun med at ringe rundt?

Hvad tror du?

Mette-historien fortsat (afsnit 27)

 

Det tager meget lang tid, før det lykkes for Mette at komme i kontakt med René.

 

- Nå, René. Du er svær at fange på mobilen. Men du har vel fået ekstra travlt, nu hvor du er kommet i Regionsrådet?

-Dav, Mette. Næh, det er såmænd ikke så voldsomt.

- Men det er vel en anden politik, du skal føre i Regionsrådet, end den du står for i Kommunalbestyrelsen?

- Hvad mener du egentlig?

- Jeg mener, at i Regionsrådet skal du vel være en skarp repræsentant for Pia. Det kan man vel ikke ligefrem sige om dit ståsted i skolestruktursagen. Altså, du stemmer jo imod blå blok på Nordfyn. Det synes jeg er lidt mærkeligt.

 

- Det skal såmænd ikke forstyrre din nattesøvn, Mette.

Jeg gik til valg på, at der overhovedet ikke skal lukkes små skoler på Nordfyn, og det tager jeg meget seriøst.

- Jamen, alligevel stemmer du for at lukke Løkkemarkskolen!

- Ja, for vi skal have plads til en nordfynsk specialskole, så det koster en enkelt landsbyskole. Korrekt.

 

- Men, René! Når du alligevel ikke helt overholder dit valgløfte, hvor langt vil du så strække dig, for at vi kan få en rigtig bred politisk tilslutning til den ny skolestruktur?

- Jeg vil ikke være med til at smadre landsbyerne, Mette.  Det har jeg sagt mange gange, og jeg står 100 % fast ved mit løfte til det flertal, som du forlod.

Vi har et meget gennemtænkt projekt for fremtidens skolevæsen.

 

- Det er da meget muligt, at du synes det, René. Men læg lige mærke til, at vi har firet på vores krav og nu siger, at der kun skal lukkes 5 skoler. Så kan du og dine meningsfæller vel også give køb og rykke tættere på et rimeligt kompromis?

- Det lille julenummer, I lavede før, under og efter borgermødet, giver jeg ikke nedgroet negl for!

Nu prøver I at narre folk til at tro, at I er de rare julemænd, der kommer med gaver – efter at have stirret jer blinde på 8 skolelukninger.

Næh, du. Dén galej får du ikke mig med på.

 

- Så du vil altså ikke støtte en skolestruktur, hvor vi lukker 5-4-3 skoler, René?

- Jeg er meget imponeret, Mette. Du er lynhurtig til at lave en analyse og en sikker konklusion.

- Og så er der ikke mere at snakke om, René?

- Det kommer da an på, om der er andet, du har på hjerte.

Vender du ikke tilbage til dine oprindelige meningsfæller? Jeg tror da, at du vil få en pæn velkomst.

 

- Der stopper vi så, René.

- OK, tak for snakken. Det var interessant.

 

Hvad mener René med, at det var interessant?

Hvad mon Ingmar og Kim Jørgen ville sige, hvis de vidste, at Mette nu optræder som selvbestaltet undersøger?

Kan det give pluspoint hos Sct. Peter?


Mette-historien fortsat (afsnit 26)

 

Mette ved det jo egentlig godt, da hun ringer til Dorte.

De har siddet sammen i Familieudvalget, indtil Mette blev erklæret inhabil, og hun kender Dortes holdninger.

 

- Dorte, hvad skal der til, for at du kan gå med i et bredt forlig om skolestrukturen?

- Hvis du tilbyder at vende tilbage til vores oprindelige aftalegruppe, så skal du være velkommen, Mette.

Men du ved, at ét af Nordfynslistens valgløfter var, at der ikke skal lukkes små skoler på Nordfyn, og det forholder jeg mig til.

 

- Jo, men du går så alligevel ind for at lukke Løkkemarkskolen, Dorte. Så holder du da ikke det valgløfte, og så er det vel ikke så afgørende, om du er med til at lukke et par skoler mere?

- Det gør det da. Løkkemarkskolen skal give plads til en rigtig god specialskole, og en nordfynsk specialskole var der jo engang bred politisk enighed om. Men så heller ikke flere lukninger.

 

- Dorte, nu har vi foreslået, at det ikke bliver 8 skoler, men kun 5.

Så kan I vel også flytte jer fra jeres udgangspunkt?

- Så får du remsen én gang til, Mette: Den røde tråd, helhed og inklusion, egen specialskole, fællesskaber, bæredygtighed, udvikling af land og by, det fri skolevalg, uddannelsesparathed, vejledende timetal!

Det er dét, jeg går ind for – og ikke vilde landsbyslagtninger på et grundlag, der ikke engang er lavet konsekvensberegninger på!

 

-Jamen, alligevel, Dorte! Hvordan kan vi samle et bredt flertal? Hvad skal der til?

- I skal lade være med at være så forblændede af, hvordan der kan komme flest mulige kroner ud af det.

De største besparelser giver ikke automatisk de bedste løsninger for alle børn og voksne i hele kommunen.

 

- Dorte, jeg kan høre, at du er meget langt fra et bredt forlig.

- Det ved jeg da ikke. I må komme os i møde på flere punkter, så vil jeg da ikke afvise, at vi kan nå frem til et kompromis. Men jeg går ikke enegang, ligesom du har gjort.

Jeg holder mine aftaler.

 

- Bortset fra at du alligevel vil lukke Løkkemarkskolen!

- Nemlig. Og lave den til specialskole.

 

Her ebber samtalen ud.

 

 

Kan man mon trods alt flytte Dorte?

Hvor få skoler skal lukkes, for at Dortes side vil yde noget til gengæld?

Er det et umuligt projekt, Mette er gået i gang med?

 

Mette-historien fortsat (25. afsnit)

 

Efter moden overvejelse har Mette truffet en ny beslutning.

Hun ringer til Jens Otto og spørger ham direkte:

- Hvad skal der til, for at du går med ind i et bredt forlig om den ny skolestruktur?

 

- Mette, jeg har været et loyalt medlem af Venstre i mange år, men efterhånden kunne jeg ikke længere lægge navn til Venstre-gruppens politik. Jeg ville ikke være med til at lukke velfungerende landsbyskoler på Nordfyn med alle de negative følgevirkninger, det trækker med sig i lokalsamfundene.

Så derfor forlod jeg mit gamle parti og blev meningsfælle med dig.

Men du gik jo så over i den anden lejr.

 

- Jens Otto!

Du snakker udenom.

 

- Jamen, Mette. For os i Liberal Alliance på Nordfyn er det ganske indlysende.

Vi vil ikke lukke skoler.

Men vi er også så realistiske, at vi kan se, at der skal gøres noget.

Du ved jo selv, hvad det handler om, for du har været en del af vores oprindelige forligsgruppe.

Jeg holder fast i den indstilling, som gruppen stadig har, selv om det kræver lukning af 1 skole.

 

- Nu ligger der et forslag, der indebærer lukning af 5 skoler.

Det kan du så ikke acceptere.

Men hvor ligger dét punkt, hvor du vil gå med ind i et stort, bredt politisk forlig?

 

- Du får mig ikke til at løbe fra mine aftaler med 12-gruppen.

Men hvis I kommer tættere på lukning af kun 1 skole, så kan det da være, at hele vores gruppe også vil flytte sig noget. Men du skal forvente, at vi står sammen.

Og så er der noget andet, Mette.

Det handler ikke kun om antal skoler.

Det handler så sandelig også om alt det andet, der skal hænge fornuftigt sammen.

 

- Vil det sige, at du er åben over for at være med i et nyt forlig, Jens Otto?

 

- Det kræver, at I flytter jer endnu mere.

Det kræver, at vores gruppe får en betydelig indflydelse på, hvad der skal ligge i forliget.

Og det kræver, at vi når frem til en bred enighed, der holder hjem – uden rævekager.

 

Mette kan mærke, at så kommer de ikke længere.

De sludrer videre om andre ting og hilser pænt af.

 

Mette overvejer, hvem hun så skal snakke med.

 

Er det mon Morten?

Eller Sct. Peter?

 

Mette-historien fortsat (24. afsnit)

 

Jo, Mette var ganske rigtigt kørt til Bogense mandag aften.

Ikke fordi hun havde lyst til at overvære borgermødet.

Den historie hang hende efterhånden langt ud ad halsen.

 

Og nu var hun så indkaldt til et møde – efter borgermødet.

Og det var ren tys-tys!

Intet skulle røbes før tirsdag morgen.

De fremmødte borgere og mindretalspolitikerne ville gå hjem fra mødet i lykkelig uvidenhed om, at der blev sat et nyt forslag i spil.

 

Mette havde det rigtig skidt med sådan en fremgangsmåde.

Hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, da Morten blev borgmester ved et kup.

 

Selvfølgelig var forslaget skrevet færdigt inden borgermødet.

Efterhånden kendte Mette jo sine nye forbundsfæller - på godt og ondt.

 

Helt som ventet var der ikke så meget at diskutere.

Det ny forslag skulle have tilslutning fra alle 13, selv om der endnu ikke var lavet konsekvensberegninger, og så skulle det præsenteres tirsdag morgen på et pressemøde.

Alt var arrangeret.

 

Mettes humør var nede i ankelhøjde, da hun kørte hjem til Morud.

Hvordan vil deltagerne fra borgermødet mon reagere, når de oplever, at de er blevet narret? tænkte hun.

Hvor længe ville Mette kunne holde til at være med på Tessas og Ingmars hold, når det var den slags metoder, der blev brugt?

 

Godt nok skyldte Mette Sct. Peter en god gerning.

Men der måtte bestemt være andre, som skulle gøre endnu mere for at få det etiske regnskab i bedre balance inden mødet ved check-in deroppe.

 

Tirsdag passede Mette sit arbejde og prøvede at holde lav profil.

Hjemme fik hun nogle opringninger, som hun ignorerede, og indbakkens indhold voksede.

Mette prøvede at være cool.

 

Det fortsatte på samme måde onsdag.

Avisen skrev godt nok om sagen, men Mette var heldigvis ikke i skudlinjen.

 

Så prøvede hun at ringe til Tessa, men det fik hun ikke meget ud af.

Tessa havde ikke tid til at snakke, og desuden skulle udvalgsformanden senere til forældremøde på Otterup Realskole.

 


Synes du ikke også, at det er synd for Mette?

Tror du, at der er andre, som tænker på Sct. Peter?

Mette-historien fortsat (23. afsnit)

 

I dag bliver afsnittet kort og måske lidt trist.

Desværre bygger historien oplysning fra en kilde, der tidligere har vist sig at have et særdeles vanskeligt forhold til sandheden.

Så er du advaret!

 

Men bemeldte kilde hævder hårdnakket at have set Mette ved borgermødet i går aftes.

Ikke fremme i rampelyset, men nede bagved, hvor der var øl og sodavand.

 

Kilden påstår, at Mette så deprimeret ud og hurtigt fortrak igen.

 

Kan det nu også være rigtigt?

Har Mette snakket med Ingmar og Børge og prikket dem på skulderen?

Har Mette virkelig været med til at beslutte 13-flertallets nye forslag?

Hvad mener Sct. Peter mon om det?


Mette-historien fortsat (22. afsnit)

 

Mette havde håbet på endnu en åbenbaring i løbet af natten til mandag.

Men hverken Sct. Peter eller Camilla Hersom viste sig for hende.

 

Mette var alligevel morgenfrisk og ville have nogle ting på plads, inden hun tog på arbejde.

Derfor søgte hun nu først efter kontaktmulighed til Sct. Peter på diverse søgemaskiner.

Masser af links, men ikke nogen til personlig kontakt.

 

Så prøvede hun med nummeroplysningen via mobilen.

Den flinke dame arbejdede effektivt og kunne hurtigt fortælle:

- Der findes ingen telefonbruger med dét navn, men jeg kan se, at der ét eller andet sted langt ude i rummet er en Sct. Peter, som anvender en meget avanceret teknologi, som vi slet ikke kan kommunikere med. Det ligger rigtig mange lysår fra, hvad vi formår i dag. Beklager.

 

Et godt råd fra Sct. Peter var ellers lige hvad Mette kunne bruge nu.

Men havde han ikke sagt noget i retning af, at den slags problemer må menneskene selv løse?

 

Mogens svarede straks, da hun ringede ham op.

- God morgen, Mette! Nå, er du frisk?

- Det ved jeg ikke rigtig, Mogens. I går var jeg en tur gennem Veflinge og Gamby og Hårslev.

Folk er jo utilfredse med os dér. Det er kommet bag på mig, at modstanden mod at lukke de 8 skoler er så udbredt.

 

- Mette! Jeg er kold som en brøndgravers … du ved nok!

Jeg har været til stormøde på Hårslev Skole, og jeg snakkede dem i sænk og forklarede dem, at de 8 skolelukninger er den eneste effektive vej til at få rettet op på kommunens økonomi.

Så det ved de godt i Hårslev og omegn.

 

- Det er meget muligt, Mogens. Men ikke desto mindre skilter de massivt imod os. Modstanden er ikke til at tage fejl af.

Tror du ikke, at det går helt galt på Bogense Skole i aften?

 

Spar dine bekymringer, Mette!

Der er tjek på det.

Morten skal nok styre det her igennem uden problemer.

Tessa siger det, der skal siges, og Ingmar vil være en stærk ankermand for jeres sociale gruppe. Konservative er jo også urokkelige.

 

- Har du talt med Sct. Peter for nylig, Mogens? kom det forsigtigt fra Mette.

Mogens blev mundlam, så der opstod en længere pause.

 

- Hvad har Sct. Peter med det her at gøre, Mette? Er du blevet syg?

 

- Mogens!

Jeg overvejer at undlade at stemme, når kommunalbestyrelsen skal beslutte sig den 29.

 

- Det kan du da ikke mene, Mette?!

Da du sidst undlod at stemme, gik du bagefter over på vores side.

- Ja, Mogens. Og det har jeg det ikke så godt med lige nu. 

 

- Hvis du svigter os nu, Mette, så vælter korthuset. Det er jo dybt uansvarligt!

 

- Mogens! Jeg gør altid, hvad jeg føler er det rigtigste. Jeg smutter nu!

 

 

Hvad mener Mette egentlig med de sidste 3 ord?

Er Mogens´ dag nu helt ødelagt?

Er Mettes?

Er Mortens?

Er Tessas?

Er Ingmars – og Børges?

Og hvorfor bruger Sct. Peter en teknologi, der ligger lysår fra vores?

 

 

Mette-historien fortsat (21. afsnit)

 

Mette er urolig efter sin drøm om mødet med Sct. Peter.

Tænk, hvis der virkelig er noget om det!

 

Mette mener ikke, at hun er specielt religiøs.

Hun vil ikke i kirke i dag. Det vil være for stærk lakrids oven på Sct. Peters milde irettesættelse.

Men hun googler sig frem til dagens tekst til prædiken:

Den barmhjertige samaritaner.

Jesus spørger en lovkyndig:

- Hvem af de tre synes du har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?  

Den lovkyndige svarede:

- Den som øvede barmhjertighed imod ham.

Da sagde Jesus til ham:

- Gå du hen og gør ligeså!

 

I et kort øjeblik føler Mette sig på gyngende grund, men så tænker hun på Tessa:

Morten Korch! Pladderromantik!

 

Så tager hun en beslutning og lokker manden med ud på en søndagscykeltur – ad busrute 122 mod det vilde vest.

 

Det er godt nok en vild rejse ud blandt primitive stammer.

Mette føler, at civilisationen langsomt forlades, og hun er utryg ved alt det ukendte, der møder hende.

 

De første skilte står ved Veflinges byskilte. Som cyklist skal hun vel ikke sætte farten ned?

Og så kommer der et rigtig stort ét, hvor der opfordres til deltagelse i mandagens borgermøde i Bogense. Der arrangeres bilkørsel.
Nå, ja. Der kører jo ikke bus om aftenen – og slet ikke til Bogense (og overhovedet ikke i weekenden).

 

Mette skal da også lige et smut forbi skolen.

Den ser da ellers pæn nok ud, og der er nogle sympatiske skilte foran skolen.

Åbenbart kan nogle folk i Veflinge godt læse og skrive – trods alt.

 

Der går et gys gennem Mette, da de passerer Veflinge Kirke, så hurtigt videre mod vest gennem Elvedgårdskovene mod Gamby.

 

Dér skilter folk også – med røde hjerter med forskellige slagord.

Også ved den pæne Hårslev skole er der skilte, og der er rigtig mange længere fremme i Hårslev.

Måske er folk her ude på bøh-landet alligevel ikke helt tabt bag en møgspreder?

 

Mette frygter mødet med Hårslev Kirke, hvor bussen vist vender for at køre tilbage til mere ordnede forhold blandt moderne mennesker.

 

Så dukker den op på en lysmast:
Plakaten med den radikale Camilla Hersom, som lige er blevet valgt til Folketinget.
Formand for Forbrugerrådet!

 

Hun havde for nylig sammen med ham dér "stemmeslugeren" Mogens Godballe et rigtig fornuftigt indlæg, der virkelig bakkede op om lukningen af 8 nordfynske skoler.

Hvis formanden for Forbrugerrådet kan slippe godt fra at rose nedlæggelsen af de 8 små skoler, så kan Mette vel udmærket holde fast i sit nuværende standpunkt – uden at Sct. Peter eller Vorherre skal blande sig i det!

 

Dejligt og tankevækkende!

 

Mette og manden har set nok og suser forbi Hårslev Kirke for at slå ind på en alternativ rute uden risiko for at møde flere kirker og tåbelige skilte.

Hjem igen til trygge Morud.

 

Men Mette føler, at der er tændt én eller anden ild i hende.

 

Dropper Mette nu Sct. Peter?

Bliver Mette radikal?

Er hun det måske allerede?

Eller har protesterne ude blandt de primitive stammer gjort et større indtryk på Mette, end hun umiddelbart tør indrømme?

 

Uha, hvad der dog kan ske på sådan en søvnig søndag!


Har Mette fået en åbenbaring midt i Hårslev City?

Mette-historien fortsat (20. afsnit)

 

Mette stod forrest i køen ved Sct. Peter.

Det var vist ikke noget, der stod i hendes kalender.

Det var lidt mærkeligt, men Mette syntes da egentlig, at hun havde det OK.

 

- Nå, Mette, sagde Sct. Peter.

- Hvad kan jeg så gøre for dig?

- Det ved jeg egentlig ikke rigtigt, svarede Mette.

- Ja, men så må jeg jo lige slå dig op på skærmen her. Det er ganske praktisk at være koblet op på Vorherres harddisk.

 

Der gik måske et par sekunder – eller evigheder – tiden var ligesom ophævet, så Mette havde det meget underligt.

 

- Her er du jo, Mette, konstaterede Sct. Peter.

Jo, Mette mente da også, at hun i høj grad var der. Men hvorfor og hvordan?

- Ja, dit CV ser da ellers ganske pænt ud; men der er da lidt her, som du bør rette op på.

- Jamen, er det ikke for sent nu? spurgte Mette tøvende.

- Nej, slet ikke. Jeg vil gerne se dig her igen om cirka 40 år, og så må du hellere se at få renset pletten væk i en fart, så du kan komme godt videre i livet og have det bedre med dig selv og med dine medmennesker.

Det tæller meget her ved check-in.

 

Mette var ikke helt med på, hvad han mente.

- Jo, det ser ikke så godt ud, at du brød med dine gamle fæller og forskellige løfter og aftaler og så hoppede over i en anden familie, der pludselig fik magt på grund af dig. Sådan noget ser vi ikke med milde øjne på her i afdelingen.

- Jamen, protesterede Mette, jeg ville da bare hjælpe nogle børn, så de kunne komme til at gå i skole et bedre sted.

- Det vil jeg meget gerne prøve at følge dig i, sagde Sct. Peter mildt. Men jeg kan se, at du nu lige har stemt for et forslag, der placerer børnene lige nøjagtig på det sted, du valgte fra, da du blev ekstra gode venner med Børge og Ingmar og mindre gode venner med andre.

 

- Jeg kan slet ikke få øje på den gode gerning i det der, Mette.  Men nu er det jo ikke sådan, at vi styrer alle detaljer her oppe fra.

Vorherre har skabt det hele. Men det er ikke Hans skyld, at mennesker af og til skaber problemer både for sig selv og for flere medmennesker.

I må selv tage hånd om det.

 

- Så se nu at få rettet op på den uheldige sag, Mette. Og lad os så ses igen om 40 år.

Du må for resten hellere lige prikke Børge og Ingmar på skulderen og fortælle dem, at jeg gerne vil veksle et par ord med dem ved lejlighed.

 

Så vågnede Mette fortumlet, men kunne huske hele drømmen.

En engel havde stået vagt ved hende og forsvandt pludselig.

 

Kan det nu også være rigtigt?

Somme tider bliver fantasien overhalet af virkeligheden.

 

Går Mette nu i gang med at reparere på sit CV?

Bliver Børge og Ingmar prikket på skulderen?

Og går de mon i kirke i morgen?

Gør du!?

Mette oplyser, at hun har trukket stikket ud og har planer om at holde meget lav profil i hele weekenden.

Så vi lader Mette slappe af.
 
(Og så kan redaktionen også få en hårdt tiltrængt pause.)


Men mon ikke der sker ét eller andet uventet!?

Mette-historien fortsat (afsnit 19)

 

 

I går blev Mette ringet op af Gallup.

Hun ville absolut ikke udtale sig om, hvem hun stemmer på til folketingsvalget.

Så hun sagde høfligt, men bestemt nej tak og lagde på.

 

I dag skal Mette så sætte sit kryds – eller gør hun?

 

Ærlig talt!

Skal vi ikke lade Mette få fred i dag?

Det kommer jo ikke os ved, hvordan Mette stemmer – selv om det måske kunne være interessant at vide det.

 

Så redaktionen ønsker Mette og alle andre stemmeberettigede på Nordfyn en god valgdag.

 

Kom så af sted – og husk valgkortet!

Måske bliver det sidste gang, du kan afgive din stemme på den lokale skole!

Mette-historien fortsat (18. afsnit)

 

Mette har ikke sovet så godt i nat.

Hun har bragt sig selv i knibe:

Mette ville have specialskolen til at ligge i Søndersø og brød med sine tidligere meningsfæller.

Nu har hun så stemt for det scenarie, der giver mulighed for, at specialskolen alligevel skal huses på Løkkemarkskolen.

Nu bliver hun vel drillet med, at hun lige så godt kunne have beholdt sin plads i A-gruppen?

 

I dag skal der være 1. behandling af Budget 2012.

Men for Mette står det lige nu i skyggen af det personlige dilemma.

 

Ind på kommunens hjemmeside igen!

 

Først hendes gamle partifæller i resterne af A-gruppen.

Kim står der ikke noget ved, men han er jo driftschef for et boligselskab i Bogense.

Gert er fugttekniker.

Benno, lærer.

Arne står der ikke noget, men han er jo pensioneret skoleleder og tidligere borgmester.

 

Så er der SF´erne.

Steen er viceskoleinspektør, men er han ikke lige blevet konstitueret skoleinspektør?

Bent, lærer

Helle, lektor (og tidligere folkeskolelærer og nu folketingskandidat)

Anne-Lise, pædagog

Mads, studerende

 

Og så de 3 ”singler”:

 

Jens Otto, skoleleder

Dorte, cand. merc. og PD i psykologi 

René, direktør, agenturejer, lastvognsmekaniker (og lige nu folketingskandidat).

 

Mette tænker:

- Den her tankegang har ”nogen” vist været rundt om før, og de er blevet klandret for at stille det sådan op.

Men det er da alligevel tankevækkende:

Der er rigtig mange med en arbejdsbaggrund inden for skole, pædagogik m.m.

Er det egentlig ikke mere betryggende med dem end med nogle af ”taldrengene”, når det handler om skolestruktur?

 

- Du gode Gud.

Hvad er det dog for en situation, jeg har bragt mig selv i som tungen på vægtskålen!

 

Mette har endnu ikke besluttet sig for, hvor hun sætter sit kryds på valgdagen i morgen.

 

Jo, det er svært at være Mette.

 

Hvor tror du, Mette sætter sit kryds?

Stemmer hun blankt?

Mette-historien fortsat (afsnit 17)

 

Mette sidder ved computeren.

Hun er kommet i tvivl:

Valgte hun rigtigt, da hun brød ud af det oprindelige flertal og blev tungen på vægtskålen, da der opstod et andet flertal?

 

Hvem er det egentlig, hun støtter nu?

Mette går ind på kommunens hjemmeside for at se, hvad de egentlig laver, når de ikke er politikere.

 

Hun tager Venstre gruppe først:

Morten, agrarøkonom. Det må slås op senere.

Tessa, centerleder. Er det derfor, hun vil samle børnene på få skoler?

Ole, revisor. Altså en rigtig tal-mand, sikkert lidt i familie med agrarøkonomen.

Kurt, forstander. For hvad mon? Hun må spørge næste gang de ses.

 

Mogens, frugtavler. Hun har hørt, at han ikke altid har været Venstre-mand.

Bent Soelberg, manager. Jo, hun kender godt Bent, som fører sig frem ved folketingsvalget og tilbyder kontakt via en Smartphone-applikation – hvis det bare ikke handler om skolestruktur på Nordfyn

Freddy, gartner.

Bent Erik, landmand.

 

Så går hun videre til de konservative:

Kim Jørgen, også agrarøkonom!

Jytte, sekretær – og vist med dybe rødder i Bogense.

 

Og så er der de 2 andre løsgængere fra ”Den Sociale Gruppe”:

Ingmar, IT-konsulent. Men har han ikke været lærer engang?

Børge står der ikke nogen oplysninger om, men han har jo travlt med ænder og jagt og torvedage i Otterup, ved hun.

 

De har jo nok alle sammen gået i skole engang, men der er åbenbart ikke ret mange med et dybere kendskab til nutidens dagligdag i folkeskolen.

 

Og så er der lige de 2 agrarøkonomer.

 

Mette googler og finder en beskrivelse af, hvad en agrarøkonom laver:

”Som agrarøkonom skal man kunne udarbejde en langsigtet strategisk plan for en landbrugsvirksomhed på baggrund af national og international økonomi og politik.

Man skal udarbejde en markedsføringsplan og lægge salgsstrategier for den samlede produktion i en landbrugsvirksomhed.

En vigtig del af jobbet som agrarøkonom er også at kunne stå for forskellige former for projektledelse, etablere netværk og arbejde innovativt indenfor landbrugsvirksomhedens produktionsområder.

Et særligt aspekt er desuden at lære at udvikle personlige lederegenskaber og agere i et landbrugspolitisk miljø, hvor der ofte skal kommunikeres professionelt med landbrugsvirksomhedens interesser”.

 

Respekt!

 

Men Mette funderer videre:

Giver landbrugsøkonomernes baggrund en særlig indsigt i folkeskolens hverdag?

Kan man drive et skolevæsen ligesom en landbrugsvirksomhed?

Det er jo ikke helt det samme med skoler som med strategiske planer og meget mere for en landbrugsvirksomhed. 

En revisor?

En landmand?

En gartner?

En frugtavler? 

En manager?

 

Nej fy, Mette! Sådan må man ikke tænke.

Det danske folkestyre har netop sin styrke i, at de valgte afspejler samfundets mangfoldighed…

 

Jo, endelig forstår hun, hvorfor det økonomiske fylder så meget og andre værdier så lidt i denne urimeligt lange historie om et andet skolevæsen på Nordfyn.

 

Men har Mette de rigtige meningsfæller lige nu?

 

Så må du vel også slå de andre 12 op, Mette?

 

Det har Mette ikke tid til nu.

I morgen, tænker hun.

Måske i morgen.

 

Jeg skal jo også have fundet ud af, hvor jeg vil sætte mit kryds på torsdag.

 

Nej, det er slet ikke let at være Mette.

Mette-historien fortsætter
(afsnit 16)

 

Måske kender du slet ikke den gribende fortælling ”Ny Søren og Mette”?

Eller måske trænger du til at genopfriske den?

 

Det er meget let:

Rul næsten helt ned i bunden på denne frikvarterside – ja, læs du bare beretningen om den nordfynske krigsveteran general C. von Leths glorværdige bedrifter.

Og tag så ”Søren og Mette – historien” afsnit for afsnit til og med nr. 14.

Der er indbygget et lille læsekursus, så det er vældig pædagogisk og måske lærerigt.

 

Du finder måske også 15. afsnit.

Dér må der advares!

I det 15. afsnit gik det helt galt, fordi læserne ikke ville fortælle historien færdig.

Men redaktøren havde advaret!

 

Der er ikke fundet olie i Søndersø.

Skatteprocenten er ikke landet på nul.

Morten er stadig borgmester og ikke ansat ved TV2 Fyn som kameramand.

Og Mette er ikke blevet dronning over Nordfyn.

 

Søren skipper vi nu, for Søren Banjomus er gået på druk, fordi der måske skal lukkes 8 skoler.

Det er ikke for børn, så ikke mere Søren her!

 

Mette er gået i kompagniskab med de 2 andre ex-socialdemokrater.

Så er de flere til at stå imod presset, når andre minder dem om nogle af de valgløfter, de lagde navn til i sin tid.

 

Mette er også blevet slyngveninde med Tessa, og det giver trods alt lidt ballast, når kritikken bliver hård:

Hvorfor skulle Mette absolut blive løsgænger med den begrundelse, at hun ønskede en specialskole i Søndersø?

Nu har hun jo lige stemt for at sende 2 scenarier ud i høring, og det ene handler om Løkkemarkskolen som ny specialskole.

Ja, det ser jo heller ikke så godt ud.

 

Men Tessa er altid god for et trøstende ord eller 35 millioner.

Tessa siger til Mette:

- Jeg kvajede mig, da vi havde det dér maratonmøde, hvor du blev erklæret inhabil, og hvor det blev midnat, inden vi var færdige med at snakke.

- Jeg kan da godt huske, at jeg lovede, at man ikke ville se Venstre i rollen som landsbyslagter.

Men de fleste sov på det tidspunkt, og ham fra Fyens Stiftstidende var gået hjem, så det var vist kun ham den gamle gnavpot fra Nordfynstema, som bemærkede det.

For resten havde jeg et blødt øjeblik, hvor jeg indrømmede fejl, men det var der vist ingen, som lagde mærke til. *)

 

-Vi skal ikke hænge os i bagateller, Mette!

Og vi skal heller ikke vise svaghedstegn!

 

Du skal holde fast i din beslutning, for dine gamle meningsfæller og alle landsbytosserne har læst alt for mange bøger af ham dér Morten Korch.

Det er jo noget pladderromantik at ville holde liv i alle de små forældede landsbysamfund.

Folk derude skulle tage sig sammen anskaffe en kalender fra i år og flytte, mens tid er.

Ja, de kan måske bare nøjes med at flytte deres børn til en anden skole, Otterup Realskole for eksempel – eller Skamby Friskole eller Brenderup og Omegns Realskole.

Hvor svært skal det være?

 

Mette er nu alligevel noget beklemt ved situationen.

Det var jo hende, lige nøjagtig Mette, som skabte det nuværende smalle flertal.

Og selv om Morten på det dér møde bedyrede, at han ville gå meget langt for at få en skolestruktur med en bred tilslutning *), så føler hun sig ikke overbevist om, at det løfte er ret meget værd.

 

Stakkels Mette.

Det er synd for hende, at hun har bragt sig i den situation.

Gid hun dog aldrig var gået ind i politik!

 

Lad os følge Mette og hendes politiske kolleger tættere i den kommende tid!

 

 

*) betyder såmænd bare, at du kan kontrollere det ved at gå ind i Nordfynstemas nyhedsarkiv under datoen 3. april 2011.

 

 

 

Skoler sælges på favorable vilkår

 

For en kommune på Nordfyn sælges et antal skoler, der vil stå uden personale, børn og andet overflødigt inventar fra ultimo juni 2012.

 

Der kan blive tale om op til 8 skoler, hvoraf næsten alle ligger i absolut landlige omgivelser.

 

Herlighederne er velpassede og byder alle på utrolig mange anvendelsesmuligheder inden for lovgivningens rammer for de rette købere.

 

Mere præcise oplysninger vil følge, efterhånden som sælger måske kan beslutte sig.

Følg derfor med i udviklingen på www.nordfynstema.dk eller andre seriøse medier.

 

Den offentlige vurdering for den enkelte skole ligger i 2011 mellem kr. 8.150.000 og kr. 32.000.000.

Men pga. særlige forhold i sælgers dagsaktuelle likviditet afhændes flere af disse herligheder på særdeles fordelagtige vilkår for de rette købere.

 

Tilbud på ikke under kr. 2.000.000 pr. skole afleveres inden 1. februar 2012 kl. 12.00 til nedenstående blandede landhandel, som afstår fra mæglergebyr og som har selvbestaltet fuldmagt til at afvise alle indgivne tilbud og henvise dem til sælger.

 

Med tilbud skal der fremsendes en detaljeret redegørelse for, hvordan skolens bygninger og grundareal ønskes anvendt.

Der foretrækkes købere, som har økonomisk og etisk styrke til via erhvervelsen at skabe nye arbejdspladser i lokalområdet.

Købers forhold vil derfor blive underkastet en stærkt kritisk vurdering, inden en eventuel handel overhovedet kan komme på tale.
Bankgaranti hos et solidt pengeinstitut er en selvfølgelig forudsætning.
 

 

Al henvendelse til:

Nordfynstemas Blandede Landhandel

C/O Solsidens A/S (Alvor & Spøg), afdeling 8

5474 Veflinge

post@nordfynstema.dk

 

eller meget gerne til Nordfynstemas ”SkoleDebatten”.

Brug også de ord, der er ved at forsvinde ud af Retskrivningsordbogen

Der kommer af og til nye ord ind i dansk sprogbrug, men nogle af de ældre glider efterhånden ud af Retskrivningsordbogen.

Det er da et tab for den fælles sproglige kulturarv, så Nordfynstema vil gerne slå et slag for, at ordene i risikozonen bliver brugt af og til.
Derfor vil flere af de sjældent brugte ord af og til blive brugt her på sitet.

Alle på Nordfyn opfordres til af finde deres yndlingsord i nedenstående oversigt - og bevidst bruge dem fremover, når det er passende.

Disse ord er blandt de forældede, der måske er udgået i næste udgave af Retskrivningsordbogen:

Peteranstændig - overanstændig
Baksgast - en særlig matros
Jægt - norsk fiskefartøj
Nidsk - hadefuld
Oaseskind - gedeskind til bogbinding
Adelsbrev - dokument der bekræfter en persons adelskab
Admiralinde - admiralhustru
Barbitursyre - organisk forbindelse lavet af urinstof og malonsyre
Barfodssandal - sandal
Sandemand - en slags nævning i gamle dage

Følgende ord er angiveligt i farezonen for at forsvinde ud af Retskrivningsordbogen i løbet af de kommende år:

Bajads - gavtyv, klovn
Blegsotig - trist, uden gennemslagskraft
Brødflov - sulten, småsulten
Charlatan - bedrager
Djærv - bramfri
Dorsk - sløv, doven
Dosmerseddel - huskeseddel
Døgenigt - doven og uduelig person
I dølgsmål - i det skjulte
Fjæle - skjule
Flanere - drive skødesløst omkring
Flottenheimer - ødsel person med dyre vaner
Fløs - lømmel
Forfjor - året før sidste år
Forskertse - forspilde
Forsoren - kæk, munter, friskfyragtig
Forvorpen - fræk
Fusentast - letsindig og skruppelløs person
Gebommerlig - kolossal, vældig
Gelassen - overdrevent villig og hjælpsom
Halsstarrig - stædig
Idelig - uafbrudt
Kalas - stor og overdådig fest
Kanalje - fræk og uopdragen person, slubbert
Knibsk - afvisende, snerpet
Knarvorn - gnaven, vrangvillig
Kålhøgen - indbildsk
Langmodig - tålmodig
Misliebig - mistænkelig
Mødig - træt, mørbanket
Negerbolle - negerkys, flødebolle
Obsternasig - trodsig, genstridig
Skellig - gyldig, rimelig
Sporenstregs - øjeblikkelig, straks
Spæge - styre eller tæmme
Svanger -gravid
Sysselsætte - beskæftige
Træsk - lumsk, snu
Trættekær - krakilsk, kværulantisk
Tvætte - vaske
Ufortøvet - øjeblikkelig, straks
Vindbøjtel - person, der skifter standpunkt efter hvad der betaler sig bedst
Ødeland - person som ødsler sine penge bort

 

Telekørsel til alle!

 

Siden 1. august sidste år har alle borgere i Nordfyns Kommune haft et bragende godt tilbud, som man næsten ikke kan sige nej til.

 

Men nogle folk på Nordfyn er som bekendt ikke som folk er flest ude i det ganske dronningerige!

Nu har politikerne ellers i al deres kløgt gjort det muligt at komme ud at køre for bare 30 kroner – godt nok ikke så meget på tværs af de tidligere kommunegrænser.

Og så er der alligevel næsten ingen, der benytter det formidable tilbud!

Kun i Nyborg Kommune er interessen for den generøse service ringere.

 

Jo, man skal ringe – mindst 2 timer i forvejen – for at bestille kørsel.

Og hvis der er tale om morgenkørsel, skal den bestilles dagen før.

Så kan vi vel lære at holde op med de der hovsa-beslutninger, når vi vil ud af huset!

 

Du kan ikke regne med, at du bliver afhentet på et ganske præcist klokkeslæt, og at du er fremme ved bestemmelsesstedet mindst lige så præcist.

 

Du må se i øjnene, at det formidable tilbud først og fremmest er skræddersyet til ældre mennesker, som måske er afskåret fra at køre i egen bil for at købe ind. Og så er det da også vældig hyggeligt, at man kan få selskab undervejs. Jo, de ældre har da tid til at vente og til at det hele i forvejen ikke går så hurtigt længere.

Men 30 kr. gange 2 for at komme på indkøb i Bogense eller Otterup eller Søndersø og hjem igen er nu alligevel også en sjat penge for en ydmyg pensionist, siger flere.

 

Jamen, hvor kan jeg så komme hen med telekørsel?

Ha!

Det kan du da se i en fin folder, som du bare kan hente på ét af bibliotekerne eller hos Borgerservice i Bogense, Søndersø eller Otterup – eller på FynBus´ hjemmeside.

 

Jamen, jeg bruger ikke computer, siger du!

Og så spørger du dumt, hvordan du skal komme med teletaxa til bibliotek eller borgerservice, når du ikke ved, hvordan du i det hele taget kan bruge telesystemet.

 

Ærlig talt!

Skal vi virkelig ulejlige os med – for dyre skattekroner – at sende dig den forbandede folder?

Nå, er det nu høreapparatet, der ikke duer mere!?

 

Men alle andre kan da vel for pokker finde ud af at hente folderen eller at printe den ud via computeren?

Gider de ikke, siger du?

Friske yngre mennesker, som står uden bil og som ikke kan bruge én af de formidable nye busser, kan de ikke tage mobilen og bestille tid?

 

Jo, jo, indrømmet. Teletaxa fra Bogense til Otterup kan ikke lade sig gøre, og fra Morud til Odense heller ikke.

Men så har vi da en rigtig god nyhed:

Du kan snart komme med telekørsel til Slukefter og hjem igen om aftenen hvis du er så heldig at bo i det nærmeste teleområde.

Ved du ikke hvilket teleområde, du bor i?

Gider du ikke skifte i Slukefter, fordi det er for bøvlet og for langsommeligt?

Så glem alt om telekørsel!

 

Nu har vi i al vores visdom og urimeligt store imødekommenhed lavet et tilbud, som vi oven i købet betaler FynBus 250.000 kroner om året for at administrere.

Og så er du et utaknemmeligt skarn, som kritiserer ordningen og kalder den komplet ubrugelig!

Skam dig!

 

Ud over den kvarte million til FynBus betaler vi kun for de ture, der bliver kørt, så det er slet ikke så dyrt for os at have ordningen kørende – og alligevel kan du kun kvittere med sure opstød?

 

Kører den i praksis slet ikke?

Nu skal du ikke være fræk!

Det var en enig kommunalbestyrelse, som vedtog teleordningen.

Tror du virkelig, at du er klogere end os?

Med teleordningen har vi for et begrænset beløb sikret køremulighed for alle borgere – også for jer derude, hvor vi aldrig sætter vores fødder!

 

Men ved du hvad!

Hvis der skal være mere vrøvl om den s…. teleordning, så kan vi da bare lukke skidtet.

Det ligner da heller ikke noget, at der bor folk uden for Søndersø, Otterup og Bogense.

Så det er jeres egen skyld, hvis I ikke kan komme nogen andre steder hen.

Hallo! I har jo selv valgt at bo dérude, hvor en krage aldrig har mødt en vibe

Så må I selv tage konsekvenserne af jeres tåbelighed.

 

Og hvad de unge mennesker angår:

Op på cyklen!!!

Man skal ikke være en byrde for samfundet, når man ikke har råd eller evne til at køre i egen bil eller til at træde i pedalerne i et par timer.

Det er jeres eget valg – ikke vores!

 

Men I kan jo bare flytte til et noget mere civiliseret sted langt borte fra jeres elendige flække!


Helt ind til benet

13 ud af 14 nordfynske skolebestyrelsesformænd mener stadig, at politikerne har skåret helt ind til benet.


Kaos ved Musikforeningens månedlige koncert

 

Nordfynstema har fået særlig tilladelse til at vise nedenstående fotografi, der angiveligt stammer fra den nys overståede torsdagskoncert i Bogense Koncertsal.

 

Mens der er nogenlunde ro (men alligevel ængstelse) på tilhørerpladserne, hersker der kaos på scenen, hvor dirigenten er totalt fejlplaceret og slet ikke evner at svinge taktstokken med fornøden karakter og dynamik.

 

Hvad der skal fungere som et harmonisk orkester, har udviklet sig til enkeltstående solopræstationer og spredte forsøg på i grupper at overdøve hinanden.

Der mangler helt klart struktur.

Et skoleeksempel!

Man spiller ikke de samme melodier, og tonearternes indbyrdes modspil samles i en skinger disharmoni, der fordrer høreværn og umenneskelig tolerance.

 

Orkestret er helt klart ikke fuldtalligt, men det kan så forkorte publikums lidelser.

Måske øver de musicerende sig hver især på nogle særlig vanskelige fraser i enrum.

Hurra for toiletterne!

 

Herren med rullen i hånden må være Jens Otto von Talhügel, som er blevet flyttet til en mindre synlig plads på scenen og nu arriverer efter at have talt til 100 millioner.

 

Det er ikke toiletpapir, han medbringer, men noder der er så nye, at blækket dårligt nok er tørt endnu. 

Værket synes at være nye variationer over ”Eine kleine Nachtmusik” - i Fis-dur.

Her ud på de små timer er det åbenbart betimeligt med en uropførelse til at gå hjem i seng på.

 

Man forstår da vist foruroligelsen hos det hårdt prøvede publikum og det opvartende personale. 

 

Fra torsdagskoncerten.

Ny Sø-ren og Met-te (1) 

 

Så for Sø-ren.

Se der kom-mer Met-te.

Met-te har fart på.

Hun skal fin-de et godt sted i Søn-der-sø.

Met-te vil sør-ge for en fin ny sko-le.

Sko-len skal væ-re til gla-de børn.

Nej, Met-te!

Det hus kan du ik-ke bruge.

Det er Kims.

Der la-ver de chips.

Met-te skyn-der sig vi-de-re.


(Fort-sæt-tes i mor-gen!)

Ny Sø-ren og Met-te (2)

 

Sø-rens far har pen-ge

og ko og kalv i væn-ge.

Met-te har in-gen pen-ge,

men hun vil så ger-ne fin-de

en god grund til en sko-le

til sø-de børn

i Søn-der-sø.

Mor-tens mor rå-ber:

Mor-ten!

Har du no-gen pen-ge

til Met-tes sko-le?

Men Mor-ten sva-rer ik-ke,

for han har travlt

med at læ-se om sig selv i a-vi-sen,

og om lidt skal han i fjern-sy-net i-gen i-gen.

 

Kom-mer Mor-ten og-så i fjern-sy-net

i mor-gen?

Gør Met-te?

Nej, sik-ke da no-get vrøvl.

Det er da hun-de, der gør!

 

(Læs vi-de-re i mor-gen.)


Ny Sø-ren og Met-te (3)

 

Nu kom-mer Sø-ren Ban-jo-mus.

Han vil hjæl-pe Met-te.

Men der er jo læn-ge til jul.

Sov du ba-re vi-de-re, Søren!

 

Met-te har kig-get på Cen-tret,

men bør-ne-ne skal ha-ve en glad sko-le.

Cen-tret er rig-tig ke-de-ligt.
Og der er to-i-let i kæl-de-ren. Øv!


Så får Met-te ø-je på en dej-lig grøn plads.

Der er der cir-kus om som-me-ren,

og dér kom-mer den ra-re cir-kus-klovn.

 

Jeg vil gerne hjæl-pe dig, Met-te,

siger Ing-mar.

Nu hop-per Met-te af glæ-de.

Bør-ne-ne kan få mit cir-kus-telt,

siger den flin-ke klovn.

Tak, si-ger Met-te.

Men det er ik-ke godt nok til bør-ne-ne.


Nå, men så snak med OPP-man-den,

siger Ing-mar.

Han sid-der der hen-ne på bæn-ken

ved Cen-tret og drik-ker øl

med Sø-ren.

 

 

(Vi la-der OPP-man-den og Sø-ren sid-de

på bæn-ken til i mor-gen.

Ba-re de ik-ke bli-ver ful-de.)


Ny Sø-ren og Met-te (4)

 

God dag, Met-te, si-ger Sø-ren Bram-fri.

God dag, Met-te, siger OPP-man-den,

som ken-der Ing-mar og hans go-de idé-er.

God dag si-ger Met-te.

 

Jeg kan byg-ge en fin sko-le til dig og til bør-ne-ne,

si-ger OPP-man-den til Met-te.

Er det ik-ke dyrt? spør-ger Mette.

Det skal du ik-ke tæn-ke på, Met-te.

I kan lå-ne den fi-ne sko-le.

I skal ba-re be-ta-le for le-jen og le-gen.

Så fjer-ner jeg hver en Kim til u-sik-ker-hed

og ryd-der hver en Ste-en af grun-den.

Hvor læn-ge? spør-ger Mette.

For al-tid, sva-rer OPP-man-den.

 

Jeg har hørt, at der er ug-ler i Se-rup Mo-se,

si-ger Met-te.

Det er li-ge i nær-he-den.

Dig tør jeg ik-ke sto-le på, OPP-mand,

nu hvor Mor-ten sæl-ger de fi-ne-ste sto-le.

Jeg vil le-de ef-ter bed-re grun-de og bed-re til-bud.

Jeg drop-per dig li-ge nu,

men du kan sms-se

hvis du kom-mer på bed-re tan-ker.

 

(Men kan OPP-man-den sen-de en sms?

Han er da på span-den li-ge nu.)

Sø-ren og Met-te (5)

 

Met-te vil vi-de-re i Søn-der-sø.

 

Sø-ren hen-ter mælk til mor,

og Met-te hjæl-per Sø-ren.

De kø-ber mælk i Al-di og i Su-per-Brug-sen

og i Net-to og i Re-ma-1000.

(Nej, hvor det ri-mer!)

Det er de me-get gla-de for

i bu-tik-ker-ne.

 

Re-ma-1000 har li-ge væ-ret en kro.

Så der kan de fri-ske un-ge på vej til VU

ik-ke drik-ke sig skæ-ve helt-gra-tis.

 

Met-te spør-ger Re-ma-da-men

om hun vil la-ve bu-tik-ken om i-gen

til en dej-lig spe-ci-al-sko-le.

Re-ma-da-men si-ger nej og er sur.

 

(Nej, du!

Der står ik-ke ra-ma-da-nen.

Den kan René og Pia og Sø-ren ik-ke li-de!)

 

Mæl-ke-Sø-ren prø-ver at trø-ste Met-te.

Så kom-mer Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se.

De har en i-dé.

Nu bli-ver Met-te glad i-gen.

 

(Hvad mon de fi-re gæ-ve pi-ger har fun-det på?

Du må ven-te til i mor-gen med at få det at vi-de.)

 

 

 

 

Ny Sø-ren og Met-te (6)



Met-te går e-ne-gang 
og kom-mer i-gen i a-vi-sen. 
Pas på, Mor-ten!
Nu snup-per Met-te al-le 
o-ver-skrif-ter-ne fra dig.

Sø-ren dan-ser med wi-e-ner-brød

og si-ger dum-me ord.

  

Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se ler,

men Met-te græ-der,

for bør-ne-ne skal ha-ve de-res sko-le.

Nu skal du væ-re glad, Mette,

siger Tes-sa og Dorte og Jyt-te og An-ne-Li-se,

for vi vil tje-ne pen-ge til sko-len.

 

Vi vil og-så dan-se.

Men vi vil gø-re det me-get flot-te-re

end Sø-ren med sit wi-e-ner-brød.

Vi vil dan-se for al-le folk

i he-le kom-mu-nen,

og så må du få al-le pen-ge-ne

til at la-ve spe-ci-al-sko-le for.

 

Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se

dan-ser flot i kir-ken.

De er rig-tig dyg-ti-ge.

Men av!

De har glemt at an-non-cere.

Så de tje-ner kun 95 kro-ner og 50 øre.

til bør-ne-nes skole.

Det er vist li-ge i un-der-kan-ten.

 

Nej, hvor er det synd for Met-te

og for bør-ne-ne

og for Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se.

Det kan da kun gå bed-re i mor-gen.

 

 

 

Ny Sø-ren og Met-te (7)

Br-e-a-king news!

 

Sø-ren og Sø-ren og Sø-ren kom-mer

lø-ben-de ind i Søn-der-sø Kir-ke.

Met-te, gem dig!

 

Der kom-mer en mas-se jo-ur-na-li-ster

og pres-se-fo-to-gra-fer.

De si-ger at du skal på for-si-den

i al-le lan-dets a-vi-ser

og vi-ses frem på al-le TV-ka-na-ler

i den bed-ste sen-de-tid.

 

Mor-ten er ra-sen-de

og kal-der det un-fa-ir kon-kur-ren-ce.

Og næ-sten he-le re-sten

af kom-mu-nal-besty-rel-sen

er ved at par-ke-re li-ge u-den-for.

 

De skal be-ta-le en-tré, al-le sam-men,

rå-ber Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se.

 

Hur-tigt bli-ver kir-ken

helt fyldt op med men-ne-sker.

 

Så nu er der plud-se-lig en mil-li-on

kro-ner i kas-sen,

og nu kan bør-ne-ne vel glæ-de sig. 

 

Met-te bliver fo-to-gra-fe-ret og fil-met,

mens no-gen stil-ler hen-de fjol-le-de spørgs-mål

om bre-ak-dans og so-lo-dans og fol-ke-dans.

 

In-gen af de an-dre bli-ver fo-to-gra-fe-ret

el-ler fil-met el-ler spurgt om no-get.

Jo. Hvor er to-i-let-tet?

 

Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se

ser så pæ-ne ud,

men in-gen æn-ser dem.

 

Mor-ten har svært ved at skju-le

sin mis-un-del-se på Met-te.

 

Den ene Kim og Ste-en og Re-né og Jens Ot-to

er og-så su-re og gnav-ne,

og nu kan Dor-te og An-ne-Li-se

snart hel-ler ik-ke kla-re me-re.

 

Sik-ke et dra-ma!

Hvad har du dog gjort, Met-te?

 

Det står nok i a-vi-ser-ne i mor-gen og de næ-ste da-ge.

Hold fe-ri-e nu, kæ-re ven,

så du kan føl-ge med i det he-le på TV.

Og læs fort-sæt-tel-sen her i mor-gen.

 

 

 

Ny Sø-ren og Met-te (8)

 

Plud-se-lig er al-le med ka-me-ra og not-es-blok

smut-tet i-gen.

De kæm-per om at kom-me først ud

med de-res ny-he-der og bil-le-der.

Og man-ge po-li-ti-ke-re

skal hjem for at jub-le

el-ler for at græm-me sig.

 

Hvad la-ver I i Guds Hus? rå-ber Sø-ren,

som er hid-kaldt af stø-jen.

Sø-ren er rig-tig vred.

Han har frå-de om mun-den.

 

Tes-sa og Dor-te og Jyt-te og An-ne-Li-se bli-ver ban-ge.

De for-klæ-der sig som ry-gen-de non-ner.

De er næ-sten de sidste,

som for-lader kir-ken.

 

Det er Sø-ren Ry-ge,

som har gi-vet dem no-get at ry-ge på.

Han vil ger-ne ha-ve

de 4 pi-ger til at dan-se

til de 4 års-ti-der

i si-ne ha-ve-pro-gram-mer.

Så nu er de vist go-de ven-in-der i-gen.

 

Men Met-te står e-ne og fast og er klar

til at ta-le sin og bør-ne-nes sag.

Du skal ik-ke være så sur og gna-ven, Sø-ren.

I kir-ken skal vi jo hø-re det glæ-de-lige bud-skab.

 

Jeg vil ger-ne lå-ne Søn-der-sø Kir-ke,

så bør-ne-ne kan gå i sko-le her.

De vil bli-ve gla-de for at se

de fine bil-le-der på væg-ge-ne.

 

Her er bryl-lup om lør-dag-en

og guds-tje-ne-ste om søn-dag-en.

De an-dre da-ge sker her jo in-gen-ting,

hvis in-gen dan-ser og le-ger.

 

Hov-hov! rå-ber Søren.

Nu skal du ik-ke kom-me for godt i gang.

Jeg for-stod godt dén med ra-ma-da-nen!

Kir-ken har og-så be-gra-vel-ser

og bi-sæt-tel-ser,

og det er mest på hver-da-ge.

 

Nu er Met-te godt knot-ten.

Sø-ren! Der må væ-re plads til os al-le.

Det er jo rent spild,

at kir-ken står tom det me-ste af ti-den.

Man kan da ba-re si-ge far-vel til de dø-de

efter sko-le-tid.

Det vil de vel ik-ke pro-te-ste-re imod?

For øv-rigt har Je-sus sagt:

Lad de små børn kom-me til mig!

 

Kan du så kom-me ud af Guds hus!

brø-ler Sø-ren.

Her skal være kir-ke-fred.

 

Sø-ren smæk-ker kir-ke-dø-ren i

med et gud-dom-me-ligt brag

og kom-mer til at si-ge sgu.

 

Met-te lø-ber græ-den-de 

der-ude i kul-den og en-som-heden.

 

Hvad skal vi dog gø-re,

for at Met-te kan bli-ve en glad pi-ge igen?

 

 

Du kan hjæl-pe Met-te

ved at sen-de di-ne go-de for-slag

til post@nordfynstema.dk .

Så gi-ver vi dem vi-de-re til Met-te,

og må-ske kom-mer de

med i et af-snit i den-ne

(for)-un-der-lige hi-sto-rie.

 

 

 

Ny Søren og Mette (9)

 

Kære læser.

Nu er du så dygtig til at læse,

at du godt kan klare resten af historien

uden sta-vel-ses-de-ling.

 

Her er der frikvarter,

så du slipper for PISAundersøgelser

og for nationale tæsk.

 

Mette sover rigtig dårligt

efter den slemme oplevelse i kirken.

Men så står Søren Kierkegaard

ved siden af Mette.

Han siger: Enten – eller, Mette!

 

Mette vågner fortumlet.

Enten – eller! Hvad betyder det?

Enten stopper du nu

- og så får børnene ikke deres skole i Søndersø -

eller også kæmper du videre?!

 

Mette ved præcis hvad hun vil,

og mindre end en time senere

står hun ved VUC.

 

Her er der godt nok tomt og stille.

Hvor er Ida og Holger og Merete og Henning

og Bodil og Aksel og Aase og Knurt

og alle de andre?

Er VUC ved at blive nedlagt?

 

VUC vil være et rigtig godt sted

til børnenes ny skole,

og der er mere end 1 idrætshal

lige ved siden af

- og gymnasium og folkeskole

med en afdeling mod nord.

 

Mette kigger videre på VUC og på gymnasiet.

Det ser lovende ud.

Og der kører i forvejen